Bag facaden(Jason McCann)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2012
  • Opdateret: 28 maj 2013
  • Status: Igang
Juliana er 17 år gammel og bor alene. Hun har ingen familie, ingen venner og ingen kæreste. Hun har altid været fars pige, men da hendes far er seriemorder, er det ikke ligefrem en god ting. Han har holdt hende hemmelig, så ingen ved hvem hun er. Dog er livet surt, når den eneste person man nogensinde har holdt af, begår selvmord. Da hun er ensom, begynder hun af snakke med en fremmed på twitter. Da han er den eneste hun kan snakke med, varer det ikke længe før han ved en hel del om hende. Men da de aftaler af mødes, går det ikke helt som planlagt, da hendes twitter-ven viser sig af være Jason McCann, der er efterlyst for kidnapning og mord.
Men også Jason får sig en overraskelse, da han beslutter sig for af Juliana er hans næste mål...

27Likes
33Kommentarer
3264Visninger
AA

6. Julia-Darkness

Han havde rejst sig, og virkede ærlig talt ret vred. Men bag al vreden, så jeg tydeligt forvirringen. En forvirring så stor, at den næsten overskyggede min. Men også kun næsten. Hvorfor er han vred? Hvad har jeg gjort? Hvorfor i al verden skulle jeg begynde og skrige? Hvad godt kommer der ud af det? Han må ha bemærket min forvirring, for lidt efter satte han sig tungt i sofaen igen, med hoved gemt i hænderne.

 

"Kan du ikke bare være som de andre? Du forvirre mig. Jeg kan ikke tolke dig rigtigt. Det er irriterende"

 

"Som de andre? Helt ærlig Jason, hvad snakker du om? Jeg er ikke som andre"

 

"Hvad mener du?"

 

"Ligemeget. Hvor er køkkenet?"

 

"June, jeg spurgte dig om noget"

 

"Lad det ligge"

 

"June, hvis du ikke siger det, så.."

 

"Lad. Det. Ligge." Min stemme lød lidt for truende hvis du spørg mig. Han havde vidst osse bemærket det. Han så ud som om han skulle til at sige noget.

 

"Bare glem det. Jeg finder det selv"

 

Dumt, dumt, dumt. Ikke nok med det, så havde han intet jeg kunne bruge til maden. I hvert fald ikke noget, der kunne ende som noget spiseligt. Suk.Det her er håbløst. Der var noget pasta og noget laks jeg kunne bruge. Så måtte det være sådan. Hmm. Han er sikkert ligeglad. Jeg tager en gryde og en pande, og skal til af gå i gang, da en hovedine pludselig blusser frem. Og en meget kraftig en af slagsen. Fuck! Mine piller ligger derhjemme. Jeg har ikke taget dem idag. Glemte jeg af sige det? Pinligt. Jeg har en form for sygdom. Mere ved jeg egentlig ikke. Jeg har aldrig været til læge og fået det undersøgt. Jeg ved kun, af uden de piller, så sker der noget slemt. Svimmelhed, migræne, bevidstløshed, opkast. Men nu ligger mine piller derhjemme... Flot ikke? Hovedpinen tager til, og jeg falder gispende på knæ. Mit syn bliver sløret, og jeg når kun lige af se en skikkelse, inden alt bliver sort. Igen.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...