Magiske pust i Londons gader

Lily er en helt normal teenagepige på sytten år. Hun fester, drikker, hygger sig med vennerne, følger ikke helt reglerne, laver pinlige ting
...og når ja, så er hun også en fe. En Sort fe for at være helt præcis.
Da feernes kronprinsesse forsvinder, må Lily finde hende. De har nemlig en del mere tilfælles end Lily lige går og tror. Men kan Lily overhovedet det? Og hvad med alt det andet der spøger i baggrunden?

12Likes
19Kommentarer
1861Visninger
AA

2. Pinligheder

 

,,Mor, mor. MOAR!”

,,HVAD Lily? Og før du svare, så lad venligst vær med at råbe!” Lyder mors irriterede stemme ude fra køkkenet. Egentlig underligt, at hun tilbringer så meget tid derude. Det kan da ikke være så spændende at lave mad? Især ikke når hun alligevel bruger magi.

,,Gæt, hvad jeg fik i karakter for Junior prøven,” jeg kan alligevel ikke lade være med at råbe ude fra entreen.

,,Hvad sagde jeg om ikke at råbe? Og det kan jeg da umuligt vide, men hvad fik du? Gik det godt?”

,,Undskyld! Men det gik helt fantastisk, prøv selv og se,” siger jeg og smækker opgaven op på bordet.

,,Wow skat, det var virkelig flot!”

,,Må jeg så komme med til Mattys fest?”

,,Nej,” siger hun og vender ryggen til mig, og fortsætter så med, hvad hun nu lavede. Jeg ser irriteret på hende, og spæner op på mit værelset. Døren bliver selvfølgelig smækket med et brag. Hun skal lige mindes om, at jeg altså stadig findes.

 

Sådan fortsætter resten af ugen. Hver dag har jeg en ny forklaring, for at få lov til at komme med til festen, og hver dag får jeg et nej. Jeg må ikke engang tage over til Ems. Jeg tror, at mor måske har lugtet lunten - med hensyn til, hvad vi bruger tiden til over hos Ems - alligevel.

Selvom det nu er fredag og jeg stadig ikke har fået lov til at tage med, kredser mine tanker alligevel ikke om andet end, hvad jeg skal tage på og hvordan jeg kommer ud af huset. Desværre er min hjerne taget på ferie, så jeg får ingen brugbare tanker frem.

Da vi har spisepause, finder jeg Matty. Han skal jo have sin gave ligemeget hvad. Hvis ikke han havde en kæreste og var min bedste ven siden fra før vi kunne gå. Kunne jeg nok gå hen og blive lidt små lun på ham. Han har det der charmerende smil, de blå, blå øjne og et helt kulsort hår. Okay, jeg er nok en smule lun på ham. Men kun en smule!

,,Tusind tak for gaven Lil', jeg glæder mig til et par dage i Paris med dig,” Siger Matty og smiler stort, hvor efter han giver mig et knus. Jeg rækker tunge til hans dulle-kæreste, mens hans arme er omkring mig. Hun ser bare olmt på mig. Jeg kan alligevel ikke lide hende.

 

,,Husk du skylder en uges lektier for den gave Lily,” griner Ems, mens vi spiser vores sandwich.

,,Jaja Ems, jeg ville have lavet dine lektier i en måned for en weekend i Paris med Matty.”

Her skal det vel i parentes nævnes, at jeg har lånt Ems' families lejlighed i Paris. Det eneste jeg selv har betalt er flybilletterne. Vi tager afsted om tre uger.

,,Haha, som om! Men har du fået lov til at tage med i aften?” Ems ser håbefuldt på mig. Det gør min næsten helt ked af det at skuffe hende.

,,Nope, men jeg overvejer seriøst at kravle ud af vinduet.”

 

 

Senere den aften fortryder jeg bitterligt min brillante ide. Jeg hænger halvvejs ude af vinduet, min åndsvage røv sidder fast, så jeg hverken kan rykke mig frem eller tilbage. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Der er kun to muligheder:

1: Råbe på mor, og få hende til at trække mig ind igen.

2: På en eller anden måde få møvet mig ud – hvordan ved jeg ikke.

Men jeg har ikke lyst til at give op endnu, så jeg møver og maver få at komme fri. Lige da mit håb er ved at briste, kan jeg mærke hvordan jeg faktisk bevæger mig en smule fremad. Det giver mig de sidste kræfter, og jeg får skubbet mig helt ud.

Et kort sekund mærker jeg lettelsen, men så hører jeg højt ritsch, og så falder jeg ellers i bar røv og nøgler mod jorden.

,,Fuck, fuck, fuck og atter fuck,” hvisker jeg ømmende, da jeg rejser mig og børster jorden af mig.

Tasken som jeg smed ned, før mit famøse fald, ligger et par meter væk. Med trøjen trukket godt ned om lårene, skynder jeg mig derover. Bare så ingen lurer får det syn de ønsker. Ikke, at jeg faktisk tror det, men der kunne jo faktisk godt være en lurer derude i halvmørket, og han skal i hvert fald ikke have lov til at se min bagdel. Som faktisk er rigtig god, hvis jeg nu selv skal sige det.

Jeg har heldigvis mit skiftetøj i tasken. Den sorte stropløse kjole, med korset overdel og tylskørts underdel, er desværre ret kort. Så det går ikke at gå trusseløs i den. Jeg må bede Ems, om at tage nogle med. Jeg ser opgivende op mod mit lille kvistvindue. Nederdelen og trusserne hænger og blafrer som et andet flag. Ikke godt! Og en smule for tydeligt. Jeg må have dem ned inden nogen ser dem, hvilket betyder, at jeg bliver nødt til at flyve. Virkelig ikke godt!

Det tager mig mindst et minut eller to at tage mig sammen til at flyve derop. Jeg stiller mig med begge fødder solidt plantet i jorden, og lader min magi strømme om i ryggen. Jeg ved godt, at man normalt forbinder feer med store blafrende sommerfuglevinger, men sådan er det slet ikke i virkeligheden. Vingerne er lavet af magi, og er bare store strøminger af sort lys – selvfølgelig hvidt for de hvide feer.

Meget koncentreret om ikke at kigge ned, stiger jeg langsomt til vejrs. Jeg når dog hurtigt mit forræderiske vindue og får snuppet mit tøj. Nu skal jeg så bare ned igen.

Halvvejs nede laver jeg den fejl at kigge ned, hvilket medføre, at jeg taber koncentrationen og falder den sidste halvanden meter.

,,For helved noget lort Lily, du er fandme ikke god til at snige dig ud,” mumler jeg for mig selv, mens jeg rejser mig op fra jorden. Igen. Kjolen overlevede heldigvis og hvis bare jeg ikke ligner en død kat i hovedet, så går det nok også.

 

***

,,Heeeeeey Lil', er du klar til at feste igennem?” råber en af Mattys venner ind i øret på mig. Jeg krymper mig lidt.

,,Selvfølgelig Ed, hvorfor skulle jeg ellers komme?” råber jeg igen. Jeg kan mærke, hvordan bassen dunker igennem mit blod. Et hurtigt kys på Eds kind og jeg er smuttet. Han er en smule omklamrende, så det gælder om at være hurtigt væk.

Ems er ikke kommet endnu, hvilket sjovt nok irriterer mig grænseløst. Hun har ligesom ekstra trusser med til mig. Så jeg render bundløs rundt lige nu, hvilket kun er lille bitte smule koldt og lidt pinligt. Okay, det er ret så pinligt.

Og selvfølgelig lige mens jeg står her og føler mig helt til grin, ankommer festens dronning – ifølge hende selv(og alle hendes trælse tilhængere, men dem gider vi ikke at tænke på) – Tinkerbell. Flot navn ikke? Hvor mit navn lige er på grænsen til ikke at være okay, så er Tinkerbells(seriøst!?) flere kilometer for langt over. Jeg fatter virkelig ikke, at hendes forældre har givet hende det.

Desværre ér hun næsten dronning(og har derfor intet efternavn, hvorfor er det lige kongelige ikke har det?). Hun er feernes kronprinsesse, og skal være regent over feerne når hendes far engang dør. Jeg tilgengæld, dør den dag det sker.

Hun har selvfølgelig derfor også sat sin fine(grimme og overdrævede) tiara på det lange lyse hår, og taget en alt for nedringet, kort og stram lyserød kjole med glitter på. Jeg kan ikke fordrage lyserød og især ikke Tinkerbell. Så alt er jo helt perfekt.

Drengene savler selvfølgelig over hende, selv dem med kæreste på. De prøver bare at skjule det, men de er så nemme at gennemskue.

 

Først i det øjeblik min taske glider ud gennem fingrene på mig, opdager jeg, hvor hårdt jeg holdt om hanken. Mine fingre er helt ømme og svedige. Nu står jeg så bare med et nyt problem. Hvordan fanden får jeg samlet den op igen? Min kjole er for kort til, at jeg kan bukket mig ned, og jeg kan ikke bare lige spørge nogen, om de vil gøre det. De vil bare spørge, hvorfor?

,,Er kjolen for stram til at du kan bukke dig ned? Jeg har jo sagt, at du skal tabe dig. De der æblekinder ser heller ikke for godt ud.” Tinkerbell står bare med et fjoget smil. Hendes veninder er ved at dø i et fniseanfald. Vredt bukker jeg mig alligevel ned, ligeglad med om nogen ser mig, og får fat i tasken hank. Derfor ser jeg heller ikke den stilet beklædte fod der hamrer ind i mit skinneben.

Jeg falder så lang som jeg er, og kjolen kryber et godt stykket op. Fucking lorte pis og møg til noget lort, flyver gennem mit hovedet. Jeg hader den bitch. Pludselig opdager jeg latteren bølger omkring mig. Oh God, kjolen! Jeg kan mærke en let brise omkring de nedre regioner.

,,Wauw Lily, jeg viste godt du var lidt af en slut, men at gå til fest uden trusser. Det havde jeg alligevel ikke regnet med... og så måske lidt alligevel!” Tinkerbell bryder ud i en lys øreflående latter. Andre ville måske beskrive den som sød og piget, men nej! Den er virkelige ørerivende og øreflående.

Jeg får trukket kjolen godt ned om numsen igen, og ser lidt fortabt omkring. Hvordan dælen kommer jeg nu op igen? De 12 centimeter høje nittebesatte stilletter, er ikke ligefrem til at hoppe og springe i. Heldigvis bliver en hånd rakt ned, og jeg bliver trukket op igen. ,,Hey Lil' er du okay? Vil du ikke med ind og have lidt at drikke?” Jeg ser ind i Mattys dejlige blå øjne, blinker et par forræderiske tårer væk og nikker så.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...