Ny i klassen

Pigen Kira har flyttet rundt lige siden hun var helt lille. Nu er hun endnu en gang flyttet til en ny by med en ny skole med nye mulige venner. Kira har det ikke nemt ved at flytte rundt hele tiden, så hun lukker sig lidt ind sig selv.
Kira møder drengen Caleb, som er klassen leder.
Sammen med ham og hans bande løber hun i problemer..

2Likes
2Kommentarer
807Visninger
AA

7. Afsløring:

Jeg nærmer mig døren til hans kontor, fem skridt, fire skridt, tre skridt, to skridt, et skridt ...  jeg går i stå, jeg overvejer hvilke muligheder jeg har nu: jeg kan gå ind og høre hvad han vil sige eller jeg kan stikke af. Mens jeg tænker over hvad jeg skal gøre, åbnes døren foran mig, og min mulighed for at stikke af er frataget mig. Jeg sukker og træder ind i det lille rum. Jeg ser mig om, han har sat den sædvanlige stol frem til mig, jeg nærmer mig stolen. Da jeg sætter mig ned, sidder han allerede og kigger på mig. Han lægger hovedet lidt på skrå og begynder at tale: "Kira, jeg ved, at jeg ikke er retfærdig overfor dig i denne sag. Jeg ved at du har svært ved at forstå min reaktion og handling, men det er nødvendig." Da ordne løber over hans læber, bliver jeg spændt som en fjeder og lytter til hvert et ord han siger, han har aldrig været inde på emnet omkring hans handlinger. "Kira, jeg ved, du føler dig overset og overflødig i mit liv, men dine følelser og dine tanker kunne ikke være længere væk fra virkeligheden. Kira, jeg elsker dig af hele mit hjerte, jeg ved godt jeg ikke siger det tit og jeg viser det slet ikke til dig. Men sandheden er at jeg elsker dig." Jeg ser bare på ham, mens ordenes betydning langsomt gå op for mig. "Men hvordan kan det retfærdiggøre at jeg ikke må være sammen med mine venner?" Spørger jeg, og stirrer ind i hans dyb blå øjne, jeg prøver at finde et svar i dem. "Jeg.. jeg er ikke den mand og far, du tror, jeg er. Jeg lever ikke det liv, som du tror. Jeg arbejder som hemmelig spion for regeringen." Jeg sidder med åben mund og stirrer på ham. Det kan ikke passe, tænker jeg. Jeg ryster langsomt på hovedet. "Jeg ved det er utrolig, men ikke mindre er det sandt, skat."  Jeg åbner min mund og prøver at formulere et spørgsmål, efter et par forsøg kommer følgende frem: "Hvorfor? Hvorfor har jeg aldrig fået det af vide før?" Jeg er tæt på at nedlægge ham psykisk, jeg stirrer vredt på ham. "Fordi jeg aldrig havde troede, at det ville blive nødvendig. Men nu ved du det, og jeg håber at du kan forstå hvorfor jeg har passet på dig på denne måde." Han kigger bedende på mig, jeg ryster bare træt på hovedet og rejser mig. "Hvis du vil mig noget, så kan du finde mig på mit værelse." Siger jeg og skrider ud af hans lokal, tankerne flyver rundt i hovedet på mig. Hvad gør jeg, og hvordan bør jeg regere ved dette?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...