Formskifternes dronning

Mange store hemmeligheder, ligger begravet under den ydre idyl. Hvad sker der når hemmelighederne bryder op til overfladen, og det viser sig at verdenen og personerne i ens liv, ikke er som man troede?

Formskifternes dronning, er en beretning om den unge pige, Vega, som mangler forandring og udfordringer i sit liv, en dag går hendes drøm i opfyldelse, men ikke på den måde hun havde håbet. Pludselig er hun fanget i et spil, mellem liv, død og evig kærlighed.

"Der er noget ved Trevor, som ikke er som det burde være. Min hjerne var ikke i tvivl, men mit hjerte havde en anden mening.."

1Likes
1Kommentarer
633Visninger
AA

6. Anklager

 

Vega:

 

Ryan havde efterladt mig, midt ude på hovedvejen, klokken 3 om natten, til fordel for sine venner. Jeg havde sagt min mening, omkring hans forfærdelige musik. Hans venner havde så sagt til ham, at han skulle sætte mig på plads og smide mig ud af bilen. Han gjorde hvad de sagde, men jeg dukkede mig, da han skulle til at give mig den lussing han havde tildelt mig, og så gav jeg ham dræberblik. Han satte mig derefter af, hvilket pissede mig totalt af. Jeg slog op med det samme, over en sms. Selvom jeg egentlig helst foretrækker at man gør sådan noget, ansigt til ansigt. Det at jeg gjorde det forbi over en sms, fik mig til at føle at vi stod lige, på en måde. Godt nok var det noget værre at sætte sin kæreste af, ude på en landevej midt om natte, end at slå op over en sms. Så helt lige mente jeg heller ikke vi var. ”Vega.. Hør nu, jeg beder dig.. Du er det bedste der er sket for mig, i hele mit liv, kan du ikke tilgive mig? Jeg er så forfærdelig ked af det..” Ryan var en ok fyr, det var det, jeg var faldet for. Hans flotte udseende, var da også helt klart et plus. Han havde lyst pjusket hår, blå øjne og var høj og muskuløs. Alt det kunne være nok så dejligt, når han var en idiot, sammen med sine venner, og det overskyggede alt det gode ved ham. ”Det skulle du måske have tænkt på, inden du satte mig af, på en gudsforladt vej, midt om natten!” nærmest råbte jeg ind i fjæset på ham. Jeg var normalt ikke typen, der hidsede mig op. Men her på det sidste, skete der noger underligt med mig, både udseendesmæssigt men også indvendigt. Jeg følte mig ikke som mig selv, måske var jeg ved at blive syg. Ryan skulle til at komme, med endnu en halvhjertet undskyldning, men jeg skar ham af. ”Du traf et valg den aften, det var dine venner, frem for mig, og det kan du ikke undskylde dig for. Vi kommer aldrig sammen igen, eller bliver venner, vi er bekendte klassekammerater, som er tvunget til at arbejde sammen, fordi læreren har sagt vi skal. Glem ikke det..” sagde jeg. Det så ud til at han overgav sig. ”Du har helt ret ved begge ting” sagde han så. ”har jeg? ved hvilke begge ting” spurgte jeg undrende, der var der ikke mere end en ting. ”I det du lige sagde, og at formskiftere forvandler sig i 18-20 års alderen. Ikke at jeg tror på det, og jeg synes det er dybt åndsvagt, at vi skal have om det her overtroiske emne, men det er en anden sag” sagde han. Det var første gang, jeg havde hørt ham, snakke så ærligt. Men det ændrede stadig intet, i min holdning til ham. ”Godt så, det var så svaret på den første, så kan vi gå videre til næste. Okay.. Kan en formskifter forandre et menneske, hvis ja, hvordan?” læste jeg højt. Jeg havde håbet han kunne holde sig indenfor emnet, men det kunne han selvfølgelig ikke. Jeg kunne mærke hans utålmodighed, for at snakke rigtig med mig. Det han nu ville sige, ville ikke ligefrem være en kærlighedserklæring, kunne jeg underligt nok fornemme. Det håbede jeg selvfølgelig heller ikke at det ville være. Han kunne bare rende og hoppe, kunne han. ”Du har fundet en anden” sagde han konstaterende. Jeg blev så overrasket over det, at jeg kom til at knække min blyant, hvilket ikke virkede mindre skyldbevist. Det jeg blev så overrasket over, var hvorfra han vidste det. Blodet skød op i mine kinder, og jeg mærkede mit hjerte stige i hastighed. ”hvordan? hvorfor?” spurgte jeg forvirret, ”det handler alt sammen om observationer” sagde han kryptisk. ”Jeg vidste det sådan set ikke, jeg ville bare se din reaktion, på at jeg sagde det, og det overraskede mig egentlig ikke. Den kjole Vega!” han så anklagende på mig. ”Du køber kun sådan nogle ting, og gør så meget ved dit udseende, når der er nogen du gerne vil imponere” sagde han. Jeg kiggede undrende på ham. ”Det har du ingen ret til at udtale dig om! og det raver overhovedet ikke dig, hvad der sker i mit kærlighedsliv!” sagde jeg surt. Han kiggede indgående på mig, og pludselig var det som om noget faldt på plads i ham. ”Det er ham Trevor fyren ikk?” jeg afbrød ham med en klagende lyd, men han tog sig ikke af det. ”Vega.. Det ved jeg det er, tror du ikke jeg lagde mærke til, at du har gloet på ham, hver gang du har haft en mulighed for det? jeg er altså ikke dum!” han holdte en kort pause, for at falde lidt til ro. ”Jeg synes du skal holde dig fra ham, der er noget gustent ved ham Vegge, det er så tydeligt” sagde han, noget mere stille og i en meget overbeskyttende tone. Han havde brugt mit kælenavn, hvilket gjorde mig endnu mere vred, det var kun mine VENNER der måtte kalde mig det, og så selvfølgelig min familie ”Åhr hold da op! ikke også dig nu! og du er da bare jaloux på ham!” sagde jeg hårdt. Jeg skulle lige til at fortsætte mine anklager, men så ringede det heldigvis ud til frikvarter. Sylvia bad om vores besvarelser og ønskede os en god weekend. Alle eleverne stormede ud af klassen, jeg var forrest. Jeg ville så hurtigt væk fra Ryan, som jeg kunne, men jeg havde også en fornemmelse af, at der var et eller andet galt med Trine. Jeg ved godt det var åndsvagt af mig, at stikke af, men jeg orkede ikke et skænderi mere lige nu. Jeg overvejede at tage hjem, selvom der stadig var to timer tilbage. Jeg havde det jo dårligt, havde jeg ikke? jeg havde det i hvert fald underligt. Jeg skyndte mig ud på parkeringspladsen og låste min bil op, med  den lille centrallås. Den gav en klikkende lyd og lyste med forlygterne. Jeg hastede ind i den og smækkede døren hårdt i. Jeg racede væk, inden nogen ville opdage mig, og drejde ud på den store landevej.

 

Trevor:

 

Jeg udfyldte de sidste parpirer, for at kunne komme ud, fra det her fængsel. Det var første gang jeg havde været på et hospital, og jeg bedte til gud, eller hvem der nu er deroppe, om at det også ville blive den sidste. Jeg havde altid fået kvalme af, at tænke på alt det hvide, der er på et hospital. Hvid var uskyldighedens og håbets farve, hvilket jeg ikke kunne kalde mig selv længere. Men jeg havde også holdt mig væk fra dem med vilje, pga. mine evner. Sygeplejerskerne ville opdage det. Derfor insisterede jeg nu på, at min mor var sygeplejerske, og at hun var ude på parkeringspladsen, i netop dette sekund. ”Jeg er altså ikke meget for det” sagde den samme kvinde, som havde taget imod mig og Vega. ”Vi plejer at være helt sikre på at patienten er klar, til at blive udskrevet, inden vi gør det” sagde hun tøvende. Hun tænkte sig tydeligvis grundigt om. De var sikkert ikke vandt til, at deres patienter, kom sig så hurtigt igen. Men jeg er heller ikke som de fleste, erklærede jeg i mine tanker. ”Hør” sagde jeg, og fandt min mest flirtende stemme frem. ”Du har også en mor, ikk smukke? du ved hvordan de er skat, de er ikke til at hamle op med.” jeg gav hende et dristigt smil, og kodede mig ind på hendes hjerne. Det var hårdt at gøre, når jeg var så svag, så ynkelig. Kvinden så først en anelse forvirret ud, men lidt efter sagde hun ”ja selvfølgelig.” Hun skrev under på dokumentet, og rakte det i strakt arm frem mod mig, hun var helt væk. Jeg tog glad imod papirerne, og gav hende endnu et smil, inden jeg vendte mig og afbrød vores forbindelse. Jeg var ellers meget imod, at bruge evnerne, på sådan nogle ting, men i dette tilfælde, havde det været yderst nødvendigt. Jeg fik med ét dårlig samvittighed, over at have flirtet, med en anden pige, end Vega. Men inden jeg bragte mig selv videre, ud i de ulidelige følelsers gang, stoppede jeg mig selv. stop dig selv dit skvat! det er ikke tidspunktet til at blive blød og svag! tag dig dog sammen! Jeg måtte have noget af min drik, inden jeg blev et blødsøddent skvadderhovede. Det var helt sikkert fordi, jeg blev nødt til, at spille så sød og kærlig, sammen med Vega. Hun måtte endelig ikke ane mistanke. Inderst inde vidste jeg dog godt at det var løgn, jeg var ikke det mindste i tvivl om at jeg elskede, at være sammen med hende, og at jeg absolut ikke, behøvede at spille skuespil, når jeg var sammen med Vega…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...