Den har ingen titel

Jeg kan kun sige at jeg skrev den her historie da jeg var mellem 10 - 11 år gammel. Så den er sikkert fuld af fejl og den mangler nok lidt fyld i det, men husk på: Jeg var meget ivrig dengang. :) Så det er jo nok grunden. I hvert fald, nyd den nu. :)

2Likes
0Kommentarer
533Visninger

1. ...

Månen steg op over de uhyggelige fjelde og gjorde alt for at holde mennesker på afstand. Og det virkede. Ingen mennesker havde nogensinde turdet drage op i fjeldene. Og de få der alligevel havde gjort det,, på trods af rygter og advarsler, var aldrig kommet tilbage i live.

   Kulden bed folk udenfor i kinderne og fik dem til at søge indenfor i varme, enten hjemme hos dem selv eller i de menneskefyldte krostuer. De fleste valgte dog krostuerne da de bød på både varme, mad og drikke.

   I et af husene i udkanten af byen, sad en kvinde med syv børn omkring sig og ventede på at manden kom hjem. Et af de yngste børn græd lidt på grund af sulten der gnavede i deres maver. Kvinden løftede barnet op fra gulvet og satte det på sit skød. Dets ynkelige gråd blev mindre og mindre, mens det trykkede sig ind til sin mor og stirrede op på hende med fine, lyseblå øjne. 

   "Mor, hvornår kommer far hjem igen?" spurgte den ældste af børnene, en smuk ung pige med kastanjebrune lokker og venlige grå øjne.

   "Snart, kæreste Leonora. Meget snart." svarede hun uden at se på sin datter.

   Men manden kom ikke hjem. Kvinden vovede at lave mad til børnene, i håb om at han ikke ville opdage det. Selv spiste hun ikke meget, det tillod hendes samvittighed ikke. Hun havde hele tiden en underlig fornemmelse i maven som skræmte hende. 

   Natten gik, men manden kom ikke hjem. Heller ikke hele den næste dag. Kvinden fik bange anelser, som hun ikke kunne ryste af sig igen. Hun trøstede sine børn så godt hun kunne, men selvom hun blev ved med at love dem at han nok skulle komme hjem og at han havde det godt, lykkedes det hende ikke at overbevise dem. Måske på grund af den voksende uro i hendes egen stemme. 

   En dag, da der var gået lidt over en uge siden mandens mystiske forsvinden, kom hendes ældste datter hen til hende. Hun så dybt alvorlig ud og ked ud af det. 

   "Mor." sagde hun med dirrende stemme. "Far kommer ikke hjem. Molly, nabokonens datter, fortalte mig at liget af en mand, hvor beskrivelsen af ham passer perfekt til far, er blevet fundet i en smøge i nabobyen."

   Moderen stirrede uforstående på datteren. Hendes hjerne ville ikke tro det. Hun gemte ansigtet i sine hænder. Hun rystede over hele kroppen, mens hun prøvede at forstå.

   "Er far ... død?" hviskede hun ud mellem hænderne.

   Datteren nikkede og kunne ikke vise moderen hvor lettet hun var. Og selv følte hun så dårlig samvittighed over at tænke på den måde, at hun planlagde et besøg i kirken for at bede om tilgivelse. Men først når hun var sikker på at moderen ikke ville gøre sig selv fortræd. 

   "Åh, Gud." hviskede moderen. "Åh, du gode Gud." 

   Det lignede ikke moderen at omtale Herren så direkte. Hun var ikke særligt troende, men det havde hun aldrig fortalt, for så ville hun blive brændt på bålet som heks. Og det ville hun ikke. 

   Selvom moderen havde opdraget sine børn til at tro på Gud, var det aldrig lykkedes hende. Hun kunne nemlig ikke skjule den ligegyldige tone i stemmen når hun omtalte ham. Men alligevel bad børnene til Gud, for det havde hun lært dem. Det morede datteren at hun ville bede om tilgivelse i kirken, et sted hun normalt ikke ville sætte sine fødder. 

   "Hvordan kunne du dog tage ham fra mig?" spurgte hun højt og knyttede sin tynde skelethånd op imod himlen. "Og her gik folk ellers og troede at du var ås, så sød og rar! Hykler! Morder!" 

   Moderen havde rejst sig op fra den bænk hun havde siddet på og en strøm af alverdens eder og forbandelser blev ligefrem spyttet ud af munden på hende. Datteren blev overrasket. Nok havde hun hørt når hendes mor blev vred, men hun havde aldrig vidst at hun kunne mange ord. Hun opdage en af hendes brødre stå i døren og stirre bange på moderen. Hun skyndte sig hen og genne ham ud. 

____________________________________________________________________

Ja, folkens. Det er så lidt af den historie jeg skrev på da jeg var omkring en 10 - 11 år gammel. Jeg har skrevet den ind, sådan som den står på papiret, så jeg ved godt at der er mange fejl der skal rettes. :)

   Jeg regner med at skrive en anden version af historien, når jeg har fået skrevet det hele ind. Men nu må vi se. ;) Måske bliver det til noget, måske ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...