Lad eventyret begynde!

Alt det Lasse og Emil ville var at gå en tur i skoven. En helt normal tur, i en helt normal skov. Den lige nede ved Fruens Bøge. Men da de møder den forslåede, hjemløse pige, skulle alt blive som et eventyr. Men ikke alle eventyr ender lige lykkeligt.

0Likes
1Kommentarer
907Visninger
AA

2. Ole og Drømmefeen

 

Pigen åbner signe øjne, og ser direkte på drengene. Hun rejser sig op, knurre ikke mere. Hun er meget beskidt at se på. Hun tager et skridt imod drengene, og de tager et skridt tilbage. Sådan fortsætter det, til de støder ind i et træ. Drengene ryster af skræk. ”Hvis vi dør nu, vil jeg lige sige at det var din skyld at den vågnede.” Hvisker Emil. ”Ikke lige de sidste ord jeg havde tænkt mig at høre, men det var din ide til at starte med.” Pigen stopper. Hendes lille ansigt titter frembag det lange mørke hår. ”Hvorfor skal i dø nu?” Spørger hun. De stirrer begge på hende. Lasse siger med bævrende stemme ”Hun snakker til os.” ”Det ved jeg.” Svare han. Pigen smiler et varmt smil, og tager Lasse i hånden. ”Kom med!” Hun vater ikke på svar og trækker ham efter sig. Lasse ser på Emil, og mimer ordene ”Hjælp mig” Emil følger efter. Hun stopper ved en lang tunnel. Der tager hun noget op af lommen. Lasse har aldrig set sådan noget før. Heller ikke Emil. ”Hvad er det du har?” Spørger de. Pigen tager en tynd, men lang ting i hånden. ”Det er en svovlstik. Jeg skal sælge dem for min far, men ingen vil købe dem.” Emil trækker Lasse tilbage. ”Er jeg den eneste der har hørt det før?” ”Hørt hvad?” Emil sukker. ”En lille pige, skal sælge storetændstikker for sin far, grim i tøjet.” Lasse knipser. ”Den lille pige med svovlstikkerne. Men hun findes jo ikke. Vel?” Emil ryster på hovedet. ”Selvfølgelig ikke. Det er bare et eventyr.” Den lille pige afbryder dem. ”Vil i købe en?” Hun ser på dem med bedende øjne. Lasse tager en 5-krone op af lommen. ”Hvor mange kan man få for 5 kroner?” Pigen ser næsten chorkeret ud. ”5 hele kroner. Her,” hun giver ham dem alle sammen. Ca. 10. ”Det er i hvert fald 5 kroner værd. Min far bliver glad.” Hun rækker hånden frem, og Lasse ligger 5-eren i. Pigen løber glad sin vej, og efterlader dem alene.      

Efter lidt tid griner Emil højlydt. Lasse ser på ham. ”Skal vi ikke prøve at tænde en?” Spørger Emil forhåbningsfuldt. Lasse ryster på hovedet. ”Nej. De sidste to gange du har fået mig til at prøve noget, er der gået et eller andet galt. Jeg gør det ikke?” Emil samler hænderne og ser på ham med øjne, der skulle forestille den lille piges indbydende blik. ”Kommm nuuu…” Beder han. ”Nej.” Lasse svare bestemt. I et hurtig bevægelse tager Emil en svovlstik fra Lasse, og tænder den på samme måde som en tændstik. Bare ved hjælp af asfalten. Lasse ser lidt bekymret på Emil, der bare sender at selvsikkert udtryk. ”Jeg sagde jo at der ikke skete noget” Lasse slapper mere af. De ser på hinanden og griner af dem selv. Dog mest af Lasse, for hans overbeskyttende attitude. 1 lille farvet gnist springer fra svovlstikken. Den ser de ikke.  Der kommer 2 mere. Emil ser ned på svovlstikken, og ser de små farvede gnister. Der kommer flere og flere af dem. Lasse griner stadig, og har ikke set dem. Emil prikker ham i siden, og de stirre begge på gnisterne der bliver flere og flere. De står til sidst i et væld af gnister der lyser i alle farver. De dør ikke ud, men begynder at cirkle om de 2 drenge. Drenge stiller sig ryg mod ryg. ”Hvis vi dør nu er det DIN skyld.” Siger Lasse. Emil himler med øjnene. ”Så skulle du ikke have købt dem til at starte med, vel.” Da de til sidst er helt koblet ind, bliver alle gnisterne hvide og forsvinder. De står nu i et hvidt uendeligt. ”Hvor er vi?” Spørger de i kor. Et vindpust, får dem til at kigge op. Der ser de en gigantisk blå kjole land foran dem. Kjolen strækker sig op og op og helt øverst er en smuk lyshåret kvinde. Et par lyseblå sommerfuglevinger holder hende i luften. Hun åbner munden, og synger med de blødeste toner.

Se der er Ole med paraplyen,

Han kender alle små børn i byen.

Hver lille pige, hver lille dreng.

Der sover trygt i sin lille seng

Drengene står som ramt af lynet. De have aldrig hørt noget så smukt. Ikke engang af hende der spiller drømmefeen i Landsbyen. Ud under kjolen kommer en dreng i hvid natkjortel, og hvid nathue. Over skulderen har han en rød paraply.  ”Jeg hedder Ole Lukøje, og jeg skal vise jer rundt i denne fantastiske verden.” Siger han med en veloplagt stemme. Han vender sig og springer i gadedrengehop, men drengene stå helt stille. Ole drejer rundt, ”Kom nu med!” Trods drengenes modstand, kan de ikke modstå fristelsen, til at se hvor Ole vil vise dem hen. De går i noget til, og kommer til en mørk egetræsdør. På døren hænger et skilt. Emil læser højt. ”Lad eventyret begynde: Hyrdinden og Skorstensfejeren.” Lasse og Emil ser på hinanden. Ole tager en nøgle op ad lommen, og låser døren op. ”I skal ind her. Det er det første eventyr.” Lasse rømmer sig. ”Hvad mener du det første? Og hvad er det her for et sted?” Ole åbner døren. ”Det finder i tidsnok ud af. Han stiller sig om bag dem, og skubber dem ind. Da de kommer ind, høre de et højt knald. Døren er lukket bag dem. Lasse tager i håndtaget. ”Låst.” Siger han opgivende. De sætter sig begge på skænken, ved siden af Skorstensfejeren, men de ænser ham ikke. De er begge blevet bitte bitte små, men det har de ikke lagt mærke til. Værelset er helt tomt og stille. Alt virker dødt. Solens stråler kommer ikke mere ind af vinduet. Skorstensfejeren liver helt op, ligesom alt andet i rummet. Drengene er lige ved at falde ned, da Hyrdinden, og Skorstensfejeren i kor råber ”Lad eventyret begynde!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...