Lad eventyret begynde!

Alt det Lasse og Emil ville var at gå en tur i skoven. En helt normal tur, i en helt normal skov. Den lige nede ved Fruens Bøge. Men da de møder den forslåede, hjemløse pige, skulle alt blive som et eventyr. Men ikke alle eventyr ender lige lykkeligt.

0Likes
1Kommentarer
908Visninger
AA

4. Geden

 

Geden falder ned på det hvide gulv, og bag ham står Ole med en knækket paraply. Ole ser trist på den. ”Øv. Det er den anden jeg har knækket de sidste hundrede år. Nå pyt.” Han kaster den væk og knipser. Og der står han med en helt ny rød paraply. Drengene ser ned på Geden. ”Hvad gør vi med ham?” Spørger Lasse. ”Kan vi sende ham tilbage?” Ole ryster på hovedet. ”Desværre,” siger han. ”Når først døren er lukket åbner den ikke igen før om hundrede år. Så i må tage ham med.” De ser alle på den bevidstløse Ged. Emil griner. ”Han savler lidt.” Lasse kigger også og de griner begge. Ole knipser igen, og han står med en spand med vand. Han smider det lige ned over Geden. Han vågner med et sæt. Han rejser sig op. ”Hvem var det!” Råber han med sin dybe stemme. Det drypper med vand  overalt på ham. Lige fra hornene til gedebukkebenene Man kan nærmest se vreden dampe fra hans våde krop. Geden går op til Emil, og tager fat om hans krave og trækker op i den så Emil må stå på tær for ikke at slippe jorden. ”Hvad har i gjort? Hvor er jeg?” Emil synker en klump og ser over mod Lasse. Emil svare tøvende ”Jo er du.. Lasse og jeg er heller ikke sikker på hvad der er sket. Eller hvor i er i det hele taget. Det er en lang historie, men lige pludselig var i her, og så sprang du i hovedet på mig og nu er vi her igen.” Geden ser ikke ud til at havde forstået noget af det. ”Hvordan kommer jeg så tilbage? Jeg skal giftes med Hyrdinden om Kineseren vil det eller ej. Geden slipper Emil og lader ham falde ned på jorden.

Geden løber rundt i det hvide intet og leder efter den forsvundne dør. Lasse hjælper Emil op på benene og lister roligt væk, mens Geden fortsætter sin håbløse søgen. Men Geden stopper og vender sig. ”Hov, hov. Hvor skal I hen?!” Emil og Lasse fryser til jorden. Selvom de hellere end gerne vil væk i en fart, kan de kun se til mens Geden kommer nærmere. Deres fødder er som limet til jorden af frygt. ”Hvor er døren? Fortæl mig det!” Befaler Geden i en hård tone. Lasse svare med en pivende tone. ”Ole sagde, at når den først ar lukket ville den ikke åbnes før om hundrede år. Der er intet man kan gøre.” Geden går helt hen til dem, så de kan mørke hans varme, prustende ånde. Lasse og Emil får nu et godt kig på Geden. Hans mørke afrohår stritter endnu mere, nu da han er vred. Kun en enkelt lille krølle hænger ved hans venstre øje. Hans muskler pumper af raseri, bag den brune hud. Hans ånde lugter af skov, da han jo er lavet af egetræ, men han ser uhyggeligt levende ud. Hans gedebukkeben er dækket af mørke hår, og klove er ikke noget man vil have med at gøre. De kunne sikkert smadre sten. Han løfter Lasse op i kraven. ”Få mig tilbage!” Lasse er stum af rædsel. Emil kommer ham til hjælp. ”Det kan vi jo ikke. Døren er jo lukker. Vi må bare se at komme videre.” Det er nu Gedens tur til at være mundlam. Lasse vrider sig ud af hans greb og løber han til Emil. Geden sætter sig ned. Den før så magtfulde Gedebukkebensoverundergeneralkrigskommandantsergent, virker nu så hjælpeløs. Som en vildfaren ged. Han ved ikke hvad hans skal gøre. Han har brug for hjælp. Lasse ser på Emil. Kender med det samme det udtryk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...