Love you forever 2 - One Direction

Serena er væk. Drengene er forsvundet fra offentligtheden. Det hele går ned af bakke. Selv for Serena. Hun er i lykke land. Eller Døden. Hun kan se dem men ikke hjælpe dem med deres savn. Hun føler hun ødelægger deres liv. Hun er en fem årig med en deprimeret teenagers tanker. Hun kan faktisk komme til dem igen. Med lidt vilje. Men hun skal jo vide hvordan hun gør det. Så hun må nøjes med noget. En ting af gangen jo. Men hvordan vil det hele gå? Vil hun stadig være som en latterlig deprimeret teenager? Eller bliver normal? Eller i det hele taget kunne være normalt sammen med sin familie? Hun er jo alligevel død. Men kan hun leve på en ny måde? Og gøre som det hun vil? Være sammen med dem hun elsker? Læs med i 2´eren af The piece in you heart.

31Likes
60Kommentarer
5349Visninger
AA

5. 5

Louis stirrer lige på mig og er tydeligvis ved at gå i panik. Jeg bider mig i læben og går stille over til ham. Jeg rækker forsigtigt ud efter ham og han bakker bagud. Jeg kigger trist på ham og han træder hen til mig. Tydeligvis instinktivt for han bakker hurtigt igen. Tårerne fylder mine øjne og jeg kigger forvirret på ham. Hvorfor er han sådan.

"D...du er her ikke. Det kan du ikke. Det kan du altså ikke. Det kan hun ikke. Du er forfanden da død!" Jeg kigger skræmt på ham. Tårerne flyder over og glider hurtigt ned af mine kinder. Jeg nikker og vender mig mod Harry. Han kigger forpint på mig og rækker hånden frem mod mig. Jeg ryster på hovedet og ved hvad jeg bliver nødt til. Forsvinde. Louis vil ikke se mig. Han vil ikke tro på jeg er her og derfor vil jeg ikke være her. Hvis han fornægter mig vil jeg ikke være her mere.

"Louis. Det er mig. Ja jeg er død. Men jeg er her. Og hvis du fornægter mig tager jeg tilbage og kommer aldrig tilbage. Det lover jeg. Jeg kan ikke klare at være her hvis du ikke.. Hvis du ikke tror på det. og mig. Så tager jeg tilbage til Lykkeland. Hvor der er forfærdeligt. Men jeg tager tilbage hvis i ønsker det." Jeg kigger ned i gulvet og venter bare på at Louis siger jeg skal skride. Men det kommer ikke. Derimod bliver et par arme lagt om mig og jeg bliver løftet op. Jeg kigger ind i Louis´ smukke øjne som udstråler... kærlighed? Han smiler stort til mig og jeg krammer ham hårdt.

"Skal jeg så blive?" Han nikker og tørrer en af mine tårer væk.

"Men... skal du ikke tilbage på et tidspunkt? Nogen må jo savne dig... Der hvor du nu er..." Jeg kigger på Louis.

"Hm... Jeg er jo lige her. Men nej. Ingen vil savne mig. Jeg har mine latterlige forædre og dem jeg boede hos før jer. Og... Nej hun savner mig klart ikke." Jeg får kvalme af bare at tænke på Leah.

"Hvem? Hvem savner ikke så fantastisk en pige som dig?" Jeg rødmer og kigger på alt andet end Louis og Harry.

"Leah... Hun er min `værge`" Louis kigger forvirret på mig mens jeg kan se på Harry han er ret vred.

"Bor du hos hende der slog dig ihjel?!" Jeg nikker til Harry. "Det kan du sgu da ikke! Hun er jo sindsyg!" Jeg nikker igen.

"Hun er forfærdelig. Også i døden. Det er et vidunder jeg stadigvæk har den her kjole og ikke det åndsvage luder tøj hun propper på mig. Hun mener jeg skal være beæret over at hun gider passe sådan en møgunge som mig." Jeg himler med øjnene og smiler til Louis. Louis slipper mig og jeg hopper hen i sofaen. Jeg sætter mig med et bump på Harry og skifter kanal. Pludselig lyst til at se Svampebob. Fantastisk. Jeg synger med på introsangen og Harry griner af mig. Jeg kigger`surt´ på ham. Louis´ telefon ringer og han tager den grinende. Han går ud i køkkenet og lidt efter kommer han tilbage.

"De kommer over om lidt." Han smider sig i sofaen med et smil og kigger ned af sig selv. Jeg rynker panden da jeg ser hvad han har på. Hvilket han også gør. Han har helt mørkt tøj på.

"Kommer drengene?" Jeg kigger interreseret på ham og ignorer jeg ikke kan lide hans tøj.

"Nej det gør Julemanden og hans rensdyr. Selvfølgelig kommer drengene." Jeg griner og Louis løber ind på sit værelse. Lidt efter er han tilbage i en stribet t-shirt og røde bukser. Jeg smiler tilfreds og han griner. Døren går stille op og drengene tager stille skoene af. Hvad? Stille? Hvilken planet er jeg på siden de er stille? De kommer langsomt ind og kigger nedtrykte på Harry og Louis.

"Hey Haz, Lou og Serena." Niall bemærker tydeligvis ikke hvad han siger for det er en helt føleleses kold stemme. Deres øjne bliver enorme og de stirrer på mig. Oh my fucking god. Liam og Zayn stirrer på mig imens Niall stirrer på mig med tårer i øjnene.

"Er det en eller anden syg joke? Hvis det er forstår jeg ikke det sjove. Overhovedet." Jeg rejser mig fra Harry og går imod Niall. Jeg stopper en meter fra ham og rækker min hånd ud imod ham. Han stirrer på den og går hen til mig. Han løfter mig forsigtigt op som om jeg ville gå i stykker. Ligesom den dag. Mine øjne bliver fyldt med tårer og jeg kigger ind i Nialls smukke, smukke øjne. Jeg ligger en hånd på hans kind og han smiler forsigtigt.

"Jeg har savnet dig." Hans stemme er lav men jeg hører den tydeligt.

"Jeg har også savnet dig Niall. Utroligt meget." Niall smiler stort og krammer mig. Han sætter mig forsigtigt ned og jeg går imod Liam. Han kigger skræmt på mig og træder tilbage. Hans blik flakker og jeg kan slet ikke genkende ham. Han ligner sig selv men den Liam jeg kender ville være rolig. Tage en ting af gangen.

"Liam? Jeg gør dig ikke noget. Det er jo bare mig Serena." Han bider sig i læben og nikker. Jeg rækker igen min hånd ud imod ham og han tager den forsigtigt. Jeg klemmer den forsigtigt og han falder en smule til ro. Utroligt. Jeg vender mig så mod Zayn. Han smiler til mig og rækker armene ud imod mig. Jeg løber ind i dem og smiler stort. Det er fantastisk at se dem igen. Sådan rigtigt. Jeg smiler stort og kigger rundt. Leah leder efter mig. Tanken popper pludselig op i mit hoved. Det er ikke godt. Jeg bider mig i læben.

"Jeg... Jeg bliver nødt til at tage tilbage... Leah leder efter mig og kommer hun ikke tilbage lader hun mig aldrig være alene igen." Zayn knuger mig tættere ind til sig.

"Du kan da bare blive. Det ville vi elske. Vi har jo lige fået dig tilbage." Jeg kigger med et smil på Louis.

"Tror du? Tror du jeg kan blive?" Jeg bider mig i læben og de nikker. Jeg smiler stort og er lige ved at skrige af glæde... Måske begynder jeg at få et godt liv igen. Hvem ved? 

 

MERE! Ja.. På samme dag. Kommenter gerne like gerne og put gerne på favorit.

Much Love Jose

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...