Bag facaden(Jason McCann)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2012
  • Opdateret: 28 maj 2013
  • Status: Igang
Juliana er 17 år gammel og bor alene. Hun har ingen familie, ingen venner og ingen kæreste. Hun har altid været fars pige, men da hendes far er seriemorder, er det ikke ligefrem en god ting. Han har holdt hende hemmelig, så ingen ved hvem hun er. Dog er livet surt, når den eneste person man nogensinde har holdt af, begår selvmord. Da hun er ensom, begynder hun af snakke med en fremmed på twitter. Da han er den eneste hun kan snakke med, varer det ikke længe før han ved en hel del om hende. Men da de aftaler af mødes, går det ikke helt som planlagt, da hendes twitter-ven viser sig af være Jason McCann, der er efterlyst for kidnapning og mord.
Men også Jason får sig en overraskelse, da han beslutter sig for af Juliana er hans næste mål...

27Likes
33Kommentarer
3199Visninger
AA

8. Julia-Alex

Jeg vågnede med et gisp, satte mig op i sengen. Det havde ikke bare været et maridt. Det var minder. Selvom jeg hader og tænke på det, så er det hele sket. Men det er meget nemmere af se det som maridt, så bare glem alt jeg sagde okay? Hvor længe har jeg ligget her? Der er mørkt udenfor. Spørg ikke hvor fra jeg ved det, for det er egentlig bare en fornemmelse. Der er faktisk ikke et eneste vindue i huset, i hvert fald ikke så vidt jeg ved. Jeg har kun set få rum, men stadig, det er ikke normalt. Langsomt kommer jeg op og stå. Mit hoved dunker, og min mave brummer højlydt. Jeg er egentlig ret sulten.. Hvilket minder mig om jeg aldrig fik noget af spise. Hmm.. Hvilket (igen) minder mig om noget. Jeg skal i bad. NU. Det er.. hvad? 3 dage siden sidst? Nå, men der er i hvert fald længe siden. Et enkelt blik i spejlet(der hænger ved siden af sengen)  og jeg er ved af skrige. Jeg er egentlig ligeglad hvordan jeg ser ud, men alle har grænser, og det her er bare for meget. Mit normalt blonde hår var grå-brunt af støv og møg, og jeg havde små skræmmer over alt. Mit tøj er snavset og krøllet, og jeg er sort under øjnene. Jeg vender mig om, åbner klædeskabet. Overaskede nok, er der også pigetøj i. Og i min størrelse.. Spøjst. Sjovt ord egentlig.. Spøjst. Det hører man ikke så tit. Nå, men jeg finder et par sorte jeans, en hvid top og en af de der vildt fede læderjakker. Undertøj var der også.. Wierd. Der var endnu et af de der sjove ord.. Hvad helvede sker der lige for mig? Whatever, der er vidst et badeværelse nede af gangen. Jeg går mod døren, ud på gangen, og rigtigt nok ligger der et badeværelse. Ikke noget specielt, bade et lille rum, med et bruser, en vask, et toilet. Jeg låser døren, og 10 min. senere er jeg ved af sætte håret, der allerede er ved af være tørt. Efter badet, havde jeg både fundet elastiker, spænder og make-up. Mærkeligt egentlig, men jeg prøver ikke af tænke for meget over det. Jeg ser nogenlunde ud som jeg plejer. Eyeliner og mascara, punket, men uden af være overdrevet. En lys sølv-agtig øjenskygge, en lys pink lipgloss. Det er noget dyrt stads de har her, så hvorfor ikke udnytte det lidt?Mit hår er redt, og sidder nogenlunde ordenligt, men er ved af blive for langt. Jeg skal snart ha klippet det. Ka lige så godt gøre det med det same. Jep, jeg klipper selv mit hår. Lucky me. Jeg er faktisk ret awesome til det hvis jeg selv skal sige det. Langsomt falder små tåtter til jorden. Jeg bliver egenligt ret trist til mode. Mærkeligt, ikk? Det er jo bare hår. Da jeg er færdig går det mig til kravebenet foran, og midten af ryggen bagpå. Det har fået sin lyse farve tilbage, og det ser fantastisk ud! Eller, der er i hvert fald bedre end før. Jeg har smidt mit gamle tøj ud, og låst døren op, trådt ud på gangen. Der er meget stille. Efter en tur rundt i huset, finder jeg ud af Jason ikke er der. Men det er en anden. En jeg ikke har set før. Jeg når ikke rigtigt af se ordenligt på ham, før han før øje på mig. Med hastige skridt er han henne ved mig. Han står ikke mere ned et par centimeter fra mig, og jeg begynder af føle mig en smule fanget. Kender i den følese? Af bare af skulle væk? Den har jeg nu. Han siger ikke noget. Gør ikke noget. Står bare og kigger. Jeg bryder mig ikke om det. Et smil bryder langsomt frem på hans læber. Og det er ikke et rart-og-møde-dig-smil. Eller et hvor-er-det-godt-og-se-dig-igen-smil. Nærmere et du-har-ingen-ide-om-hvad-der-venter-smil. I ved, de der totalt creepy morder-agtige smil, man nogen gange ser i film.

"Det er da en køn lille tingest Jason har fundet sig der, hva?"

Han tager fat om min hage, drejer mit hoved fra side til side. Irriteret slå jeg hans hånd væk. Jeg hader når folk tænker på mig som en ting. Jeg har faktisk føleser. Selvom det nogengange er svært af tro. Han sender mig et hårdt blik. Jeg himler bare øjne og kanter mig uden om ham, i retning af køkkenet. Så langt når jeg ikke, før en hånd lukker sig om mit håndled, og tvinger mig et skridt tilbage.

"Og hvor tror du så du skal hen, hva?!"

Han tager fat om min hofte, og trækker mig ind til sig. Da jeg kigger på, sådan rigtig, går det op for mig hvor meget han ligner Jason. Hans øjne er bare grønne, og han ser ældre ud. Hans næse er også lidt anderledes. Han lugter af alkohol, og hans pupiler er for store. Da hans mund nærmer sig min, bliver det hele lidt for meget for mig. Jeg gir ham et knæ i skridet, tager hans arm og vrider den om på ryggen, og presser ham op af væggen. Jeg hører en dør smække, og fjerner mig hurtigt. Han vender sig om og stikker mig en lussing, har åbenbart ikke hørt døren. Vis ikke jeg tager fejl, så er der Jason. Af en eller anden grund, ville jeg ikke har han skulle se mig i kamp. Det virker bare forkert. Og rigtig nok, i det øjeblik anden lussing rammer, og jeg falder på knæ, træder Jason ind i rummet. Han kigger først på manden-jeg går ud fra er hans bror eller noget- så på mig, der sjovt nok lige fik tårer i øjnene da han kom ind, så på manden igen, med et lidt hårdt blik.

"Alex, hvad helvede har du lavet? Hvad har hun gjort dig?"

Han sætter sig ved siden af mig, med en hånd på min skulder.

"Er du okay, June?"

"Hun var selv uden om det! Jeg siger dig Jason, hun er sindsyg!"

"Klart Alex. Det siger vi bare. Bare hold dig fra hende, er du med? Du rør hende ikke igen!"

Han hjalp mig på benene og trak mig ind i et kram. Ved det, lyder sært ikk? Men det gjorde han. Jeg krammede langsomt med, og lagde min hage i hulningen mellem hans hals og skulder. Jeg stod med ansigtet mod Alex, og kunne ikke lade vær med af smile triumfernde. Jeg følger med Jason ned af gangen, mod værelset. Inden jeg går ind, vender jeg mig og kigger en sidste gang på Alex, der bare står med munden let åben, og lignede et stort spørgsmålstegn. Med et lille smil på læben, går jeg ind på værelset.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Undskyld ventetiden, har haft lidt travlt. Den er ikke rettet igennem, så der kan godt være fejl i. Håber i kan li det:D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...