13/10-11

DETTE ER KONKURRENCE INDLÆG TIL "Skriv ud fra et billede".

4Likes
2Kommentarer
684Visninger

1. 13/10-11

13/10-11

 

"Kan vi altid skabe minder, selvom du ikke er her længere?"

 

Her plejede vi at gå. Her plejede vi at være. Det var bare her, vi plejede, at skabe de bedste minder. Men hvor blev de af? Du forsvandt. Du sagde, du ikke gad mere, men stadig kunne du elske mig. Vi var så tæt på hinanden, men alligevel så langt fra. Vi havde alt, hvad man kunne tænke sig; et bånd. Ét bånd, som var virkelig svær at bryde. Ét bånd, som føltes aldrig kunne brydes. Men nu føltes det som en is, der lettere forsvinder jo mere den befandt sig i solen. Jeg befandt mig i solen. Jeg smeltede. I den lysning vi altid var ved. Der hvor vi skabte minder. Minder, som jeg altid ville gemme på.

Jeg husker hver og én gang vi har været ved den lysning i skoven; før var den farvet. Alle bladende havde hver deres mønstre som karakterisede den. Dets historie og hvilken type den var. Ingen farver var ens. Stien var som fremhævet opad og ned i den lille "grøft", som jeg altid kaldte den, var der den smukkeste og dybeste sø, hvor man kunne se sit sande jeg. For den man var. Du så den jeg var - og nu kan du ikke se den jeg er blevet til. Men sandheden ligger i søen. Tag med mig en dag herned, når du tør. Hvis du tør. Hvis du kan. Fortæl mig så, hvad du ser og om du kan lide det, du så.  Til din orientering er alt anderledes. Jeg er anderledes, men mennesker andre sig radikalt. Gå fra den ene til den anden holdning. Jeg føler mig som skovens udseende nu; bladende er blegnede fra lysets stråler og tørres. Ved den mindste berøring svulmer det til en masse forskellige blades dele og man har ingen idé om, hvad der var stilken eller blades sidste bund spids. Alligevel er skovens farver heller ikke ens.  Tænk det virkelig var det her sted, vi var ved. Hvor vi skabte minder, der vil forfølge mig i al evighed om lykkelige tider, mens du var her. Tænk vi sammen har været i her i al slags vejr. Men nu er det forår og her går jeg nu i hvid kjole, bare ben, sort parably, ingen sko og et lille smil med en tåre der bliver presset ud, når jeg blinker. Det tøj, fra præcis første dag, vi tog herud. Jeg kan stadig være i det også selvom det er fire år siden og fremfor. Jeg savner det. Jeg savner dig..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...