Luck led to death - OL

Den 16-årige Belle Blue er blevet optaget til OL i kategorigen spring over hest. Hendes store drøm er endelig gået i opfyldelse, lige siden hun var syv år har hun trænet og trænet.
Men hvad med hendes gamle barndoms veninde, Stine, som også er kommet med i dette års OL, i samme kategorig som Belle? Da Belle og Stine var to år, skete der noget brugtalt mellem dem, som Stine mener var Belles skyld. Stine vil gøre alt for at hævne sig på Belle. Kan Belle nå at træne hårdt nok, så hun kan komme i finalen, og kan hun overhovedet møde op, når Stine er i samme rum som hende selv?

1Likes
2Kommentarer
877Visninger
AA

2. Kapitel 1

Jeg kigger ned i min pink kuffert. Er der mon noget jeg ar glemt? Jeg tænker mig om et stykke tid. Intet, alt er pakket og klar til i morgen, hvor jeg skal afsted. Jeg er så spændt. Da jeg kom hjem fra udtagelsen var hele min familie og mine bedste venner. Det var bare den bedste dag jeg nogen sinde har haft! Først min udtagelse og så min dejlige familie.

"Du mangler hvis den her, skat." lyder en stemme henne fra døren. Det er min mor, Lucy. Jeg smiler til hende, men rødmer så, da jeg ser hvad hun har i hænderne.

"Mor altså." siger jeg med en flov stemme og tager så imod min skraber. Rigtig nok, jeg havde slet ikke tænk på den, og min træner vil flippe ud hvis jeg ikke havde barberet ben inden jeg skal på, men at min mor skal huske mig på det, altså!

Mor ser min flov hed og giver mig så et varmt knus. 

"Hør her min pige. Lige meget om du vinder eller ej, så husk på, at du altid vil være min lille guldmedalje. Det må du aldrig glemme Belle!" siger hun og giver mig et kys i panden. 

"Selvfølgelig mor, det skal jeg nok huske." svar jeg og pakker skraberen ned i kufferten.

"Men kom nu med ned og få noget at spise, så skal jeg nok hjælpe dig med at pakke færdig." siger mor og går hen mod døren.

Jeg følger efter, for jeg er blevet godt sulten efter en hel dags pakning og tænkning, har jeg nu det hele? Det ender sikkert med at jeg kommer afsted uden tandbørste. Sådan en kan man vel godt købe i London, ikke? 

Jeg kigger hurtigt lige i min toilettaske. Jeg har glemt min tandbørste, nej vent! Den er ikke pakket endnu, fordi jeg skal børste tænder i aften og i morgen igen - dumme mig! Jeg glemmer sikkert et eller andet i min opvisning og lander helt sikkert forkert!

Så Belle! siger jeg til mig selv. Tag en dyb indånding gennem næsen og pust dybt ud, så skal det nok gå. Det plejer min træner altid sige til mig, før jeg skal på eller til at lave et spring, som jeg er lidt usikker ved - men det hjælper hver gang!

 

Nedenunder sidder min familie og er godt igang med aftenmåltidet, risengrød - min livret.

Jeg skubber min stol ud og sætter mig på den. Duften af grøden rammer mig, og jeg dufter fornøjeligt til den. 

"Mor, hvordan kan det være du har lavet risengrød her midt om sommeren?" spørger jeg imens jeg tager en potion på min tallerken. Jeg putter kanel og sukker på og en stor smørklat - mmmmhhh!

"Fordi i morgen er en ganske stor dag for både dig, men også os andre." fortæller min mor. Jeg kan se at hun næsten for tårer i øjne. Er det da så frygteligt, tænker jeg.

"Mor?" siger jeg bekymret og ligger min ske fra mig.

"Hun er bare så stolt over dig min pige. Der er ikke mange som for sådan en chance som dig." siger min far og lægger en store hånd på min mors spinkle skulder. Det ser faktisk lidt sjovt ud. Min far har altid været en stor mand, ikke fordi han er tyk, han har bare en del muskler, men er nok lidt kraftig bygget. Han siger bare at det kun er muskler, men jeg tror ikke helt på ham. Han hedder forresten Kim.

Min mor derimod, er en spinkel kvinde, med en lille krops bygning. Men hun har fortalt, at i hendes ungdoms dage, havde hun tre år med anoreksi, så det forklar en del. Hun er heldigvis kommet over det, men hun spiser stadig ikke helt så meget som hun burde. 

"Mår jeg godt be om mere risengrød?" spørger min lillesøster Julie, og holder sin tallerken frem mod gryden. 

"Selvfølgelig." siger jeg og giver hende en potion risengrød. 

"Mere!" siger Julie.

"Kan du ikke spise det der først? Du har jo allerede fået to potioner, det her er din tredje, du plejer hun at spise to." siger jeg, men hun ryster på hovedet og jeg giver hende noget mere.

Efter aftensmaden hjælper jeg min mor med at rydde op. Da jeg kommer til Julies tallerken ser jeg skeptisk på den. Man kan se der hvor kanellen har været, nu er der kun grød tilbage. Jeg gør mine til at kalde på hende.

"Belle lad være." siger min mor og tager tallerken ud af hånden på mig og giver den resterne grød til vores kat. "Hun er bare ked af det Belle."

"Hvorfor, er der sket noget?" spørger jeg og kigger på min mor.

"Nej, ikke sådan. Den sidste tid  har du jo fået alt vores opmærksomhed, fordi vi jo har bakket dig op og har været med dig over alt. Julie føler sig bare lidt udenfor." siger min mor og tørrer bordet af med en karklud. 

"Jeg går lige op og snakker med hende." siger jeg og stille det glas jeg har i hånden på bordet.

Jeg havde troet jeg havde gjort hele familien glad ved at vinde udtagelsen, og at især de tre mennesker jeg bor sammen med, alle var stolte over mig. Alle sammen. Ikke for at lyde egoistisk, men det havde jeg seriøst trodet! Nu hvor jeg tænker over det, har Julie egentlig virket lidt stille de sidste dage.

Jeg banker på Julies dør og bliver ståene, indtil jeg kan hører hende sige kom ind. Jeg stikker hovedet ind. Hun ligger i sin seng, med hovedet ind mod væggen.

"Julie er der noget galt?" spørger jeg og sætter mig ved siden af hende i sengen. Kun en mumlen for jeg til svar. "Julie, jeg ved der er noget galt. Når nogen ligger sådan der, ved man altså der er noget galt." siger jeg og stryger Julie over håret. Hun vender sig om og kigger på mig. 

"Der er bare fordi," siger hun, og fortæller så alt det mor lige havde fortalt mig. Hvis mor ikke havde gjort det, ved jeg ikke hvad jeg skulle have sagt, for Julie lyder virkelig til at have følt sig udenfor. Hun fortæller også at næsten alle i hendes klasse havde været kommet over til hende, dagene efter udtagelsen, og sagt ting som:

"Wauw hvor er din søster sej!"

"Jeg vil ønske Belle var min storesøster, skal vi ikke bytte Julie?"

Jeg føler mig meget smigeret mens Julie fortæller, men jeg lader som om det ikke påvirker mig. 

"Hør Julie," siger jeg, da hun er færdig. "Jeg er din storesøster og du er min lillesøster, og det er der ingen som kan lave om på!"

"Det ved jeg godt, men," begynder Julie.

"Julie." Jeg ser hende i øjne." Husk på hvad mor altid siger. Tro på dig selv. Ingen kan gøre dig til nogen du ikke er!" 

"Det skal jeg nok huske!" siger Julie og lyder næsten som en på 16 år. Hun er en dygtig pige, selvom hun er 9 år. Men man hører kun den stemme sjældent og kort, også lige nu, for det næste hun siger, er med hendes normale børne stemme. "Skal jeg tæske dig i wii?"

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg ved ikke om det er et godt kapitel. Der skete måske ikke så meget spænde, men synes det skulle med, så man kan få et indblik i hendes familie og hvor hun kommer fra. Smid gerne en kommentar med din mening.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...