Koncentration

Min faster siger altid, at alle har en vis portion held, men tilføjer i smug, at den godt nok er begrænset for mig. Hun har ret... Jeg har ikke ligefrem gennem mit 14-15årige liv været heldig. Godt nok har jeg haft en utroligt god sæson, men det opvejede med at mit mål, som var verdensmesterskabet i cadetgruppen på øverste podie, blev degraderet til en 3plads, så hvorfor skulle heldet være med mig, når jeg uventet kvalificerer mig til OL i London? Nå, men jeg må ikke give op på forhånd. Jeg må bare træne og så ser vi hvad der sker.

1Likes
0Kommentarer
771Visninger
AA

11. Mine kampe

”Ok, nu har jeg kun et godt råd,” erklærer Ole, da vi går ud på banen igen og jeg smiler og vinker til tilskuerne. ”Skyd præcist og hold i det mindste et godt øje åbent!” siger han seriøst. ”Im Dong-Hyun er næsten blind og han har skudt 699 i indledende. Det kunne være, at det er en god teknik,” driller jeg. ”Nej!” næsten råber min træner, før det går op for ham, at det var en joke.

Jeg himler og går på signalet til min startplads. Jeg skal skyde først og jeg skyder en 8. Skuffende. Heldigvis rammer Sung samme og kampen fortsætter uden det store drama, fra min side og jeg vinder overbevisende. Jeg ved, at min modstander normalt er meget bedre end mig, men i den her kamp lader hun fuldkommen til at floppe. Jeg har min teori om, at det var takket være mit overskud. I hvert fald slutter kampen 6-2 til mig! Jeg er i semifinalen! Hvem skulle have troet det? Præcis, ingen!

Jeg prøver for første gang siden denne kamp, at finde familien, men da jeg kigger op på dem, er det kun halvdelen, jeg kan se. Pludselig står der en forpustet Tit foran mig. ”Faster Søs… for tidligt… dødt barn!” puster hun. ”Skyd godt!” Og så er hun væk igen. Den tager en del tid, at regne ud for mig, men det går op for mig, at faster er ved at abortere. ”Crap!” udbryder jeg i samme sekund, som jeg bliver kaldt på banen.

Jeg skal op imod Khatuna Lorig. Ja, det er hende, der har lært Jennifer Lawrence fra Hunger Games at håndtere en bue, men det er ikke rigtigt, det der bekymrer mig ved hende. Det er det faktum, at hun har været på verdensranglisten, nogenlunde siden jeg blev født. For hende må jeg være en grønskolling, hvilket giver hende et psykisk forspring. Jeg kan lige forestille mig, kommentatorerne sidde og godte sig over det. Jeg tænker på faster og hendes baby. Jeg tænker på, at jeg uanset hvad, vil huske denne dag, fordi min mor dukkede op midt i det hele.

Pyh! Jeg har det som om skæbnen virkeligt, har tænkt sig at lege med mig i dag. Jeg smiler og vinker til publikum og Khatuna som smiler tilbage. Det går op for mig, at hvis der er nogen, der spiller der her skuespil, lige så god som jeg, er det hende. Måske skød hun meget bedre end mig i ranking, men nu hvor jeg er kommet i mit rette element, som er massere af pres på, er vi lige gode. Vi spiller hvert andet sæt uafgjort og vinder med et point over hinanden.

Der står 5-5, da vi er færdige. Hvad gør man så? Man får en pil hver og ser hvem der rammer tættest på x. Jeg ligger langsomt en pil på buen og trækker den op og sigter. ”For dig faster,” mumler jeg og sender pilen af sted. Da den rammer pladen, går det hurtigt op for folk, at det er et x.

Dermed vinder jeg og er videre til finalen! Jeg fatter det ikke helt, for det er næsten teknisk umuligt. På den anden side har alt med OL for mig, været teknisk umuligt. Der går ikke lang tid, før det står klart, at jeg skal op imod Bobae Ki. Endnu en sydkoreaner. Dog meget stærkere psykisk end den anden, jeg var oppe imod. De to lå faktisk på første og andenpladsen begge to med 671 point i ranking. Jeg tror bare på, at Bobae Ki er de stærkeste af de to, både psykisk og teknisk.

Og jeg har ret. Hun skæver ikke til mig, da vi går på banen. I modsætningen til mig, er hun fuldkommen fokuseret på at skyde og ikke vise overskud. Jeg lægger overraskende godt ud, med to perfekte sæt på 30 point. Problemet er bare, at hun tager de næste to sæt med lethed, hvor jeg kæmper for min 28-29 point.

Nu er det så sidste sæt, der afgør. Jeg har ikke noget overskud at give af, men er fuldkommen i en boble. ”Et øje åbent!” er det eneste Ole siger. Han virker fuldkommen afslappet, hvilket han også skal gøre. Jeg går ind igen og skyder i første sæt to 9’ere og en 8’er. Du vinder ikke det her. Men giv hende kamp til stregen. Hun skal ikke tro, du har givet op, siger en lille stemme i mit hoved. Jeg løsner op og på den måde kommer jeg med et brillant sæt, som hun ikke kan slå. Det står nu 2-2. Hun tager dog det næste sæt, med et lille point og vi skyder uafgjort i den næste.

Da vi takker for kampen, bliver hun stående. ”Du snød mig. Ingen vidste du ville være så stærk,” siger hun. ”Jeg snød alle, også mig selv,” svarer jeg. Endnu en god ting ved bueskydning er at det er en gentlemansport. Man hoverer ikke, eller er en dårlig taber. Man er glad på andres vegne, selvom det nogle gange er meget svært. D

a jeg kommer ud, kommer far og Fred gående. ”Fint gået Gry,” smiler far stort og krammer mig. ”Ja, helt flot lille skid,” siger Fred. Jeg slår ham ufortrødent i maven. ”Ah! Hvor har du sådan en næve fra?” spørger han surt. ”Jeg er bueskytte. Jeg vil væde med, at jeg er stærkere end dig,” siger jeg.

Han skal lige til at udfordre mig i armlægning, da et tv-hold kommer svingende om hjørnet. ”Hvordan har du det lige nu?” spørger journalisten mig. ”Med hvad?” spørger jeg. Han kigger mærkeligt på mig. ”Ok, den var dum,” griner jeg. ”Jeg har ikke rigtigt fattet det endnu.” ”Er du slet ikke nede over, at du ikke vandt?” spørger han. ”Nej, Bobae er stærkere end jeg på alle måder og meget mere stålfast. Jeg er kun 15 og har ikke skudt på særligt højt plan i mere end 3 år, så det er faktisk noget, af et mysterium, hvordan jeg overhovedet er endt her,” svarer jeg med et smil.

Kort efter skal jeg på skamlen. Jeg kan ikke beskrive det.  Det var så mærkeligt! At få medaljen om halsen er virkeligt stort, måske det største jeg nogensinde har oplevet. Da jeg kigger mig rundt, får jeg pludseligt øje på Laura, pigen der stjal min førsteplads til verdensmesterskaberne sidste år og ikke lige min yndlingsperson på hele jorden. Misundelsen lyser ud af hendes øjne. Da vi går langs rækkerne sender jeg hende et skadefro smil og peger på min medalje, for at sige: Se mig nu! Jeg ved det ikke var særligt venligt gjort, men nu har vores forhold været hoverende lige siden, at hun vandt og hoverede over det i første omgang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...