Chris.

En sommermorgen tog Chris sit eget liv.
- Men, hvorfor?

6Likes
10Kommentarer
559Visninger

1. Chris.

Han sad der, en ensom sjæl på en kold bænk. Nålen lå ved siden af. Tom. Om ikke så længe ville man finde ham, og så ville han være lige så kold som den lette støvregn der faldt.

Nitten år var han, og så hed han for øvrigt Chris.

Han havde været en fin fyr engang. Pigerne faldt på stribe for ham. For han havde set godt ud. Rigtig godt endda. De blå øjne og den lyse blonde manke var uimodståelige for gymnasiepigerne. Dengang havde han også været veltrænet. Tog tit i motionscenteret med drengene.

Men efterhånden var pigerne og vennerne forsvundet. De havde ikke forstået det. Han havde lukket sig inde i sig selv. De troede han var blevet snobbet og følte sig bedre. Men faktisk tænke han ikke længere på sig selv. Han var ligeglad. Alt var efterhånden lige meget. Musklerne forsvandt og han blev alt for tynd. Mad blev uinteressant. Det andet fyldte for meget.

Det var forståeligt nok, at vennerne ikke forstod. Han fortalte dem jo ikke noget.

Det startede lige da han var startet i 2.G. 17 år gammel. Det var den varmeste august i flere år, men han havde altid hættetrøje på.

En enkelt troede han havde regnet den ud. De fulgtes altid hjem fra skole, og den dag. Mandag. Bad Mathias, som vennen hed, om de ikke kunne side lidt i græsset bag skolen. Han havde noget han gerne ville snakke om. Chris havde trukket på skulderen. Det kunne de vel godt.

Mathias havde haft svært ved at starte. Munden havde åbnet og lukket sig flere gange, før han endelig tog sig sammen. Spurgte om Chris havde det godt, og om han ikke ville tage sin store hættetrøje af. Man kan ikke sige, at Chris reagerede som Mathias gerne ville det. Han rejste sig bare og gik. Uden at sige et ord. Tårerne truede i øjenkrogen, men de kom aldrig videre. Kun tøser tudede, mente han. Det var selvfølgelig noget andet om natten.

Hurtigt var Mathias ved siden af ham. Bad ham i stedet om i det mindste om han ikke kunne trække ærmerne op. Chris så lidt forvirret på ham. Det kunne han da godt. Et par blege arme kom til syne. Nu var det Mathias' tur til at se forvirret ud. Havde han alligevel ikke forstået? Nej.

Chris havde ikke noget at skjule. Ikke på underarmene i hvert fald. Det var noget andet med overkroppen. Den skulle for hver en pris gemmes væk. Det var alt for skamfuldt.

 

Tilbage på bænken var Chris tæt på. Han viste det godt. Han glædede sig, kunne allerede mærke lyset og freden. Øjnene var lukkede. En forfærdelig film kørte bag øjenlågene.

,,Et syvtal Chris, er det alt hvad du kan præstere? Du må forstå jeg er meget skuffet over dig!” Morens skarpe stemme bliver efterfuldt af et hårdt dunk. Chris sidder bare armene beskyttende om hovedet. Han ved de kommer. Han kender rutinen. Først et slag bare med hånden, det gør ikke specielt ondt, men det viser hvem der bestemmer, bagefter kommer bæltet og pisken. Det er straks værre.

Faren ser med triste øjne på ham. Han er lige så meget en fange. Men Chris har ikke ondt af ham.

En tårer trillede ned af den furede og beskidte kind, nåede de lange skægstubbende. Det var lige meget om nogen så det, for der var ingen. Klokken var 04:36, dagen begyndte først om en time eller to.

Faktisk var Mathias den der blev længst. Han prøvede virkelig at nå ind til Chris, men når man næsten har nået bunden, er der tit for langt op igen.

Også var han endda ikke den eneste.

Dunkene og sengens knirken kan tydelig høres gennem væggen. I starten skreg hun, gjorde modstand. Nu kan kun farens stønnen høres. Chris holder sig for ørerne. Skriger ned i puden.

,,Det var dejligt skattepige, finder du ikke lige en øl?” Farens stemme efterfølges af hans rå latter og små trippende skridt.

Samme rutine hver nat.

,,Ved du godt, hvor ulækker du er?” som altid sidder moren i køkkenet og ryger. Ser nedlande på Søster. ,,At kneppe sin egen far. Fy for pokker!”

Chris klemte øjnene hårdt sammen, han var for svagt til at løfte hænderne og tørrer tårerne væk. Selvom han ikke havde lyst, blev minderne ved med at komme strømmende. Hele 2.G fortsatte sådan. Dag ud og dag ind. Han var lige ved at blive smidt ud af skolen. Lektierne blev næsten aldrig lavet, men han kunne ikke. Hans hoved var fyldt med andre ting. Afskyelige ting.

Sommerferien før det sidste år, var skelsættende. På flere måder.

Huset er tomt da han kommer hjem. Hele aftenen, natten og det meste af formiddagen var blevet brugt inde i midtbyen. Han havde fået nogle nye bekendtskaber. De var nemme at være sammen med, alle havde hver deres problemer. Ingen spurgte om andres. Det havde ført noget andet med sig. Misbrug. Stoffer. Det var så dejligt at glemme for en tid. Måske endda grine lidt.

Tilbage i huset slæber Chris sig op ad trappen. Forældrene har ikke ferie mere, så der er kun ham og Søster. Chris går hurtigt forbi hendes værelse. De snakker aldrig sammen. Hun ved godt, at han kan høre det. Hun er for flov og han har for svært ved at se hende i øjnene, uden at genopleve natten.

Han tænker, at hun nok er hos veninde, også selvom han aldrig har set nogle. Hun vil vel heller ikke have dem med hjem. Med hånden på døren ind til hans værelse, stopper han alligevel. Der er noget galt.

Chris kom med en svag stønnene lyd. Det var forfærdeligt.

Han er hurtigt tilbage ved Søsters værelse. Døren er lukket og det lille navneskilt hænger pænt og præcis som det skal. Alt virker normalt, også alligevel ikke. Chris lukker øjnene, tæller til tre og åbner så hendes dør. Først kan han ikke høre en lyd, men så kan han alligevel fornemme det. Den svage lyd af et knirkende reb. Han vil ikke, men gør det alligevel. Åbner sine hårdt klemte øjne.

Og der hang hun. Ung og smuk. 16 år gammel. Død, men med et smil på læben.

Selvom Chris var tæt på. Smilede han alligevel også. Et lille vemodigt smil. Præcis et år siden er det. Derfor var også den dag. Ikke dagen før. Ikke dagen efter, men lige præcis den dag. Den dag han også ville væk. Tage sit eget liv. Måske ville de mødes igen? Hvem ved? Chris håbede det. Han ville gerne sige undskyld, for aldrig at gøre noget, for aldrig at sige noget.

Det var også præcis et år siden han forsvandt fra sit hjem. Han havde kopieret Søsters brev, med den lille snørklede håndskrift. Ellers ville der ikke være noget brev. De ville sige, at de ikke havde fundet noget brev.

Kopien blev sendt til politet.

 

I starten levede han på gaden. Sov tit henne ved kirken. Tæt på Søster. Så var det næsten det samme, som den gang hendes hjerte stadig bankede. I starten havde han også lidt penge, lige præcis nok til stofferne. Men de slap hurtigt op. Også måtte Chris finde en måde at få dem.

Gaden er mørk og snusket, men der er alligevel en del mennesker. De fleste er misbrugere. Der en overvægt af unge pige næsten uden tøj på, men et par enkelt drenge er der også. Chris er en af dem. Han havde prøvet at få et job, det gik ikke. Han havde prøvet at stjæle, men blev fanget af politiet. Så nu stod han her, på en af nattens travleste gader. Tøjet er rent, håret sat. Han er klar. Det er ikke første gang, de sidste par måneder er han kommet et par gange om ugen. Det giver gode penge. Især fra mændene.

Der er snart vinter, så en af hans stamkunder har tilbudt ham et sted at bo. Imod ydelser selvfølgelig. Chris har sagt ja. Han bliver hentet i aften.

Chris' smil var forsvundet. Det var nogle hårde måneder. Det var en lang vinter, først i slutning af marts forsvandt sneen. Først der var han fri igen.

De sidste måneder var også svære, men stadig nemmere. Han havde taget beslutningen. Vidste, at der snart kom en afslutning.

 

Han kunne mærke det. Hjertet var ved at tage de sidste slag.

Solen brød igennem den lette støvregn, og Chris tog sit sidste åndedræt.

En tidlig hundelufter fandt ham der.

Badet i en smuk solstråle.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...