Formskifternes dronning

Mange store hemmeligheder, ligger begravet under den ydre idyl. Hvad sker der når hemmelighederne bryder op til overfladen, og det viser sig at verdenen og personerne i ens liv, ikke er som man troede?

Formskifternes dronning, er en beretning om den unge pige, Vega, som mangler forandring og udfordringer i sit liv, en dag går hendes drøm i opfyldelse, men ikke på den måde hun havde håbet. Pludselig er hun fanget i et spil, mellem liv, død og evig kærlighed.

"Der er noget ved Trevor, som ikke er som det burde være. Min hjerne var ikke i tvivl, men mit hjerte havde en anden mening.."

1Likes
1Kommentarer
625Visninger
AA

3. Rovdyret på jagt

Vega:

 Jeg har én time sammen med Trevor. Det er min yndlingstime, selvom det er oldtidskundskab. Jeg elsker at sidde og stirre på Trevor, han er virkelig den mest fantastiske og flotte fyr jeg nogensinde har mødt. Jeg tænkte tilbage på den første dag vi havde mødt hinanden, han havde skævet til mig i kantinen og smilet genert, da jeg smilede tilbage kiggede han genert væk. Jeg havde gjort det tydeligt at jeg var mere end interesseret i ham, men da vi endelig talte sammen, havde han sagt at de aldrig ville kunne blive venner, det var for farlig, og det ville gøre det hele meget mere kompliseret. Jeg anede selvfølgelig ikke hvad han havde ment med det, men der lød noget ildevarslende over den måde han havde sagt det på, der skræmte mig. Så jeg havde holdt mig væk fra ham, selvom det stred virkelig meget, imod mine sanser, mit hjerte og min sjæl. Min sjæl skreg efter ham, og efter jeg havde snakket med ham, var det som om jeg aldrig blev lige så glad igen, jeg manglede ham så inderligt. Selvom vi ikke engang var blevet venner, men kun havde smilet til hinanden og udvekslet ganske få ord, som handlede om at vi skulle holde os væk fra hinanden. Trevor var høj med sort hår og grønne øjne, ja faktisk kunne han næsten være en supermodel, måske var det endda derfor at bøllerne var efter ham nu, de var måske jaloux.

 

Trevor har ikke rigtig nogen venner, for hvis man er venner med en, der bliver mobbet af bøllerne, ville vennerne af offeret også blive mobbet. Jeg skred over mod dem, jeg var ligeglad med dem, de kunne bare komme an! jeg tog min taske i hænderne, så jeg kunne bruge den som våben. Jeg var lige ved at vende om, men blev mere besluttet på at hjælpe, da jeg hørte Trevors hvin, han faldt til jorden og bøllerne begyndte at sparke ham. Jeg begyndte at løbe mens jeg råbte ”HVAD FANDEN HAR I GANG I? STOP DET SÅ!!” bøllerne kiggede op og fik øje på mig, der kom spænende over mod dem, som var jeg et rovdyr, på vej efter sit bytte. Jeg var virkelig, virkelig vred, og det var som om omgivelserne omkring mig, fik et sært rødligt skær. Jeg løb af sted og da jeg endelig nåede hen til dem, hørte jeg dem mumle et eller andet, hvorefter de gik deres vej. Jeg blev næsten skuffet over at de var sådan nogle kujoner, bare at gå deres vej. Den tanke stoppede jeg brat, da jeg kom til at tænke på, hvad der kunne være sket mig. Jeg var efterhånden nået helt hen til krigsmarken, da jeg fik et chok, over at se hvor slemt medtaget Trevor faktisk var. Han havde fået en lang flænge ned langs hans kindben, det ene øje var helt blåt, han blødte voldsomt fra den ene arm og han havde, skræmmer overalt. Hans bukser var blevet revet halvt af, og en af hans knoer var blevet helt blå, han havde åbenbart gjort modstand. Jeg knælede ned ved siden af ham, og tog min bluse af, jeg havde en kort stroppet t-shirt på indenunder. Jeg bandt blusen om hans arm, og tilså hans andre skavanker ”tak” sagde han med en meget hæs stemme, selvom den var hæs var der noget meget fløjlsblødt over den, det var det første ”søde” ord, han havde sagt til mig, og det var som om det slog mig omkuld ”det.. det var så lidt” svarede jeg helt overrumplet ”vi skal have dig på hospitalet” sagde jeg så. Han skulle helt sikkert syes på armen, og måske også i hovedet. ”kom jeg hjælper dig” sagde jeg, og tog fat om hans skuldre, det var som det slog gnister imellem os da jeg rørte ham. Han rejste sig og jeg støttede ham så godt jeg kunne, for han var meget større end mig, og jeg skulle næsten stå på tæer, for at kunne støtte ham. Jeg førte ham over mod min bil, uden at han gav modstand, jeg hjalp ham med at komme ind på passagersædet af min lille Lupo, hvorefter jeg småløb over til føresædet. Det var et stykke vej til hospitalet, men hans skader var ikke store nok, til at ringe efter en ambulance. ”Hvorfor?” spurgte han da vi kørte afsted væk fra skolen. ”Fordi du er ved at forbløde, og skal have det der syet” svarede jeg ”nej” sagde han ”hvorfor gjorde du det?” han nærmest stønnede det ud, og det lignede at det gjorde meget ondt at snakke, endnu en gang fik jeg et elektrisk stød, hans stemme var virkelig fantastisk. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, inden jeg tog mig sammen til at tale. ”Fordi de 3. g´er er nogle idioter og trænger til at blive sat lidt på plads” svarede jeg, jeg skuede over på ham, jeg ville gerne give ham en smertestillende pille, jeg havde endda nogle i bilen, men jeg vidste at lægerne ville få brug for at høre hvor det gør ondt. ”men” sagde han med sin hæse dejlige fløjlsbløde stemme ”sschh” jeg tysede blidt på ham ”vi kan snakke senere, du har for mange smerter nu” sagde jeg ”o okay” svarede han ”men lover du at holde det hemmeligt, altså med hvad der skete med mig?” spurgte han. Jeg skulle lige til at sige nej da, lægerne skal vide besked og de bøller trænger altså virkelig snart til at få en røvfuld af nogle voksne! men der var noget desperat over hans skrøbelige stemme, som fik mig til at sige: ”Okay det lover jeg, jeg skal nok finde på en dækhistorie, nu skal du bare slappe af” han lænede lydigt hovedet tilbage og lukkede øjnene, imens jeg kørte spekulerede jeg på, hvad der havde fået bøllerne til at gå. Der havde været 7 - 8 stykker, og de burde da ikke være bange for mig. Jeg er jo bare en pige, fra en yngre klasse. min konklusion blev til sidst, at de ikke mente, at de kunne gøre mere ved Trevor, og måske er der en smule gentlemen over dem, altså at de ikke vil slå på piger. Men alligevel var der noget der sagde mig, at det overhovedet ikke var det. Jeg kunne bare ikke sætte fingeren på det lige nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...