Koncentration

Min faster siger altid, at alle har en vis portion held, men tilføjer i smug, at den godt nok er begrænset for mig. Hun har ret... Jeg har ikke ligefrem gennem mit 14-15årige liv været heldig. Godt nok har jeg haft en utroligt god sæson, men det opvejede med at mit mål, som var verdensmesterskabet i cadetgruppen på øverste podie, blev degraderet til en 3plads, så hvorfor skulle heldet være med mig, når jeg uventet kvalificerer mig til OL i London? Nå, men jeg må ikke give op på forhånd. Jeg må bare træne og så ser vi hvad der sker.

1Likes
0Kommentarer
786Visninger
AA

6. Fridag

Dagen efter har jeg fridag. Ikke sådan helt da. Jeg har løbende psyktræning. Det vil sige, at jeg mediterer. Altså ikke sådan som munke gør det. Nej, jeg sidder bare i skrædderstilling, med musik i ørerne, med lukkede øjne og så lukker jeg alt ude. Derudover laver jeg tankespil, som plejer at forbedre mig psykisk. Hvis man ser bort fra det, keder jeg mig groft og går så langt, som at sidde og kigge OL på computeren.

Til slut beslutter jeg mig for at gå en tur. Jeg går fuldkommen i min egen verden, selv da jeg smutter ind på Starbucks og for at få en cafe latte. Jeg drikker kun kaffe når jeg er under pres, men den her får jeg altså ikke rigtigt fornøjelsen af. For på 2 sekunder har jeg smadret den ud over en anden.

”Undskyld! Jeg mener Sorry,” udbryder jeg og kigger ordentligt på fyren. Tro det eller lad være. Det er fyren fra åbningen… Hvad var det nu han hed? Benjamin Tomson! Først er hans øjne sure, men da han opdager det er mig lyser han op. ”Hvorfor ser du sådan ud i hovedet hver gang jeg møder dig?” spørger han. ”Hvordan ud i hovedet?” spørger jeg. ”Jeg ved ikke, hvad det er, men der er noget, der signalerer at du ved, at du er i en dårlig situation, men at du tager det helt roligt,” siger han. ”Nu har du kun mødt mig 2 gange,” siger jeg. ”Skulle du ikke være i aktion eller noget?” Han griner opgivende. ”Vi er ikke gået i gang endnu,” siger han. ”Hvad med dig?” ”Jeg var til ranking i går,” siger jeg. ”Har du tid til at hænge ud? For så kan vi lige får kaffe af tøjet og så skal jeg nok betale for en ny,” siger han. ”Skal ikke rigtigt noget,” siger jeg og så går jeg ind for at prøve at få kaffe af min hvide Pain is temporary, pride is forever OL trøje. Ja, jeg ved det, det er et rocker slogan, men paphovederne anede det ikke. Gæt selv hvordan det går.

Da jeg kommer sidder han allerede ved et bord. ”Hvordan gik det så?” spørger han. ”Jeg blev nummer 41,” siger jeg. ”Er det godt eller dårligt?” spørger han. ”Dårligt,” siger jeg. ”Jeg fatter simpelthen ikke din sport,” erklærer han. Jeg kigger overrasket på ham. ”Den er da så enkel!” udbryder jeg og forklarer ham reglerne. Han forstår dem vidst ikke rigtigt, selvom han prøver. ”Det lyder altså indviklet,” siger han. ”Jeg aner intet om udspring, så jeg kan ikke sige at den er mere enkel,” siger jeg. Nu er det ham der fortæller om sin sport. ”I har 11 dommere, når i springer synkront?” spørger jeg målløst. ”Ja,” nikker han. ”Det kalder jeg ikke ligefrem enkelt,” smiler jeg. ”Jo… ok nej,” indrømmer han, og sådan fortsætter vi.

Da jeg går hjem, har jeg det som om jeg har kendt ham i evigheder. Hvor længe skal der gå før man forelsker sig? Jeg ved det ikke. Det er nok også, derfor jeg fanger Tit på Skype, så snart jeg kommer hjem.

”Oh my gosh! Jeg er stuck i Manchester!” siger hun træt. ”Men vi har fulgt godt med. Du skulle seriøst have set åbningen på dansk tv og deres reaktion på din test af banen.” ”Ja, jeg ved det. Jeg fik folk til at grine, selvom nogle af producerne var lidt sure indtil de hørte min grund,” siger jeg.

”Er der ellers noget spændende sket bag kameraet?” spørger hun. ”Ved du hvem Benjamin Tomson er?” spørger jeg. ”Ja! Han bliver regnet, for at være en af de lækreste atleter, selvom jeg personligt ikke kan finde ud af om det er Tom Daley eller ham der er lækrest. Men det er nu ret vildt, at de begge er briter og begge udspringere, selvom de er med på hver sin højde,” siger hun. Jeg himler. Selvfølgelig kan hun få OL til kun at handle om drenge. ”Jeg spildte kaffe på ham,” siger jeg. ”Hvad gjorde du?” spørger hun overrasket. ”Spildte kaffe på Ben Tomson,” gentager jeg. ”Blev han sur?” spørger hun. Jeg ryster på hovedet. ”Åh nej… Selvfølgelig ikke. Den eneste person der kan være sur på dig er Per, for når pandehåret falder ned foran det ene øje og det andet lyser af skyldfølelse, er du ikke til at stå for,” himler hun. ”Helena kan nu også være sur på mig, ikke ret længe men…”

Hun afbryder mig. ”Seriøst Gry! Er du endelig faldet for en fyr?” næsten skriger hun. ”Nja…” siger jeg. ”Det ved jeg ikke helt.” ”Oh my god! Jeg må til London nu! Mor!” hyler hun og forsvinder ud af billedet. Jeg kan ikke lade vær med at grine, men lukker ned for jeg ved, at Tit nu begiver sig ud i et klasse A skænderi.      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...