Bag facaden(Jason McCann)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2012
  • Opdateret: 28 maj 2013
  • Status: Igang
Juliana er 17 år gammel og bor alene. Hun har ingen familie, ingen venner og ingen kæreste. Hun har altid været fars pige, men da hendes far er seriemorder, er det ikke ligefrem en god ting. Han har holdt hende hemmelig, så ingen ved hvem hun er. Dog er livet surt, når den eneste person man nogensinde har holdt af, begår selvmord. Da hun er ensom, begynder hun af snakke med en fremmed på twitter. Da han er den eneste hun kan snakke med, varer det ikke længe før han ved en hel del om hende. Men da de aftaler af mødes, går det ikke helt som planlagt, da hendes twitter-ven viser sig af være Jason McCann, der er efterlyst for kidnapning og mord.
Men også Jason får sig en overraskelse, da han beslutter sig for af Juliana er hans næste mål...

27Likes
33Kommentarer
3217Visninger
AA

7. Jason-Bare fordi!

Der lyder et gisp, og jeg skynder mig ud i køkkenet, hvor June ligger på knæ. Jeg sætter mig ved siden af hende, men der er som om hun ikke ser mig. Tårer fylder hendes øjne, og hun gisper et par gange, kort før hun besvimer. Det har jeg ikke prøvet før. De plejer ikke bare sådan af besvime. Men hun havde jo sagt, at hun var anderledes. Jeg bærer hende ind i sengen, der stadig ligger uredt. Hun ligger bare der, og spræller med arme og ben. Det ser faktisk ret sjovt ud, og jeg ville nok havde grinet, hvis jeg altså var i humør til det. Hun forvirre mig. Jeg kan ikke tolke hende, så jeg ved ikke hvordan jeg skal styre hende. Men indtil videre har hun egentlig været nem nok. Nu ligger hun stille, og først der får jeg kigget rigtig på hende. Hun er køn. Meget. Langt, bølget, blondt hår, der går hende til hoften. Hendes øjne er vidst blå. Hendes ansigt ser så uskyldigt ud, som hun bare ligger der. Hun mumler lavt, som om hun drømmer.

 

Junes synsvinkel:

"Stop det, okay? Jeg gider ikke mere!" Men han stopper ikke. Selvfølgelig gør han ikke det, hvad havde jeg regnet med? Han er typen der altid får sin vilje. Det har han altid været. Men far kunne li ham, og det er det vigtigste. Om jeg kunne li ham, betød ikke noget. Jeg havde ikke noget valg. Jeg gjorde altid som han sagde, men kun fordi jeg ikke havde noget valg. Sagde han spis, så spiste jeg. Sådan var det. Men det her var for meget. Hans hænder, der kørte over alt på min krop, var til af brække sig over. Hans tunge, der borede sig ned gennem min hals, var endnu værre. Men nu var det nok. Nu kunne jeg ikke mere. Hårdt skuppede jeg ham i brystet, så han nær var væltet. Han var tydeligt rasende, men det havde jeg ikke tid til lige nu. "Det er slut, okay?! Jeg vil ikke finde mig i det mere!!" Jeg gik mod døren, men blev trukket tilbage. "Og hvor tror du så du dkal hen? Du går ingen steder, er du med!!? Ikke før jeg siger det!" "Fatter du det ikke! Der er forbi! Jeg er træt af dig og alt dit lort! Desuden ejer du mig ikke! Jeg bestemmer selv hvor jeg går!!" Han er tæt på af flippe ud. Man kan tydelig se det. Stadig med hånden om mit håndled, løfter han den anden, og slår til...

 

 

_____________________________________________________________________________________________________

Husk og like;) Jeg kunne også godt bruge nogen fans, hvis i har lyst.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...