Soldater - Lilliths fortælling

Den her historie skrev jeg for mange år siden og kunne rigtig godt tænke mig at bygge videre på den. :)

1Likes
0Kommentarer
751Visninger

1. ...

 

Regnen stod ned i tykke tove. Lillith mærkede hvordan regnen vaskede hendes ansigt rent igen. Den efterlod små fine spor i støvet i hendes ansigt. Hun lukkede øjnene og vendte ansigtet op mod himlen. Hun sukkede dybt og længe. Hun havde ikke travlt med at komme hjem. Hun ville bare stå og nyde regnen mod hendes hud.

   Hun elskede vand. Det havde hun altid gjort. Ligeså længe hun kunne huske, havde hun elsket det.

   Den sorte himmel over hende varslede torden og kulde, så hun skjulte ansigtet under den store munkehætte. Hun begyndte at gå, men hun skulle ikke gå særligt længe før hun mærkede at noget var galt, at noget ikke var som det skulle være. Alt var forkert.

   Hun så op mod himlen igen og lagde mærke til at der nu kredsede store sorte fugle på himlen over landsbyen. Det var Dødsfugle. De kom kun når der var en der var død, eller når nogen ville dø.

   Hun tog sig selv i at stirre for længe. Hendes mor havde fortalt hende, at hvis man en nat så Dødsfuglene cirkle omkring ens hoved højt oppe på himlen, varslede de død. Død til den person de fløj over.

   "Lillith, skynd dig herind." hviskede en stemme ophidset.

   Lillith så i stemmens retning og bag nogle kasser, op af et af de vakkelvorne huse i landsbyen, sad hendes storebror Mailli, halvt skjult bag kasserne.

   Mailli lignede ikke Lillith overhovedet. Han havde et bredt ansigt med en smal hage og skinnende brune øjne og kort rødt hår der strittede i alle retninger. Lillith havde et smukt, smalt ansigt med halvlangt blondt, krøllet hår og store rubinrøde øjne med et glimt at humor i. Hendes blege hud skinnede hvidt i mørket og fik hende til at ligne gudinden Isah, gudinden der repræsenterede kærligheden og visdommen.

   "Mailli, hvad laver du her? Hvorfor gemmer du dig?" spurgte hun stille, efter at hun havde møvet sig ind til ham bag kasserne.

   Han sagde ikke noget, men tog i stedet fat i hendes slidte kappe og trak hende med sig ind under huset. De kravlede langt, før Mailli krøb ned i et lille hul han havde gravet. Der var mørkt og trangt og lige plads nok til to personer.

   "Lillith, kongens mænd er i byen. De rekrutterer nye soldater, samtidigt med at de leder efter nogen. Mor sagde jeg skulle finde dig og få dig i sikkerhed." hviskede han som svar til hende, men blev atter stille da de kunne se store læderstøvler trampe forbi huset.

   Lillith blev nysgerrig og kravlede forsigtigt længere ud for at se nærmede på støvlernes ejermænd.

   Det var soldater!

   De havde store skinnende sølvrustninger der skinnede i det svage måneskin. Deres sværd hang faretruende på deres sider og i hænderne havde de muskedonner. Deres hoved var prydet med smukke harniske og Lillith blev både imponeret og på samme tid frastødt.

   Hun mærkede at Mailli greb fat om hendes ankel og hun blev så overrasket at hun udstødte et højt og meget kvindeligt gisp. Umiddelbart troede både Mailli og Lillith at de havde undgået soldaternes opmærkesomhed. For med den trampen omkring måtte deres hørelse være dårlig. Men det var den ikke. To soldater bagerst i kompagniet havde hørt det og de bøjede sig ned og kom på den måde i hovedhøjde med Lillith. De greb fat i hende og prøvede at trække hende ud, men straks var Mailli på pletten for at redde sin elskede lillesøster.

   Han stak hånden ned i Lilliths støvle og fremdrog en skarp, slank kniv der var beregnet til at en kvinde kunne børe den på kroppen uden at blive afsløret af den grund. Lillith havde den bare i støvlen i stedet.

   Han stak kniven ned i den ene soldats hånd, som kom med et forskrækket brøl så den anden dunkede hovedet op i husets gulv. Både Mailli og Lillith var hurtige og på et par sekunder var de begge væk.

   I sikkerhed takkede Lillith stakåndet sin storebror og Mailli lo anspændt.

   "Lillith, ved du at du er forbandet nysgerrig?" spurgte Mailli halvt for sjov og halvt alvorligt.

   Lillith kunne ikke klare Maillis forbandede humor, så i stedet for at svare, skulede hun ondt til ham. Hun så ud fra deres skjul bag nogle kasser og tjekkede om der var flere ubehagelige overraskelser. Det var der ikke. Ingen, hverken soldater eller indbyggere i byen, var i syne. Lillith tog munkehætten på igen som var gledet ned fra hendes hoved i forvirringen og prøvede at skjule sig i sin kappe, men da det var en almindelig kappe og ikke som i hendes fantasi, måtte hun hurtigt indse at den ikke kunne skjule hende. Hun løb frem med Mailli lige i hælene.

   "Lillith, kom tilbage." halvråbte han med panik i stemmen.

   Han så sig omkring. Han var lige ved at nå hende da en halv snes soldater kom rundt om hjørnet og Lillith ramlede ind i dem. Hun så forskrækket op og i et par sekunder stod både Lillith og soldaterne og stirrede på hinanden. Så rakte en af dem lynhurtigt ud og fik fat i hendes ene arm. Han vred den om på ryggen og holdt hende fast. Soldaten tog et fast tag i hendes hår og tvang hende til at se op på himlen. Hun mærkede regnen blande sig med tårerne på hendes kinder. Og så så hun dem. Store, sorte, smukke fulge med et blik så koldt og ondskabsfuldt at de kunne få selv den mest modige mand til at gyse af skræk for dem. De lignede store ravne, tænkte hun et øjeblik. Bare på størrelse med albatrosser, tilføjede hun ironisk. Hun tænkte at nu kunne hun undslippe. Dødsfuglene var kommet og et bittert og ondskabsfuldt smil spillede om hendes læber. Nu ville soldaterne dø, tænkte hun.

   En anden soldat, der så mere fornem ud end de andre trådte frem og løftede spidsen af sit sværd mod hendes hals.

   "Det er en god dag at dø på, lille pige." sagde han og noget i hendes stemme fik hende til at føle en dyb medlidenhed for ham, som hurtigt blev ersattet af vantro og vrede.

   "En god dag at dø på? Sig mig, er du fuldkomment syg i knoppen?" spurgte hun skingert.

   Soldaten - eller kaptajnen som han rigtigt var - ignorerede hendes spørgsmål. Han så på hende med vemod i blikket.

   "Ja, det er en god dag at dø på. Du kunne være blevet brændt på bålet, eller du kunne være blevet totureret til døde. Jeg er hurtig og jeg sørger altid for at det er smertefrit." svarede han.

   Lillith gjorde sig hård og blinkede hurtigt tårerne væk. Hun så stift på ham og bad til at hendes familie måtte få en god og lykkelig fremtid.

   Mailli så det hele fra det sted han stod. Soldaterne havde set ham, men de var ligeglade. Han forbandede sin egen fejhed og løb alt hvad han kunne, da han opdagede at de ville slå hende ihjel. Han hørte sværdet bag sig suse gennem luften og et dunk et øjeblik efter da noget tungt faldt mod jorden. Han vendte sig om. Lillith lå midt i en blodig pøl. Hun havde lukkede øjne og det så næsten ud som om hun sov. Men så skulle man sandelig også være i besiddelse af en ordentlig portion fantasi.

   "Undskyld, Lillith!" hviskede han og vendte om for at flygte.

   Soldaterne var ligeglade med ham, for de havde fået ram på den de skulle have ram på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...