Den sidste sandhed

Jeg kan godt lide når der er sammenligninger og metaforer i noveller og historier, så jeg tænkte at jeg ville øve mig i det. Denne lille novelle er hvad der kom ud af det. Ved ikke rigtig hvad den handler om... Nå, håber i kan lide den!

2Likes
0Kommentarer
416Visninger
AA

1. Den sidste sandhed

Det kritiske øjeblik stod for døren. Det var nu eller aldrig, alt eller intet, knald eller fald. Kroppen, som folk kaldte min, viste tegn på spænding og gennemborende nervøsitet. Benene trippede nervøst. Bevægede sig, små skridt fra side til side. Som en ivrig ung hingst, der stædigt bliver holdt stående af sin rytter. Hænderne vred sig og gned hinanden, som en anden gammel, gigtplaget dame, eller blot en bekymret kvinde vis første rynker har vist sig, og chokkeret, men forgæves, prøver at glatte dem. Kuldegysningerne gennemrystede kroppen, dog solens varme stråler kastede gyldne tråde i mit hår, og vinden havde lagt sig, som en lydig hund på sin herres ordrer. Jeg følte mig let som pigens røde ballon, og klar til at svæve af sted op i himlen – for aldrig at komme tilbage. En lyst, en forhåbning og en skrækslagen bekymring kæmpede en brag kamp om pladsen i mit hjerte: lysten til at løbe min vej, gemme mig for det svar jeg blev nødt til at få, leve livet i uvidenhed, hellere end i sandhed. Forhåbningen til det jeg havde hungret efter, i det der føltes som genrationer af menneskeliv, som en trist, gammel, sulten tigger der for første gang efter sin kones død, tre årtier før, bliver inviteret til hjemmelavet julemiddag, den brusende glæde der kunne fylde resten af mit liv med lykke, den forhåbning jeg ikke kunne leve uden. Bekymringen for det omvendte af forhåbningen, bekymringen om at forhåbningen ville blive skudt ned, som en nådesløs jæger plaffer fasaner på stribe, angsten for det jeg kunne miste, angsten for det der kunne gå så galt, den blinde panik for at det jeg havde kæmpet så tidsløst for, ville tage en ende så brat at jeg ikke kunne bære det. De kæmpede endeløst, men ingen fik taget en sejr. En gang eller to vandt lysten en kortvarig overgang, men i det jeg skulle til at tage et tøvende skridt bagud, fik forhåbningen altid mast sig frem i rampelyset, hvorefter en spirende håbefuld følelse bredte sig som ildtunger, men ligeså hurtigt kunne den skrigende angst fylde mit hoved til bristepunktet. Jeg blev stående, med et hoved fyldt med tusindvis af summende arrige bier, og en død følelsesløs krop. Jeg havde en følelse af at alt foregik i hoved på mig, forvirrede tanker, arrige bier og gamle fremprovokerede følelser. Min krop var slap, det var ikke min, den var lånt og ustyrlig, jeg kunne have bedt den om at holde op med at trippe og gnide hænderne, men den ville ikke have lystret. Alt var suset op i mit lille hoved, og pressede mod indersiden af hovedskallen. Det ville gå i stykker, eksploderer om få sekunder. Men sekunderne var langtrukne, og jeg kunne bare vendte på at sandhedens time ville komme. Mens det susede for mit hoved, der rasede af sted, og min vejrtrækning blev langsom og hæs, gik solen ned bag min ryg. Først bredte lyserøde lysstråler sig i striber over himlen. Det blå bag fik en lige så stille mere dunkel tone. Himlen blev dyb og orange, som hundrede appelsiner. Den tomatrøde, kugle runde sol, sendte sine sidste insisterende stråler af lys over det skumrende landskab, som en døende mands sidste skrig. Den sidste kant af den smukke sol forsvandt ud af horisonten, og mørket faldt hurtigt på. Mit hoved dunkede, dunkede som havde der stået en mand med sin kølle og slået mig i hovedet, igen og igen. Jeg vidste det, tanken stod helt klart i mit forvirrede hoved. Det var tid. Det var tid til den sidste sandhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...