Magiske pust i Londons gader

Lily er en helt normal teenagepige på sytten år. Hun fester, drikker, hygger sig med vennerne, følger ikke helt reglerne, laver pinlige ting
...og når ja, så er hun også en fe. En Sort fe for at være helt præcis.
Da feernes kronprinsesse forsvinder, må Lily finde hende. De har nemlig en del mere tilfælles end Lily lige går og tror. Men kan Lily overhovedet det? Og hvad med alt det andet der spøger i baggrunden?

12Likes
19Kommentarer
1769Visninger
AA

8. Xavier

Vi vågner først hen på aftenen. Fuldstændig mørbankede og stive i kroppen. Vores primitivesovested består af en masse blade samlet i en stor bunke også ellers bare hinanden. Min mave knurrer da jeg rejser mig op.

,,Matty, hvad siger du til at vi finder noget at spise også tager tilbage til godset bagefter?” Jeg er selv lidt usikker på beslutningen. For jeg er virkelig sulten, men jeg har ikke lyst til at gå fra Tinkerbell, også selvom jeg egentlig er et godt stykke fra hende lige nu. Det virker bare forkert.

,,Lyder som en god ide. Hvad med at vi tager tilbage til den kiosk der, de må vel have et eller andet spiseligt. Tror du ikke?”

,,Jo, det har de nok,” siger jeg og vi begiver os afsted.

 

Mine hænder ryster ukontrollabelt, mens vi endnu engang bevæger os ind på godset. Jeg frygter det værste for Tinkerbell. Min samvittighed er helt flosset over at vi har efterladt hende alene hele dagen.

,,Godt Lil', vi skal være fuldstændig stille når vi bevæger os gennem godset. Okay?” Matty ser alvorligt på mig.

,,Matty, jeg er ikke fem, selvfølgelig ved jeg det!” Mumler jeg surt ud af den ene mundvig. Vi er nået til tjenestetrappen igen og vi må ikke sige en lyd fra nu af.

Det tager længere tid at nå hen til rummet, hvor Tinkerbell bliver holdt fanget, da vi hele bliver nødt at holde øje med om der kommer nogen. Jeg synes hele tiden, at jeg kan høre trin og vejrtrækningen. Skygger bevæger sig yderst i mine øjenkroge.

Endelig står vi foran døren ind til salen. Mit hjerte banker alt, hvor højt og jeg er så anspændt, at jeg flere gange tager mig selv i at holde vejret.

,,Er du klar,” mimer Matty meget langsomt. Jeg nikker usikkert. Først ser vi gennem nøglehullet, vi kan kun se Tinkerbell. Hun ser helt færdig ud. Der er blåsort under hendes øjne, hun er alt for bleg og sidder helt sammensunket.

Vi ser kort på hindanden. Begge usikre på, hvad næste træk skal være. Jeg kan ikke holde ud, at se Tinkerbell i den forfatning og svinger derfor døren op. Jeg venter det værste.

Men ingenting sker.

Tinkerbell ser ikke engang op og ingen troldmand kommer rasende flyvende imod os. Jeg ser mig overrasket omkring, rummet er mindre end jeg først antog. Måske lidt større end en normal dagligstue. I den ene ende sidder Tinkerbell i sit metalbur, en stor stol står ved siden af. I den anden ende står et kæmpe skrivebord. Det flyder med bøger, papirer og glasflasker.

Jeg træder med spinkle skridt ind i rummet og drejer straks mine skridt over mod Tinkerbell. Det er så underligt at se hende sidder der. Sidst jeg så hende, var hun i fuld krigsmaling og jeg hadede hende stadig. På disse få timer, har mine følelser vendt sig hundrede og firs grader.

Jeg falder ned på knæ. ,,Tinkerbell?” hvisker jeg svagt og rækker min arm ind gennem tremmerne. ,,Tinkerbell, det er Lily.”

Hun løfter sit hoved og ser med tunge øjne på mig. ,,Hvad laver du her?” siger hun lavt, hendes stemme er helt ru.

,,Vi er tvillingesøstre – det er en lang historie – og jeg er kommet for at redde dig.” Jeg lader forsigtigt min hånd ae hendes skulder.

,,Søstre? Wauw,” hun ser forundret på mig. ,,Men du kan ikke redde mig.” Hun må tvinge ordene frem.

,,LIL' PAS P-” Mattys råb bliver afbrudt af skærende blåt lys. Jeg skriger op og vender mig hurtigt om. Matty står helt stille og en blå is breder sig hurtigt over hans hud. Hans ansigt er stanset i en mimik af rædsel.

,,MATTY,” råber jeg og løber over mod ham, men jeg bliver stoppet af en slesk stemme bag mig.

,,Nå nå lille pige, du troede nok du kunne lægge dig ud med Xavier, hva'?” En høj mørkhåret mand, med olivenhud og grønne øjne ser hånligt på mig.

Jeg går et par skridt baglæns.

,,Hør lige her. Jeg ved ikke, hvem du er eller hvordan du har fundet herhen, men du har allerede tabt, okay?” Han skuler ondt til mig og hans øjne skinner foruroligende.

Mod min vilje nikker jeg.

,,Godt, men inden jeg gør det af med dig, kunne du måske forklare mig, hvordan i fandt herhen?” Xavier kniber øjnene hårdt sammen.

,,Vi-vi vi fulgte bare sporet,” mumler jeg, helt lammet af skræk.

,,Hvilket spor, om jeg må spørge?” Hans ondskabsfulde facade krakelere et kort øjeblik og jeg når at se et kort glimt af overraskelse.

,,Ja Tinkerbells spor. Ved du ikke, at hun altid efterlader et spor. Så, hvis hun en dag skulle blive kidnappet, ville man hurtigt kunne finde hende igen,” siger jeg selvsikkert, det lille glimt af usikkerhed, gav mig lidt af mit mod igen.

Xavier ser udspekuleret på mig. ,,Men, hvorfor er det så dig, en lille unge der ikke engang er gået ud af skolen, der er her og ikke nogle af hendes vagter? Kan du sige mig det?” Hans øjne ser lystent på mig, han har fået et nyt offer, et rigtig godt et og så endda helt gratis. ,,Jeg tror på dig, men du har alligevel løjet lidt. Har du ikke?” Et ulvegrin flænser hans ansigt. ,,Jeg tror, at du er noget specielt. En hel speciel person. For jeg har nemlig læst lidt på lektien. Jeg kender alt til jeres lille tvillingeforbindelse, det var også derfor jeg prøvede at holde prinsessetøsen derover vågen så meget som muligt, selvom det godt nok var svært, sådan som hun skabte sig. Ser du det fine spor du kan mærke fra din søster, kommer kun når hun er bevidstløs.”

Jeg prøver at holde mit ansigt helt følesløs, men indeni er jeg helt fortumlet. Men jeg føler også en form for lettelse. Nu forstår jeg endelig, hvorfor sporene pludselig forsvandt.

Jeg ser skiftevis fra Matty til Xavier til Tinkerbell. En vrede opbygger sig i mit indre.

,,Er det så min tur til at snakke nu?” Jeg ser høfligt på mig. Han trækker bare på skuldren.

,,Jeg har kun et spørgsmål. Hvorfor skulle Tinkerbell kidnappes, hvad skal du bruge hende til?”

,,Det var to spørgsmål min pige, men fordi du spørger så pænt, vil jeg give dig svaret. Fordi hun kan give mig evig ungdom og herredømmet over hele verden.” Hans efterfølgende grin er så uhyggelig, at jeg får kuldegysninger.

,,Og, hvordan havde du så tænkt dig, at Tinkerbell skulle hjælpe dig med det?” Jeg prøver at opretholde en kølig facade, men det er svært når to af de personer der betyder meget for mig, er i fare.

,,Siden jeg alligevel snart slår sig ihjel, kan jeg vel ligeså godt fortælle dig det. Tinkerbells hvide magi er kilden til det hele, så snart jeg har tappet alt magisk fra hende, er jeg den stærkeste magiker i hele verden. Ikke engang kongen kan overgå mig. Jeg er halv sort fe og halv troldmand, så jeg besidder enorme kræfter. Så store at din lille hjerne, slet ikke kan følge med.” Han sleske tonefald er vendt tilbage. ,,Og nu er det din tur lille, ja hvad hedder du egentlig?”

,,Lily Marguerite Rose Moonlight,” jeg ser ham lige i øjnene, og prøver at forberede mig på, hvad han vil gøre.

Han giver sig til at grine. Helt paf stirre jeg på ham. Hvorfor griner han?

,,Så vores før kommende sorte dronning hedder altså et så kikset navn. Ej unskyld, men det er simpelthen for komisk. Tinkerbell og Lily. I var jo blevet et fantastisk makkerpar, men sådan går det jo desværre ikke.” Han retter sit blik mod mig og i løbet af få sekunder har han sendt den første besværgelse mod mig. Jeg mærker noget der kunne betegnes som en mavepuster, bare ganget med tusind og så bliver jeg ellers kastet ind i væggen. Jeg klasker sammen ned af muren og lander hårdt på stengulvet.

Besværget rejser jeg mig igen og sender noget angrebsmagi mod Xavier. Han afviger det så let som ingenting.

Han sender endnu et ulvegrin i min retning. ,,Darling, du når aldrig mit niveu. Giv nu bare op... eller lad hellere være, det her er meget sjovere.”

Vreden som hele tiden har bygget sig op indeni, er lige så spændt som en buestreng. Bare et lille puf og jeg eksplodere.

Xavier vender sig mod Tinkerbell og jeg kan se, hvordan hvid magi strømmer ud af hende. Han vender sig om mod mig og smiler, mens han inhalere magien, som en afhængig modtager sit fix.

Buestrengen springer.

Med et højt skrig samler jeg alt min magi og sender det afsted i store bomber. Normalt er min magi let sort lys, nu har det samme farve som tjære og det føles som jeg sender lyn ud gennem mine hænder.

Hans øjne spærrer sig op og jeg kan se frygten i dem. Han blev svækket af mit kraftige bagholdangreb, men nu er hele hans opmærksomhed på mig igen. Han råber et par ord på et fremmed sprog og sort røg dukker op omkring ham. Det bevæger sig som en tyk tåge hen imod mig. Jeg ser forfærdet på det og prøver at afværge den sorte røg med min magi. Intet virker, røgen er kun en meter væk.

Jeg beslutter mig for at prøve at slå Xavier ud en gang til. Jeg stille mig med begge ben solidt placeret på gulvet og lader magien strømme igennem mig. Da magien begynder at strømme ud af mig, er den flammende rød. Det forvirre mig et sekund, men så ryster jeg mig det af mig og sender ladningen afsted mod Xavier. Jeg kan ikke se noget for den sorte røg, men hans forpinte skrig, når nemt igennem.

Et smil er plantet på mit ansigt, men i det øjeblik den sidste rest røde magi forlader mig, falder jeg om og alt bliver sort.

Det sidste jeg hører er Tinkerbells skræmte skrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...