Magiske pust i Londons gader

Lily er en helt normal teenagepige på sytten år. Hun fester, drikker, hygger sig med vennerne, følger ikke helt reglerne, laver pinlige ting
...og når ja, så er hun også en fe. En Sort fe for at være helt præcis.
Da feernes kronprinsesse forsvinder, må Lily finde hende. De har nemlig en del mere tilfælles end Lily lige går og tror. Men kan Lily overhovedet det? Og hvad med alt det andet der spøger i baggrunden?

12Likes
19Kommentarer
1746Visninger
AA

7. Fundet!

Det er endelig blevet mørkt. Her er ikke helt kulsort, men næsten.

,,Hey guys, sorry men jeg bliver altså nødt til at tage hjem. Far synes ikke, at jeg skal være så sent ude, på grund af alt det her med Tinkerbell,” siger Ems.

,,Det er okay Ems, smut du bare,” siger jeg og giver hende et farvelkram. Da hun går, kan jeg se et lille smil spille om hendes læber. Selvom Ems' normalt aldrig er ked af over ikke at se sine forældre, bliver hun altid glad, når de vil hende noget.

 

,,Nå, men så er det bare dig og mig,” siger Matty og griner let til mig.

Jeg smiler tilbage og rødmer en smule. ,,Skal vi se at komme afsted?”

,,Ja, det synes jeg,” siger Matty og rækker hånden ud mod mig. ,,Skal du have en hånd med flyvningen?”

Jeg griner lidt og føler mig en smule dum, men jeg tager alligevel hans hånd og sammen stiger vi et par meter til vejrs.

Vi følger floden et par timer. Kun en enkelt gang kommer jeg til at kigge ned, og er lige ved at miste koncentrationen. Herude på floden er sporet lige og nemt at følge igen. På tidspunkt slår sporet væk fra floden igen og jeg kan lettet få jord under fødderne igen. Jeg smider mig i græsset og graver fingrene dybt ned i græsset. Matty smider sig ved siden af mig. ,,Hvor er vi egentlig henne Lil'? Jeg tror aldrig jeg har været i det her område før.”

,,Jeg er ikke sikker, men jeg har været her en gang med mor og far. Det hele er meget idyllisk her, små landsbyer, fine haver og så ligger der et stort gods – eller måske var det et lille slot, et par kilometer væk.”

,,Men, hvad skulle Tinkerbell dog her? Hun har altid hadet at være ude på landet, så vil hun meget hellere være inde i Londons centrum,” siger Matty undrende og ser sig omkring. Ikke at han kan se noget. Klokken er omkring 4, så her er buldermørkt.

,,Ja, det har jeg også tænkt på. Men, hvis vi følger sporet, finder vi vel snart ud af det,” jeg ser mig lidt søgende omkring. ,,Jeg håber bare ikke, at hun er alt for langt væk. Jeg er efterhånden virkelig træt, så hun må gerne ligge og sove lige rundt om hjørnet!”

,,Ja, det kunne være rart,” siger Matty og gaber mens han strækker sig.

,,Lige nu findes der ingen bedre seng, end det her fantastisk bløde græs,” siger jeg og lægger mig på ryggen, og ser op på stjernerne.

En hånd tager fat om min og trækker mig op. ,,Men Lil' vi skal ikke sove nu, vi har vigtigere ting at tage os til.” Matty hjælper mig helt op og stå. ,,Tror du ikke der er en døgnkiosk i nærheden, så vi kan købe noget energidrik eller sådan noget?”

,,Argh, jeg ved ikke helt hvor mange Mrs. and Ms. Rich der køber Redbull til aftensmaden,” griner jeg og ryster på hovedet.

,,Kom nu Lil' vi bliver nødt til at finde noget. Jeg gaber så meget at min kæbe snart går af led,” klager Matty.

 

Overraskende nok finder vi en lille tyrkisk kiosk i løbet af ingen tid. Og vi får hurtigt købt et par energidrik hver.

,,Ved du godt Matty, at Redbull giver viiiiiiinger,” råber jeg og letter fra jorden, mens jeg griner hysterisk. At være overtræt og drikke energidrik er ikke ligefrem det bedste mix.

,,Lil'! Lil' du flyver! Helt af dig selv, uden hjælp eller noget!”

,,Hvad? Åh gud, jeg flyver! Jeg flyver Matty, det er helt fantastisk,” råber jeg og smiler over hele femøren.

 

Den næste time følger vi Tinkerbells spor og ved en femtiden når vi endelig vores destination.

,,Hvorfor skulle Tinkerbell være her?” spørger Matty og ser med store øjne rundt.

,,Jeg har absolut ingen ide,” siger jeg og ser op det kæmpe gods foran os, måske nærmere lille slot. Vi har lige gået en runde rundt om den kæmpe store bygning, sporet forsvandt ind gennem hoveddøren, men ingen af os, havde specielt meget lyst til at gå hen og banke på. Så i stedet har vi ledt efter et kældervindue, hvor hængslerne var slidte nok til at ødelægge.

,,Nå men er du klar til at prøve?” spørger Matty og peger ned på et lille vindue, halv skjult af en busk. Det er det perfekte ´bryde in vindue´.

,,Jep, lad os gøre det!” siger jeg.

Vi tager begge fat i vinduet og giver os til at rive og slide i det. Det tager lidt tid, men vi får det ud til sidst. Begge helt forpustet ser vi på vinduet, ser så på hinanden og begynder så at grine lavmælt.

,,Vi er virkelig dumme nogen gange,” griner jeg og krummer mig helt sammen, for ikke at bryde ud i voldsom grin.

,,Vi er nogle af de bedste feer på hele skolen også vælger vi at trække et vindue ud med håndkraft,” Matty griner omend endnu mere end før.

,,Det er, hvad der kommer ud af at blive op hele natten.”

,,Hvad med at vi sniger os ind, kigger lidt omkring også smutter igen, så finder vi et sted at sove?” Spørger Matty.

,,Det lyder som en ret god plan. For, hvis hun er blevet kidnappet, kan jeg i hvertfald ikke få hende tilbage, i denne her tilstand,” siger jeg.

,,Godt, så lad os komme afsted. Hvem går først ned, dig eller mig?”

Jeg giver ham bare et sigende blik.

,,Okay, okay, jeg skal nok først,” siger han og lægger sig på maven for at se ind gennem hullet. ,,Der er ingen ting under vinduet, så det er bare at smække benene ind og ned også ellers lande så lydløst som muligt.”

,,Vi burde virkelig lære nogle krympebesværgelser, eller bare noget der ville kunne hjælpe en i sådan en situation, som denne her,” siger jeg og nikker ned mod vinduet.

,,Ja,” siger Matty og lader benene glide ned gennem hullet. ,,Men der er nu nok en grundt til at vi skal vente til vi har valgt vores endelige profession, prøv lige og forstil dig alle de indbrud og alt muligt andet bøvl...” Matty holder med et op med at snakke og efter et par sekunder kan jeg hører et bump. En masse ikke helt børnevenlige ord lyder nede fra kælderrummet.

Jeg giver et kort fnis fra mig, men spørger alligevel bekymret. ,,Skete der noget? Slog du dig?”

,,Bare rolig LilyLil' alt er helt fint hernede. Jeg skal nok hjælpe dig igennem vinduet,”

,,Okay tak,” siger jeg og stikker prøvende mine ben gennem hullet. Hurtigt kan jeg mærke et fast greb om mine ben, og jeg bliver trukket helt ned.

Først kan jeg slet ikke se noget, men lidt efter lidt dukker konturerne af et dunkelt opbevaringsrum op.

,,Godt, nu er vi så langt. Skal vi bare gå på opdagelse med det samme?” Spørger Matty.

,,Det synes jeg.” Jeg skutter mig lidt i mørket, det der med mørke kolde steder, er ikke helt mig. Faktisk overhoveder ikke mig.

 

,,Lil' kom lige herover, jeg tror jeg har fundet en dør,” halvt hvisker, halvt råber Matty og giver tegn til at jeg skal komme.

Der er rigtig nok en dør, men den ser ikke ud til at være brugt længe. ,,Prøv og se om du kan åbne den.” Jeg lader fingeren kører igennem det tykke støvlag og ryster energisk på hånden, da der ligepludselig sidder en død edderkop på min pegefinger. Idrk!

Matty tager prøvende i dørens håndtag. Først ser det ud til at døren er låst, men efter at han har lagt alle kræfter i, giver den efter sig. Med en alt for høj knirkende lyd, åbner døren og vi kommer ud i noget der ligner et køkken. Et meget gammelt og ubrugt køkken.

,,Wauw,” siger Matty og ser omkring. ,,Det her må være et form for hovedkøkken, du der køkkener der altid er på slotte og godser og det kun er personale der kommer ned.” Han rynker panden. ,,Det vil sige at der helt sikkert er en trappe til tjenestefolkene.”

,,Og det skal vi bruge til?” spørger jeg og ser opgivende omkring. Der er direkte ulækkert hernede, med alt det støv og skidt.

,,Ja, fordi så kan vi nok komme uset rundt i huset – eller hvad det nu er,” siger Matty irriteret. Jeg ved godt, at jeg altså aldrig har interesseret mig voldsomt for menneskets verden og historie, men derfor betyder han vel ikke at lyde så bedrevidende.

,,Okay, okay kloge! Men så lad os da komme afsted,” siger jeg og tramper i en tilfældig retning.

,,Lil'”

,,Hvad?” Jeg vender mig om og ser surt på Matty.

,,Trappen er derover,” siger han og peger i modsat retning af, hvor jeg står.

,,Jaja, det viste jeg da godt,” siger jeg og begiver mig tilbage gennem støvet og over til den forbandende trappe. ,,Jeg håber virkelig at Tinkerbell er her et sted, for nu orker jeg sgu snart ikke mere,” mumler jeg for mig selv, mens vi balancere opad den faldefærdige trappe.

,,Enig,” kommer det fra Matty.

 

Da vi når op på stueetagen, bliver lidt mere forsigtige. Heroppe kunne det godt tænkes, at der var mennesker. Vi er kommet op i noget der ligner en kæmpe hall. Der er lidt mere lyst heroppe end nede i kælderen. Hvilket både er en fordel og en ulempe. Vi kan se mere, men det er tilgengæld sværere at gemme sig.

Vi lister musestille gennem hallen og når endnu et stort rum. Det kan vel kaldes en form for mellem gang, for det er ikke et rigtig rum, bare et mellemled mellem en masse rum og næste etage. Vi vælger at undersøge denne del af godset først.

Vi leder de fleste værelser igennem uden resultat. Første da vi når det sidste rum er der bid. Døren ude fra mellemgangen fører ind til et lille rum, der så fører videre til en stor sal. Vi skiftes begge til at se igennem nøglehullet og vi får den nøgne sandhed smidt lige i hovedet. Vi – eller jeg har i hvert fald – hele tiden håbet på, at Tinkerbell bare var løbet hjemmefra. Et lille teenageoprør. Intet andet.

Men derinde, i salen, er hun meget tydelig. Et stort metalbur omgiver hende og en ukendt mand kaster besværgelse efter besværgelse efter hende. Det ser ud som om hun har et form for skjold, han ikke har brudt igennem endnu, men der kan ikke gå længe. Hun ser virkelig hærget og træt ud.

Matty giver tegn til at jeg skal følge efter ham og vi skynder os tilbage til hallen.

,,Vi bliver nødt til at gøre noget Matty! Hun er lige derinde, vi bliver nødt til at redde hende,” beder jeg.

,,Det kan vi ikke Lil'. I hvert fald ikke lige nu, vi bliver nødt til at have noget søvn også komme tilbage senere.”

,,Men-men, vi kan da ikke bare efterlade hende,” stammer jeg og ser usikkert tilbage.

,,Nej, men vi bliver nødt til det alligevel. Kom nu!” siger Matty og trækker mig ud på tjenestetrappen.

Vi skynder os ud i solopgangen, og hen mod skoven bag godset.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...