Der er andet i livet end smerte

Starten på min bog..

0Likes
0Kommentarer
314Visninger
AA

1. Hættetrøjens grimme ansigt.

 

Jeg tog et kig på mine arme, jeg skammede mig øjeblikkeligt. Jeg havde så mange ar, på kryds og tværs. Jeg ville helst ikke tænke mere på det. Men det blev jeg nød til, fordi jeg nu havde fået lysten til at få en kæreste. Jeg ønskede mig nærhed, ønskede at nogen ville fortælle mig at de elskede mig. Jeg lå på min seng, i bar overkrop, lå og tænkte på hvad fremtiden ville bringe. Jeg havde aldrig haft en rigtig kæreste, jeg mener jeg har selvfølgelig haft skolekærester, men de tæller ikke. Der har aldrig været noget seriøst i det. Jeg lukkede øjnene og forstillede mig hvordan det ville være, at skulle fortælle mine stakkels forældre at jeg var cutter. Jeg har gået i hættetrøjer så længe nu, at det bare var blevet en del af hverdagen. Der blev endda stillet spørgsmålstegn ved hvis jeg ikke havde hættetrøjen på. For resten det er vel et godt tidspunkt, at fortælle dig, hvem jeg er.. Jeg hedder Jack, jeg er lige blevet tyve år. Jeg går i motionscenter 4 gange om ugen. Jeg synes selv, jeg ser ret godt ud. Tilbage til virkeligheden, jeg er blevet inviteret til en noget anderledes fest, den kommende weekend. Det er en homoseksuel fest. Jeg har sagt at det vil, jeg meget gerne. Jeg har ikke noget i mod homoseksuelle. De er super søde. Lysten til at skære mig, vælter ind over mig som en mavepuster, jeg krummer mig sammen på sengen, og forsøger ikke at tænke på trangen, der føles om som den er ved at slå mig ihjel. Jeg kan snart ikke kæmpe i mod ret meget længere. Jeg ser barberbladet der ligger halvt skjult mellem mine puder, jeg griber fast i det, så jeg mærker barberbladets skarpe og ufølsomme metal linjer. Tanken om at skære mig, gør mig så høj så jeg næsten ikke kan trække vejret normalt. Jeg ved det er en dum løsning, men jeg kan virkelig ikke se nogen anden udvej.  Jeg har prøvet at nævne over for min far, for nogle måneder siden at jeg var begyndt at finde mænd attraktive. Han slå det bare hen, med at det var en fase, så havde jeg kigget helt alvorligt på ham, ”snakker vi to om det samme emne, for det mener jeg ikke helt vi gør. Hvad snakker du helt præcist om? For jeg vil gerne have en ærlig chance for at svare på spørgsmålet” Så havde min stakkels far, kiggede på mig og sagt, at han snakkede da om at jeg ville prøve mine grænser af, og nu var jeg nået til at afprøve mænd. Derpå sagde han at det havde han også, da han var i min alder. Men det måtte jeg endelig ikke fortælle resten af familien. Han kiggede alvorligt på mig og sagde ”det kan jo bare være det er en fase du skal i gennem, og jeg støtter dig 100 % i det”. Jeg stod helt paf. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle sige eller gøre nu. Min far var skabsbøsse, eller det er i hvert fald, den konklusion jeg var kommet frem til. Barberbladet ligger på mit håndled, lysten til at skære hovedpulsåren over var så fristende. Jeg føler virkelig ikke at jeg har mere at leve for. Fordi det jo er noget vrøvl, fordi jeg har masser af ting at leve for. Jeg kan bare ikke overskue at skulle leve mere. Der er bare en smerte inden i som jeg ikke kan placere nogen steder og det gør ondt. Det er ved at tage livet af mig. Det kvæler mig ganske langsomt, uden jeg har en ærlig chance for at redde mig selv, for jeg lytter kun til min afhængighed, den tigger og beder mig om at skære for dybt, så dette helvede vil holde op… Hovedpinen er kvalmende. Lige pludselig får jeg en voldsom trang til at tage en overdosis af hvad som helst jeg kan finde. Jeg begynder at lede hele mit værelse i gennem. Jeg finder nogen hovedpinens piller. Jeg sidder længe og kigger på dem, jeg havde læst, alle skræk historierne om hvilke skader det ville forsage. Jeg ville jo ikke dø, 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...