Love you forever 2 - One Direction

Serena er væk. Drengene er forsvundet fra offentligtheden. Det hele går ned af bakke. Selv for Serena. Hun er i lykke land. Eller Døden. Hun kan se dem men ikke hjælpe dem med deres savn. Hun føler hun ødelægger deres liv. Hun er en fem årig med en deprimeret teenagers tanker. Hun kan faktisk komme til dem igen. Med lidt vilje. Men hun skal jo vide hvordan hun gør det. Så hun må nøjes med noget. En ting af gangen jo. Men hvordan vil det hele gå? Vil hun stadig være som en latterlig deprimeret teenager? Eller bliver normal? Eller i det hele taget kunne være normalt sammen med sin familie? Hun er jo alligevel død. Men kan hun leve på en ny måde? Og gøre som det hun vil? Være sammen med dem hun elsker? Læs med i 2´eren af The piece in you heart.

31Likes
60Kommentarer
5325Visninger
AA

2. 2

"While you´re making all the same mistakes..." Jeg kigger på min Ipod. Jaaa det var det eneste jeg måtte få med fra mit liv. Drengene har den rigtige og jeg har en kopi. Med de samme sange og når drengene ligger nogen derind får jeg dem. Jeg sidder i træet igen. Folk kan ikke se mig men de ved jeg er her. De snakker med mig om det hver dag. Eller de snakker til mig og jeg ignorer dem. Smart arbejdsfordeling. Jeg kan fantaserer om drengene og de kan prøve at komme i kontakt med mig. Men jeg har ikke snakket med andre end mig selv siden jeg døde. Jeg har ikke lyst til at snakke med dem. De fortjener det ikke. Jeg får en pludselig trang til at skrige. Jeg har intet holdt tilbage siden jeg kom hertil. I Lykkeland skal man bare gøre som man vil. Hvilket har ført til at jeg har været ved at slå mange døde ihjel. Jeg har fået sort humor af at dø. Jeg kigger på min ipod. Jeg scroller igennem sangene og tager All the things she said med T.a.T.u. Dejlig nedtrykt sang. Jeg skruger helt op for lyden. Jeg går ind på den twitter profil jeg har lavet. Drengene aner ikke det er mig og de finder nok aldrig ud af det. Jeg ville ønske de kunne vide hvordan jeg har det. At de kunne se mig. At de på den måde ville ændre mit humør til det bedre. Jeg føler mig så malplaceret her i Lykkeland. Jeg er jo død ulykkelig.

 

En person rykker på nogen af grenene og klatrer så op. Fedt min ´mor´. Hun kaster sit lysehår bagud og kigger på mig med sine uskyldige blå øjne. Mine øjne. Ikke hendes. Mine og Nialls. Hun sukker og himler med øjnene.

"Hold nu op. Lad vær med at tænke på de åndsvage drenge. De er dernede. Du er her. Hvor du skal være. Hos din familie." Hun sætter sigved siden af mig og jeg rykker længere ud på grenen jeg sidder på. Hun skal ikke være så tæt på mig. Vreden vælder op i mig og jeg kigger ondt på hende. Jeg får en pludselig lyst til at snakke til hende. Få hende til at fatte jeg ikke er hvor jeg skal være. At min familie stadigvæk er i live og at jeg intet vil have at gøre med hende. Jeg river høretelefonerne ud af mine ører og sætter sangen på pause.

"Jeg hører ikke hjemme her. Jeg er ikke hos min familie. Min familie er `de latterlige drenge´ og deres kærester. De er min familie. Du har intet med min familie at gøre. Du har født mig. Tak for det. Jeg er dig taknemlig af den grund men nu hvor jeg har mistet min lykke skylder jeg dig intet. Jeg skylder dem noget. MIG! Fat det. Jeg hader jer. Jeg vil ikke være en del af jeres lille lykke klub. Jeg vil væk. Så hver sød at gå. Vent sagde jeg det pænt? Undskyld SKRID! Det var bedre." Hun stirrer på mig og jeg skubber hende hårdt ned fra grenen. Hun giver mig kvalme. Hun lander på jorden med et bump og skynder sig væk. Så kan hun lære det. Jeg ved godt det var forkert gjort men hun fortjente det. Liam ville have sagt det var forkert gjort. At jeg skulle sige undskyld. At jeg ikke skulle tænke som jeg gør. Men jeg tror Liam ville forstå hvis jeg forklarede. Et hulk glider over mine læber og det bliver efterfulgt af flere. Den salte smag breder sig i min mund og jeg ligger mig på grenen. Jeg savner dem. Noget så forfærdeligt. Hvis de bare vidste hvor meget jeg savner dem. Hvor meget jeg elsker dem. Hvor meget jeg håber de bliver lykkelige. Kommer over deres tab af... mig. Hvor meget jeg glæder mig til at se hvor meget succes de får. Se dem blive gift. Få børn. Se dem leve. Og se dem dø så vi kan blive genforenet. Og når de døer kommer de til at se ud som de gør nu. Her er ingen gamle mennesker. Børn forbliver børn og teenagere bliver også ved med at være det. Men voksne. De bliver teenagere eller unge voksne. Smart tænker man. Men nej det betyder bare alle er lykkelige. Selv børnene bliver lykkelige på trods af deres alt for korte liv! Der er altid nogen til at tage sig af dem og give dem kærlighed. Men jeg er imod det. Hvis du ikke bekæmper dine indre dæmoner vokser de og til sidst går det galt. Hvordan ved jeg ikke men det går galt. Jeg sukker. Hvorfor er de ikke bare sammen med mig. Jeg ville kunne få et lykkeligt liv igen. Hvis jeg nu ønsker mig inderligt at de er her. Kommer jeg så til dem? Kan jeg så snakke med dem?

 

Jeg lukker mine øjne hårdt og ser drengene for mig. Hvordan de præcis ser ud. Hvordan de dufter. Hvordan deres stemmer lyder. Jeg rækker frem mod dem. Jeg rør ved dem. De er glade. De er lykkelige. Jeg forestiller mig hvordan de præcis er. Louis med hans sjove væremåde. Niall der er evigt sulten. Liam som er venlig og sød. Zayn og hans ego. Harry og hans fantastiske væremåde. Jeg ser dem fuldkommen for mig. Jeg åbner mine øjne med et gisp. Et øjeblik var det som om jeg var hos dem. Et smil glider over mine læber. Det første her i Lykkeland. Og forhåbentligt ikke det sidste. Jeg må bare gøre som idag. Men ikke give op så hurtigt. Kæmpe for at blive der. Hos dem.

 

God. Damn it... Sorry nyt motto. Ja men det var altså noget mere. Jeg håber i alle vil læse på trods af at Serena er blevet en deprimeret teenager men det ændrer sig altså på et tidspunkt :D Er glad for at der er så mange som gerne vil læse 2´eren. Det betyder rigtigt meget for mig at i vil læse og gider at skrive noget til mig om hvordan i synes historien er. Elsker at læse kommentarerne og svare på dem.  Men vil gerne stille jer nogen spørgsmål. Hvad synes i om coveret? Skal jeg skifte det ud eller er det godt nok? Og hvad synes i om historien indtil videre? I må gerne smide en kommentar, voldtage ´like´ knappen og rigtig gerne putte den på favorit liste.

 

Much love Jose

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...