Koncentration

Min faster siger altid, at alle har en vis portion held, men tilføjer i smug, at den godt nok er begrænset for mig. Hun har ret... Jeg har ikke ligefrem gennem mit 14-15årige liv været heldig. Godt nok har jeg haft en utroligt god sæson, men det opvejede med at mit mål, som var verdensmesterskabet i cadetgruppen på øverste podie, blev degraderet til en 3plads, så hvorfor skulle heldet være med mig, når jeg uventet kvalificerer mig til OL i London? Nå, men jeg må ikke give op på forhånd. Jeg må bare træne og så ser vi hvad der sker.

1Likes
0Kommentarer
770Visninger
AA

8. En rød rose og psyk... Ups mentaltræning

Da jeg kommer hjem lægger der en rose udenfor min værelsesdør. Er kvartfinale godt? Hvis det er, så tillykke, Ben, står der på en seddel bundet om. Jeg smiler skævt og rødmer, før jeg tager den med ind og lægger den på et bord, da jeg ingen vase, har at sætte den i.

Jeg går ind og tager et bad og er kun lige kommet ud, da det banker på døren. ”Hvem er det?” spørger jeg. ”Helena!” lyder det. Jeg låser op og trasker så hen til min kuffert. Helena braser ind. ”Fejlanalyse,” siger hun og smækker sin computer ned på min seng. ”Om lidt,” mumler jeg irriteret og går ind på badeværelset for at skifte, før jeg kommer ud igen.

På det tidspunkt har H linet en million videoer af kampen op og så sidder vi og gennemgår de fejl jeg lavede. ”99 % af dine fejl bliver lavet, fordi du lader dig distrahere af bevægelse, for tæt på dig. Det skal trænes,” fastslår Helena og springer op. ”Du skal først banen den 1, så jeg sørger for træningsbane i morgen, efter vi har set de første i aktion,” siger hun. Jeg går i seng næsten med det samme efter at have klemt en müslibar ned. Jeg har intet problem med at spise før, men efter… Jeg har ingen appetit 30 timer efter at have været på banen.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg egentligt sover, men da jeg vågner, har jeg fået et glas vand i hovedet. ”Jeg kunne ikke lige finde en spand,” siger Helena. ”Du har mentaltræning nu.” ”Skal jeg virkelig under psyk nu?” spørger jeg træt. ”Mentaltræning og ja, det skal du,” siger hun. Psyk eller mentaltræning er lige så vigtigt som at træne med buen, for hvis du bliver nervøs, kan du ikke holde hverken koncentrationen eller buen og så er det ude med dig.

Så det er altså hvad den første time bliver brugt på, før vi tager til Lords Cricket Ground. Både Louise og Maja skal først skyde i morgen, mens jeg skal skyde i overmorgen, så det er mest bare for at holde sig opdateret.

Bagefter går turen over til træningsbanerne, hvor jeg skal træne. Til at starte med er det Helena, der står som distrahering, men jeg er så vant til hende, at det ikke gør noget, så Ole tager over. Der går det helt galt. Vi fortsætter i evigheder og efter noget tid kan han uden problemer stå lige op og ned af mig, uden at røre sig, for så snart han rører sig, går det igen fuldkommen galt. Helena sukker. ”Det er godt for i dag med det her. Du må gerne blive og træne,” siger hun og så går de.

Jeg skyder frustreret et par pile af sted. Jeg hader når der er noget jeg ikke kan finde ud af. Så går jeg fuldkommen i baglås, før jeg kan blive bedre. Jeg har lige sluppet strengen til den tredje 10’er i stræk, hvilket er ret imponerende, fordi det regner, da Ben kommer gående.

”Hvad laver du her?” spørger jeg. ”Jeg fik at vide, at du var her,” svarer han og trækker på skuldrene. Han kigger hen på rampen. ”Har du snydt eller noget?” spørger han. Jeg svarer ikke men sætter en ny pil på og spænder buen. Jeg må længere hen, for at se om det blev en 9 eller 10, men må konstatere, at det er umuligt at sige. ”Ok, ikke lige det bedste blær,” indrømmer jeg. ”Det er det faktisk, for jeg ville ikke kunne ramme den plade, om det så var med en bold,” siger han. ”Er udspringere gode boldfolk?” griner jeg. ”Det ved jeg ikke, men jeg er,” siger han. Vi står lidt og kigger på hinanden. ”Det er ikke så svært, når man første har lært det, hvilket virker ret umuligt,” siger jeg så. ”Hvad var det du trænede, før dine trænere gik?” spørger han. ”Mit svageste punkt, er at jeg ikke kan have folk tættere på mig end en meter, når jeg skal skyde, og selvom det ikke altid er lige sikkert, så kan det nemt ske, at man står så tæt, så det skal jeg kunne,” forklarer jeg. ”Kan jeg hjælpe?” spørger han. ”Vil du?” spørger jeg overrasket. Han nikker. ”Selvfølgelig,” siger han. Allerede på en meter virker han forstyrrende. Det bliver dog hurtigt bedre og han kommer langsommere tættere på. Til sidst kan jeg skyde, mens han står så tæt, som det nu er sikkert og laver pludselige bevægelser.

Jeg skal lige til at sige, at det er fint, da han træder et skridt mere ind. ”Hvad så her?” spørger han drillende. ”Så kan jeg ikke skyde, medmindre du altså vil have min albue i hovedet,” giver jeg igen, men bliver pludseligt opsuget af en mærkelig intens stemning. Selvom vi i forvejen står tæt, nærmer vi os hinanden. Langsomt tager han 2 fingre under min hage og kysser mig. Jeg kan mærke mine kinder brænde og mit hjerte galopere af sted. ”Vi burde ikke gøre det her,” mumler han pludseligt. Han har ret. Vi burde begge holde os koncentrerede og det her virker for mig, som noget af det mest distraherende, man kan komme ud for. ”Det er lidt for sent,” siger jeg. ”Men du har ret.” Jeg kysser ham på kinden, før jeg vender mig om og går. ”Gry?” lyder det. Jeg vender mig om igen. ”Må jeg ikke få dit nummer?” spørger han. Jeg nikker. ”Men så skal jeg også have dit, så jeg kan holde mig opdateret,” siger jeg.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...