Koncentration

Min faster siger altid, at alle har en vis portion held, men tilføjer i smug, at den godt nok er begrænset for mig. Hun har ret... Jeg har ikke ligefrem gennem mit 14-15årige liv været heldig. Godt nok har jeg haft en utroligt god sæson, men det opvejede med at mit mål, som var verdensmesterskabet i cadetgruppen på øverste podie, blev degraderet til en 3plads, så hvorfor skulle heldet være med mig, når jeg uventet kvalificerer mig til OL i London? Nå, men jeg må ikke give op på forhånd. Jeg må bare træne og så ser vi hvad der sker.

1Likes
0Kommentarer
781Visninger
AA

4. Min uheldige OL start

 

Ok, nu kan OL ikke gå andet end godt. Jeg har haft en periode, hvor uheld har forfulgt mig værre end normalt.

Da jeg fik sommerferie startede jeg med at hjælpe til en træningslejr. Her var jeg lige ved at blive skudt ned af en lille dreng, som er syg med en bue, selvfølgelig ikke med vilje. Ugen efter var jeg stuck med Tit og min bror på Roskilde Festival. Spørg ikke mig, hvad vi lavede der, men nogle personer, mente at jeg havde brug for noget andet at tænke på.

Da jeg kom hjem, havde jeg en uge, hvor jeg trænede med de andre 2, som begge er 21. De er virkelig flinke og kan ikke komme sig over, at jeg er så uheldig. Tro mig, på den uge gik omtrent alt hvad der kan gå galt, galt. Så var det ellers på tide at komme til London og selvfølgelig flyver flyet uden mig. Jeg kommer dog med et andet og får ikke skubbet nogen træningstimer. Da jeg så kommer til London og på min første træning skyder bedre end nogensinde, tror jeg at alt vil gå glat.

Jeg har en fantastisk fødselsdag med hele min familie, som tager på ferie i England. Ikke i London, men i England… ”Vi skal nok være der, hvis du kommer i finalen,” beroliger faster, da vi siger farvel og familien spredes over hele England. Min bror bliver her, som den eneste. Faster Søs tager til Oxford, hvor hun har nogle venner. Faster Anns familie skal rundt og se de mest kendte ting i England.

Som du nok kan høre er min familie den ”mest” støttende i verdenen. Nej… Det er mere, fordi at man i vores familie er opdraget til at være selvstændig. På den måde er jeg også sikker på at de ikke forstyrrer mig i min trance. Når jeg først er indstillet på konkurrence, er der ikke rigtigt noget at gøre. Så er jeg fuldkommen i min egen verden, når jeg ikke er på banen.

Det går virkelig godt for mig indtil åbningsdagen. Jeg har været til træning det meste af dagen. Først psyk, så skydning. Nu er jeg så på vej  over til åbningscermonien. Jeg går og summer over mine gode resultater og stopper for at strække lidt ud, da døren foran mig, viser sig at åbne ud mod mig åbner den vej. Det viser sig at være, en britisk studievært fra BBC One, hvis studie ligger bag den dør jeg fik i hovedet.. Jeg hyler højt, lige da jeg får døren i hovedet og vælter om. ”Kom du noget til?” spørger han bekymret og hjælper mig op. Jeg tager mig selv til næsen, og er klar over, at jeg har næseblod. ”Jeg tror, jeg slipper med næseblod,” konstaterer jeg og skal til at gå videre. ”Nej, vent. Du kan have fået et slag i hovedet, så jeg må hellere få dig til en læge,” siger han.

Jeg takker nej, men han bliver ved med at insistere og det ordner sig som han vil have det. Kun et lille problem… Da jeg trænede tidligere i dag, gav jeg H min mobil og hvis jeg skal ringe til nogen, er jeg fuldt afhængig af mine kontakter, så det nytter ikke, at spørge om en. Men jeg kommer til at sidde hos en læge, der konstaterer hvad jeg allerede vidste og det eneste jeg tænker på, er om jeg nu når det, men hver gang jeg skal til at sige, at jeg skal derhen, bliver jeg afbrudt. Da jeg så kommer ud igen, spørger manden om han kan køre mig et sted hen. ”Jeg skulle faktisk have været på det olympiske stadion, for 5 minutter siden for at gøre klar til The Nation Parade,” siger jeg. Han kigger chokeret på mig. ”Du mener, du er med i OL?” spørger han, mens han trækker mig af sted. ”Ja, altså jeg troede hele din hverdag lige nu er fyldt op med den slags,” svarer jeg.

”Hvilken disciplin?” spørger han, mens han maser sig gennem Londons tunge trafik. ”Gymnastik,” siger jeg seriøst. ”Virkelig?” udbryder han, hvilket er min forventede reaktion. Jeg ligner på ingen måder i gymnast. For det første er jeg naturligt solbrun, ikke lige noget man bliver af at være inde i en hal og træne gymnastik, for det andet ser jeg slet ikke ud som den type og virker heller ikke sådan. ”Nej, bueskydning,” smiler jeg. Han griner af min dårlige joke. ”Du må være god, siden du som 15årig har kvalificeret sig,” siger han. ”Jeg er ok,” nikker jeg. ”Mit største problem er bare når modstanderen også er det.” Og så konstaterer han det, som alle andre også gør. ”Du er spøjs,” siger han. Jeg svarer mit automatsvar. ”Når man vokser op med en far, der lever for bøger og en bror der kun tænker på sig selv, bliver man det let,” siger jeg.

Overraskende hurtigt er vi fremme ved stadium. Jeg har gudskelov mit atletkort på mig, sammen med det tøj jeg skal have på. jeg skammer mig over det tøj, jeg skal have på i løbet af OL. Her i aften er det en hvid top, med højtaljet marineblå nederdel og en langærmet rød bolero. Til holdskydningen har vi bukser, men om vi må have dem på til individuel? Nej, der skal vi have nogle kakinederdele til den stramme langærmede, røde Danmarksbluse.

Jeg løber ind og finder en proppet åbning ud til stadion. Jeg hiver elastikken ud og går over til et spejl, for at finde ud af om jeg ser nogenlunde ud. Jeg er ikke ligefrem grim. Jeg ligner min mor siger folk. Mit hår, som har strejf af alle mulige farver, men når det kommer til stykket er rødblond, er tykt og kan ikke rigtigt finde ud af om det vil krølle eller ej, hvilket resulterer i små irriterende bølger og det bliver så irriterende hurtigt filtret at det er umuligt at redde ud og konstant får det til at se ud som om jeg lige er stået ud af sengen, hvis jeg har det hængende. Det skjuler næsten hele mit lille hoved, så man kun lige kan se ansigtet, som er det der tager skønhedsprisen ved mig. Stærke blå øjne, røde læber og en ret pæn næse. Min krop er dog til det værre, for jeg er normal højde, men ret spinkel og alt for lange arme og ben. Om vinteren er jeg ret bleg, men nu hvor jeg har trænet ude meget har jeg fået en svag farve. Ja, jeg ligner min mor. Jeg har endda det blik af beslutsomhed strålende ud af øjnene, som noget af det jeg husker fra hende.

Jeg vender rundt og går ud, for at finde det sted jeg skal hen. Jeg finder det, men opdager først for sent, at jeg går med det britiske hold, som er det sidste… Min sidemand kigger mærkeligt på mig. Jeg genkender ham ikke og er ret sikker på at jeg ville have gjort det, hvis jeg havde set ham før. Han har kulsort nogenlunde kort hår, brune øjne og et sødt smil, plus han er trænet, men hvis jeg kigger mig omkring, vil jeg på den anden side ikke kunne se andet end trænede mænd, hvis man altså kan kalde ham her en mand. Han ser ikke ud til at være mere end 18-19 år. ”Har du set danskerne?” spørger jeg. Han kigger bare endnu mere mærkeligt på mig. Jeg rækker hånden ud. ”Gry Amalie Rye. Jeg er dansk bueskytte,” siger jeg. Han griner. ”Benjamin Tomson, udspringer,” siger han og det mærkelige blik, forandres til et forundrende. ”Hvordan..?” ”Lang historie. Hvor langt oppe er de?” spørger jeg, lykkelig for at jeg er vant til pres. ”Det tror jeg bedst selv du ved. Vi er 205,” svarer han. ”Hvad vækker mindst opmærksomhed?” spørger jeg. ”Frem eller tilbage?” Han vinker rundt, men knækker sammen af grin. ”Jeg tror alt vækker opmærksomhed,” siger han. Jeg sukker. ”Hyggeligt at snakke,” siger jeg og sætter i løb tilbage.

Der går ikke lang tid, før jeg er opdaget, mens jeg må indrømme, at jeg var ret hurtig.”Og hende skal jeg skyde på hold med?” griner Maja. ”Desværre,” kommer det fra Mark, som er svømmer og går lige bag os. ”Åh… bare rolig, jeg har trænet godt, selvom jeg lige nu har ydmyget mig selv godt og grundigt,” puster jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...