Koncentration

Min faster siger altid, at alle har en vis portion held, men tilføjer i smug, at den godt nok er begrænset for mig. Hun har ret... Jeg har ikke ligefrem gennem mit 14-15årige liv været heldig. Godt nok har jeg haft en utroligt god sæson, men det opvejede med at mit mål, som var verdensmesterskabet i cadetgruppen på øverste podie, blev degraderet til en 3plads, så hvorfor skulle heldet være med mig, når jeg uventet kvalificerer mig til OL i London? Nå, men jeg må ikke give op på forhånd. Jeg må bare træne og så ser vi hvad der sker.

1Likes
0Kommentarer
776Visninger
AA

3. Middag

Jeg sidder og venter i knap en halv time, før min fars skrammelvogn dukker op og han springer ud, med sine store briller siddende skævt og håret fuldkomment rodet. Han har den brune blazer, den stribede blå skjorte og de mørkegrønne bukser på, som indikere at han kommer fra arbejde. ”Du må undskylde, men jeg fandt altså en utrolig spændende bog, som passer perfekt til det emne, vi er i gang med,” siger han. Og velkommen til mit liv. Resten af vejen hjem hører, jeg foredrag om Valdemar Sejr. Hvis jeg engang kommer på universitetet, vil jeg ikke have noget imod, at have far som professor, men jeg har noget imod at være tvangsindlagt til at høre på sådanne foredrag nu her.

Vi skal spise hos faster i aften… og det er der intet nyt i. Det eneste far kan lave er risotto og selvom det smager godt og kan varieres, er det ikke ligefrem noget man vil have hver dag. Far laver faktisk mad, men det er mere for at blive bedre… Selv efter 12 år har han kun udvidet det til pandekager og at koge ris, pasta, kartofler og æg. Han kunne nok blive endnu bedre, hvis han virkeligt havde brug for det, men det gør ikke noget, at vi spiser hos faster hver dag. Nu jeg tænker over det, ville det sådan set svare til at melde sig ud af familien.

Ok, ja jeg har en sær familie. Den er også ret lille. Min far har 2 søstre og en alternativ ældre mor, der nægter at komme på plejehjem. Man kan sige det sådan, at farmor hverken fysisk eller psykisk nogensinde har fulgt hendes biologiske alder. Nu er hendes fysiske alder så gået hurtigt ned de sidste år og hun kan ikke rigtigt klare sig selv længere. Derfor bor hun ved min faster. Det er egentligt ikke så sært igen. Det sære er at hun i en alder af 52 blev mor igen. Det vil sige, at min anden faster kun er 22, mens min far er 51. Hun var egentligt flyttet hjemmefra, men man kan vidst kun sige, at det eneste der kom ud af det, var usund livsstil og en graviditet, så nu bor hun også i det store hus. Det har egentligt altid været sådan, at hvis man havde brug for det kunne man altid komme og bo i det store rummelige hus. Efter at mor forlod os, boede vi der et år.

”Nå, Gry, hvordan går det så med buen?” spørger farmor, da jeg kommer ind. ”Godt nok til at overleve de indledende runder,” siger jeg. ”På 72 pile fik jeg 648.” Faster Ann kigger på min finger. ”Hvad har du nu lavet?” spørger hun. Jeg kigger på plastret og prøver at huske, hvad der stod bag denne rift. ”Jeg rev mig på et stykke papir,” siger jeg. Moster ryster på hovedet. ”Ikke lige så slemt, som at jeg måtte gå i skole, fordi jeg havde glemt buskort og pung og at jeg gik ind i min biologilære, som hader mig så meget som en lære kan hade en elev, hvorefter jeg for at undgå ham bankede hovedet ind i en reol,” siger jeg. Fra min far har jeg, den fantastiske egenskab af manglende held. Altså nogenlunde det eneste sted hvor held følger mig et godt stykke af vejen er bueskydning.

”Er Thilde hjemme?” spørger jeg. ”Hun kommer om lidt. Hun er ovre ved Ida,” svarer faster. I samme sekund smækker døren. ”Gry? Hvor har du været hele mit liv?” lyder det udover hele huset. ”Undskyld Tit, men det var landsholdet der kaldte,” siger jeg, fordi jeg ikke var her i går. ”Det gør ikke noget. Det var nu underholdende nok, at se Per i det røde felt i dag,” siger hun. Per er vores biologi lære og ja vi går i samme klasse og er også sammen i skole, men det er ikke altid vi får snakket. Tit er den populære pige, mens jeg er den modige klovn. Det er egentligt en overdrivelse, at sige jeg ikke har nogen venner, for det har jeg. Jeg hænger i hos mine gamle venner, som er den gruppe som Tit står i spidsen for og den eneste grund til de ikke gider mig mere, er at jeg aldrig har tid. Men Tit ser jeg næsten hver dag, da hun er min kusine.

Døren smækker endnu engang og denne gang er det min bror. ”Åh! Fred… godt du kunne dukke op til tiden i dag,” siger faster og snart sidder vi alle om bordet. Farmor klager over at intet er som i gamle dage, far gentager sit Valdemar Sejr, onkel Lars og Fred snakker business, Louise bliver ved med at plapre om, hvad der skete i skolen, Anna klager over at hun ikke kan lide maden, faster Søs, Tit og jeg snakker tøj og kendisfyre, mens faster Ann prøver at holde nogenlunde sammen på det hele. Alt er som det plejer

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...