Formskifternes dronning

Mange store hemmeligheder, ligger begravet under den ydre idyl. Hvad sker der når hemmelighederne bryder op til overfladen, og det viser sig at verdenen og personerne i ens liv, ikke er som man troede?

Formskifternes dronning, er en beretning om den unge pige, Vega, som mangler forandring og udfordringer i sit liv, en dag går hendes drøm i opfyldelse, men ikke på den måde hun havde håbet. Pludselig er hun fanget i et spil, mellem liv, død og evig kærlighed.

"Der er noget ved Trevor, som ikke er som det burde være. Min hjerne var ikke i tvivl, men mit hjerte havde en anden mening.."

1Likes
1Kommentarer
626Visninger
AA

2. Normal morgen

 

 

Vega:

 

Jeg lå i min dejlige varme seng, mandag morgen og var godt træt af, at det ikke bare kunne være lørdag igen. Hvorfor går weekenden altid så hurtigt? Jeg kunne ikke forstå at weekenden allerede var forbi. Jeg tænkte lidt over det, men blev hurtig enig med mig selv om, at det nu alligevel bliver godt, at komme i skole, og snakke med min dejlige veninde Trine, og høre på hendes hysteriske anfald af et grin.

 

Jeg tvang mig søvnigt ud af sengen og kom i tøjet. Jeg slentrede ind i køkkenet hvor jeg tog to af mors pandekager på en tallerken og satte mig ved bordet. Jeg havde aldrig rigtig følt mig hjemme her i huset, men det havde jeg selvfølgelig aldrig nævnt for min familie. Min mor kæmpede virkelig, for at få vores lille familie til at hænge sammen, og det sidste hun havde brug for, var sin teenagedatter, der ikke ville bo i det hus, der ikke engang var blevet helt betalt for endnu.

Jeg havde altid drømt om at bo langt væk fra byen, ude på landet, på en stor gård med en masse dyr. Jeg elsker dyr, men pga. min brors allergi overfor pels, havde jeg aldrig måtte have et dyr, det tætteste jeg var kommet på et dyr, var en hårløs hamster, som hed hamster, meget genialt. Hamster levede også et langt og lykkeligt liv. Jeg havde bare aldrig syntes, der var noget ved sådan et dyr, der ikke havde pels, det er bare ikke det samme. Jeg sukkede dybt ved tanken. Min lillebror Oliver sad og betragtede mig meget nøje, omme fra den anden side af bordet ”vil du med mig i bønnehave i dag Veeeeeeeegge?” spurgte han, jeg hedder egentlig Vega, men han kan ikke finde ud af at udtale mit navn rigtigt, lidt sødt ”Oliver.. du ved jo godt at jeg skal i skole, jeg kan ikke tage med dig i børnehave” svarede jeg, lidt irriteret, da det bare er den samme smøre hver eneste dag, altså bortset fra i weekenden. Hver dag spørger Oliver om det samme, hver dag svare jeg det samme, hver dag laver jeg det samme, kort sagt jeg mangler nogle udfordringer i min hverdag. Hvis jeg gætter rigtigt vil det næste Oliver siger, være noget med om han ikke bare kan tage med mig. ”Men.. men.. kan jeg så ikk´ bar´ tag mæ dig i skole øster” ganske rigtigt.. Nu vil jeg så som sædvanligt svare: ”Nej Oliver, du skal jo hen i børnehaven, til alle dine venner, ligesom jeg skal hen i skolen til alle mine venner”

 

Jeg spiste mine pandekager færdig, de var virkelig gode. Min mor havde kæmpet i lang tid, for at finde den perfekte opskrift, og da hun fandt ud af at hemmeligheden bag pandekager var æg, blev hun så glad, at hun altid laver pandekager til morgenmad nu. Jeg ved ikke om det er fordi hun ikke kan finde ud af andet, det ville ikke undre mig. Min mor er så speciel, hun er ikke en klassisk mor, hun er virkelig noget for sig selv. Jeg elsker hende rigtig højt, jeg kan virkelig tale om alt med hende, selv drenge. Men her på det sidste, er det som om hun har søgt længere og længere ind i sig selv, og bliver paranoid over alt. Jeg må absolut ikke være ude efter solen er gået ned, og hver gang vi bevæger os ud på gaden, kigger hun sig febrilsk over skulderen. ”hvad kigger du efter mor?” spørger jeg hende altid, men hendes sædvanlige svar er bare: ”jeg holder skam bare udkig efter tyve skat, vi vil jo nødig miste vores penge, eller din nye Iphone for den sags skyld” hvormed hun altid prøver at smile, hvilket også altid mislykkes totalt for hende.

 

Jeg rejste mig fra bordet, og satte tallerknen i opvaskemaskinen. Jeg hørte min mor ude i bruseren, hun sang Løvernes Konges intro, hun sang piv falsk. Men det gjorde overhovedet ikke noget, det var sjælen, bag det af synge, mente hun. Hun er altid i bad ved denne tid om morgenen, og det passer altid med at når hun er færdig i badet, er Oliver også færdig med sin morgenmad. Derefter køre hun ham i børnehave, selvom han skriger op. Min mor har altid fortalt, at mens min bror er i børnehave og jeg er i skole, arbejder hun på et kontor for forsikringer i byen. Jeg ved at det er løgn, en dag ringede jeg derind, fordi jeg havde glemt hendes mobil-nummer, og jeg havde ikke haft min egen mobil på mig, så jeg var tvunget til at ringe fra en fastnet telefon. Jeg havde fundet nummeret på forsikringsfirmaet i en telefonbog, og fået fat i en mand ved navn Marc Jørgensen. Han havde insisteret på, at der ikke arbejdede en på kontoret ved navn Elena Henningsen. Jeg vidste ikke hvad hun så lavede, men jeg har altid forstillet mig, at hun er hemmelig spion, eller et eller andet, som hun ikke må fortælle til en sjæl.

 

Jeg ved at det ikke er den eneste hemmelighed hun har for os, men jeg har aldrig sagt det til hende, jeg stoler på hende. Jeg gik ud på det lille badeværelse, hvor jeg børstede mit lange brune hår, til det sad perfekt. Jeg betragtede mig selv i spejlet, jeg kiggede på mine skarpe kindben, som tydelig trådte frem. På mine store nøddebrune øjne, med de lange øjenvipper og på mit hår som indrammede mit ansigt. Jae, jeg så jo næsten helt køn ud, bortset fra de irriterende fregner på min næse og den store bums i panden. Jeg børstede tænder og hentede min skoletaske. ”Farvel, jeg køre nu!” råbte jeg ”farvel, ha´en god dag skat, husk” blah.. blah.. blaaah.. jeg gad ikke høre den samme prædiken, om at huske sikkerhedsselen, at kigge mig godt for, holde øje med stalkere osv. osv.

 

Jeg nåede hen i den gamle næsten faldefærdige bygning, som skulle være kendt for at være en skole, jeg parkerede min bil og stod ud. Det var tydelig at se, at de fleste elever tog bilen i skole, der holdte en hær af biler på parkeringspladsen, mens der kun holdte omkring 10 cykler og 10 knallerter i cykelskuret. Jeg elsker min bil, den er perfekt. Selvom det er en lille gul Lupo, som ikke er særlig robust, føler jeg mig sært tilpas i den. Jeg ved at den gule farve, gør den let at se på vejene, i stedet for de sorte biler, der nærmest kamuflerer sig på den sorte asfalt. Det gode ved, at den ikke er så stor, er at jeg kan mase mig ind på de selv mindste pladser på parkeringspladsen. Jeg gik over mod indgangen, men pludselig hørte jeg råb, som blev højere og højere jo nærmere jeg kom mod indgangen. Det var svært at høre hvad de råbte, men jeg begyndte at kunne skelne flere og flere ord ud, og endelig gav det nogenlunde mening. ”HAHA TAG HANS BUKSER, TAG HANS BUKSER!” jeg kiggede mig rundt omkring men kunne ikke se nogen, jeg trak på skulderne og gik hen mod hovedindgangen. Men pludselig fik jeg øje på dem, de var ca. 100 meter væk fra mig, de stod henne ved muren hvor der endnu var skygge for solen, drengen som var offeret for 3. g´ernes værste bøller i dag, var Trevor fra 2.g.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...