Formskifternes dronning

Mange store hemmeligheder, ligger begravet under den ydre idyl. Hvad sker der når hemmelighederne bryder op til overfladen, og det viser sig at verdenen og personerne i ens liv, ikke er som man troede?

Formskifternes dronning, er en beretning om den unge pige, Vega, som mangler forandring og udfordringer i sit liv, en dag går hendes drøm i opfyldelse, men ikke på den måde hun havde håbet. Pludselig er hun fanget i et spil, mellem liv, død og evig kærlighed.

"Der er noget ved Trevor, som ikke er som det burde være. Min hjerne var ikke i tvivl, men mit hjerte havde en anden mening.."

1Likes
1Kommentarer
627Visninger
AA

4. Tur til hospitalet

Vega:

 

Vi nåede hospitalet, og jeg støttede ham indenfor. Vi kom helt foran i køen, da Trevors skader var værre end de andres. Damen bag skranken, havde langt lyst hår, der var sat op i en høj hestehale og blå-grønne øjne ”hvad er der så sket med staklen her?” spurgte hun. Okay tænkte jeg, det skal være oprigtigt og skaderne skal ligne, at det passer til historien. Jeg fortrød straks, at jeg ikke havde tænkt mere over det på vej herud, end hvorfor så mange bøller, kunne være blevet bange for mig. Jeg kunne mærke Trevors muskler stramme sig, og han begyndte at trække vejret en smule hurtigere. Pludselig fik jeg en idé  ”jeg var på vej til skole i min bil, da jeg pludselig så Trevor styrte på sin knallert” imens jeg forklarede begyndte Trevor at slappe en anelse mere af ”jeg skyndte mig at stoppe bilen og køre ham hertil, jeg mente ikke en ambulance ville være nødvendigt” afsluttede jeg. Det så ud til at ekspedienten købte den. ”Det var da uheldigt” sagde hun syrligt. Hvad mon der er i vejen med hende, tænkte jeg. Hun kaldte en læge og to sygeplejersker til, som straks løftede Trevor op på en båre og bar ham væk, det var som om jeg blev mere urolig, nu når han var væk.

”Hvor fører de ham hen?” spurgte jeg damen, med desperrasion i min stemme. ”Han skal ned i værelse 6 og syes” svarede hun ”du kan besøge ham senere.” Eftersom jeg absolut ikke gad i skole, når Trevor var her (og min bluse ikke mindst) satte jeg mig ind i venteværelset og ventede. To lange forfærdelige timer senere, kunne jeg endelig komme ind og kigge til ham. Han var blevet flyttet til værelse 27, da værelse 6 bare var en operationsstue. Jeg gik ned af de mange gange, og da jeg nærmede mig værelse 27, begyndte jeg at hyperventilere og mit hjerte bankede hårdt i mit bryst. jeg bankede forsigtigt på og åbnede døren, da jeg kom ind, fik jeg et chok. Efter han var blevet syet sammen, var han endnu smukkere end før, og jeg kunne ikke tage øjnene fra ham. Han sad op i sengen, med ryggen lænet op af et tons puder, og så sendte han mig et lille smil. Jeg konsentrerede mig, om at få min puls ned, inden jeg spurgte: ”hvordan går det Trevor?” det gav et gib i ham, da jeg sagde hans navn. ”det går…” sagde han mens han åbenbart nøje overvejede sine ord ”godt, nu når du er her” afsluttede han så.

 

Jeg fattede det ikke, var han glad for at se mig? sådan en skønhed burde kun blive glad, hvis det var Britney Spears, eller hvem ved jeg, der trådte ind af døren. Jeg havde en masse splittede følelser, hvorfor havde han sagt, at vi ikke kunne være venner eller ses, når han så kommer med sådan en erklæring. Jeg var total forvirret og splittet, men alligevel tog jeg mig sammen og svarede: ”det glæder mig, jeg var ret bekymret for dig” sagde jeg og kiggede ham dybt ind i de smukke grønne øjne. Så gik jeg tværs over gulvet og satte mig på en stol, ved siden af hans seng. ”Gør det stadig ondt når du taler?” spurgte jeg dumt. ”Nej ikke mere” sagde han. Der var et minusts tavshed, hvor vi bare betragtede hinanden, ind til han sagde: ”Jeg er bange for at du får problemer, du skulle ikke have hjulpet mig. Jeg ville nok have klaret mig” imens han talte, skulle jeg virkelig tage mig sammen, nu når det meste af det hæse fra hans stemme var gået væk, lød hans stemme nærmest som sød musik.  ”du skal ikke tænke på mig” sagde jeg mut ”jeg skal nok også klare mig, og jeg kunne da ikke bare lade dig dø!” sagde jeg, selvom det måske var en smule dramatisk sagt. Hans ansigt fordrejede sig i smerte. ”Undskyld” mumlede jeg, ”nej det er mig der skal sige undskyld, jeg burde være taknemmelig, for at du hjalp mig, i stedet blev jeg vidst lidt vred” sagde han ”tak” sagde han endelig ”den her er vidst din” han rakte min blodige bluse til mig, mens han lavede en undskyldene mine ”det er helt i orden” svarede jeg på hans mimeri. Jeg tog den blodige bluse, og hang den på den stol jeg sad på. ”Der er noget jeg gerne vil vide” sagde jeg tøvende. ”Fyr løs” sagde han. Han smilede opmuntrende til mig, og hev tæppet lidt mere op om sig. ”jo.. ehm?” jeg skulle lige til at spørge ham om, hvorfor han havde været så mystisk før, og sagt at vi skulle holde os fra hinanden. Men en indre stemme, sagde mig, at det var det forkerte tidspunkt, at spørge om det. ”Hvorfor var de bøller efter dig?” spurgte jeg i stedet. Det var ikke første gang det var sket, vidste jeg. Et mere oplagt mål, burde da være brille-børge. ”Tjaah, det ved jeg sådan set heller ikke, jeg er jo nok bare et tilfældigt offer” sagde han og trak på skuldrene, men da han gjorde det, vred han sig i smerte. ”Du burde altså holde dig væk fra mig, du kommer galt afsted” sagde han trist ”nu gør du det igen” sagde jeg irriteret. Øjeblikket havde været så perfekt, ind til han begyndte på det fis, om at det var farligt for mig. ”Gør hvad?” spurgte han. ”insisterer på, at vi skal holde os væk fra hinanden, fordi det er så farligt, og helt ærligt, så aner jeg ikke hvad du mener” sagde jeg håbløst. ”Jeg ved det..” sagde han og skyndte sig at skifte emne. ”Fortæl noget om dig selv” sagde han i stedet ”okay” og imens jeg sad der og pludrede om alverdens ligegyldige ting, som jeg ikke anede, hvorfor jeg spyttede ud, til en næsten fremmed, stirrede han på mig og smilede, når jeg sagde noget sjovt, nikkede når han gav mig ret i mine meninger, og rynkede panden når jeg snakkede om noget der undrede mig. Det var virkelig lang tid siden, jeg havde haft det så godt. Jeg havde snakket i et væk, at jeg ikke havde lagt mærke til at hans øjenlåg, var ved at lukke sig. ”Du er ved at være træt, det må også være udmattende at høre på mig i” jeg kiggede på mit røde armbåndsur ”wow! i en time!” sagde jeg ”nej jeg.. Jeg kan godt lide din stemme” sagde han ligeud ”tak” sagde jeg noget forbavset, ”og i lige måde forresten.” Han så også noget overrasket ud, eller også var det noget jeg bildte mig ind. ”Men du kan altså ikke komme udenom, at du er træt. Du er ved at have blå rande under øjnene, og dine øjenlåg lukker sig hele tiden i” sagde jeg og smilede ”jeg må hellere gå nu” sagde jeg stille ”okay du har ret, jeg er lidt træt. ”Jeg lover, at jeg snart kommer ud herfra. Besøger du mig senere hvis jeg ikke gør?” spurgte han bedende. ”Jeg skal nok komme og besøge dig i eftermiddag, eller til aften, og du skal bare tage alt den tid, der skal til, for at komme på dupperne igen. Du skal ikke spekulere på mig.” Jeg tog min bluse i hænderne, og gik hen mod døren. Selvom jeg havde sagt det modsatte, ønskede jeg faktisk lige netop, at det var det han ville gøre.

 

***

Trevor:

Jeg er så træt, det er ikke normalt for mig. De måtte have taget hårdere fast end jeg først lige havde troet, de ville gøre. Nu har de set Vega og ved hvem hun er, missionen er så stille ved at starte. Jeg havde det forfærdeligt, det gjorde ondt alle steder, men ingen af smerterne, var så slem som den smerte jeg havde i hjertet. Jeg følte at jeg havde gjort noget meget forkert i dag. Det var simpelthen så forkert og usselt. Jeg havde forrådt mine instinkter, min sjæl men værst af alt, jeg havde forrådt Vega. Missionen var nødt til at fortsætte, der var ikke andet for. Fader havde gevet mig stærke instrukser. Jeg blev ved med at tænke episoden igennem, Vega, der kom stormende som et vildt dyr og ”jagede” dem væk. Der var ingen tvivl mere. Mine tanker blev mere og mere til en pløre af en masse billeder, alle billederne var billeder af Vega. Endelig lod jeg søvnen overvinde mig, og lod mig falde ned i en verden, hvor det kun var ens fantasi og drømme der satte grænser, og ikke en Faders ubetingede ejerskab der styrede en. Jeg faldt ind i en sød drøm om Vega og mig, der endelig kunne være sammen, efter 10000000 år…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...