En uforglemmelig sommer [1D]

Cecilie er en pige på 16 år. Hun er normal slank, og har langt blondt hår, med lyse- og mørke striber, og knald blå øjne. Hun bor i Danmark, sammen med hele sin familie.
Cecilies sommerferie er lige startet, og hendes far skal Irland og arbejde. Det har været planlagt længe, og hun har specielt ikke glædet sig til den dag han skal af sted. Hende og hendes far, har et rigtig godt sammenhold, og forhold. Og hun har gået at pjattede med, at hvor vildt det lige ville være, hvis den familie han skulle bo hos og lave elektricitet hos, at det kunne være Niall Horan fra One Directions familie. Men da de skulle snakke over Skype en dag, skete der noget uventet, ovre ved hendes far, som ændrede hendes liv fuldstændigt, uden hun selv vidste det.


11Likes
3Kommentarer
2132Visninger
AA

3. En ny ven, en ny forelskelse.

Det var nu tid til sandhedens time. Den tid hvor vi fik afsløret Harrys forelskelse. Jeg ved det lyder sært men, jeg håbede nu inderligt på at det var mig. Jeg ved godt at hvis det var mig, ville jeg få en masse had. Men hvor stor en sandsynlighed er der for det er mig? En ud af en million? Men kom nu Harry. Kom til sagen.

Harrys synsvinkel:

”Okay Harry. Du skal ikke skuffe fansene. De fleste vil støtte dig. Kom nu. Du kan godt. Find det billede.” Det var det eneste jeg tænkte. Jeg gik under billeder og fandt billedet frem. Hvis de skal vide hendes navn, så skal de da også vide hvordan hun ser ud. Jeg kan ikke lade vær med at tænke på det Cecilie skrev #Hvem er så den uheldige pige?:-p<3#. Hun har nu ret god humor. Men hun sidder jo og ser med og jeg skrev hun skulle se med nu. Så det er nu. Ikke om lidt eller senere eller slet ikke. Det er nu Harry Edward Styles. ”Harry kom nu.. Hvem er den heldige pige? Vi vil også vide det,” afbrød Niall mit tænkerig. Selvfølgelig er det Niall. Den dreng altså. ”Jo altså.. Det var en pige jeg mødte da jeg var i Danmark. Det er faktisk et virkelig dejligt land, glæder mig til vi skal spille der-” sagde jeg ud i en lang køre. ”Ikke træk tiden ud Harold,” grinte Liam. Jeg trak da ikke tiden ud. Jeg fortalte bare en smule om Danmark. Danmark er faktisk et sjovt land. Der er mange blondiner, dog ikke særlig mange brunetter. Eller der er jo mange men.. Jeg har set flere. ”Harry!” sagde de alle sammen i kor. ”Ja, ja. Jeg skal nok,” sagde jeg. Jeg kiggede ned på min mobil og så hun havde skrevet, #Skynd dig nu dagdrømmer. Jeg skal snart smutte. Jeg skal snakke med min far.:-P#. Det er nu Harry. Jeg fandt billedet endnu engang. ”Pigen jeg er blevet lidt små lun på, er en pige jeg mødte i Danmark som jeg sagde. Jeg nåede dog ikke snakke så meget med hende fordi jeg skulle med flyet. Men vi nåede og få taget et billede sammen. Hendes mor var nemlig så sød at tage et billede med begge af vores mobiler. Og det er hende her,” sagde jeg og vidste min mobil foran webcamet. Nu vidste alle det. Eller næsten. ”Og hendes navn er Cecilie.”

 Nu vidste alle det. Min lille forelskelse som bliver ved med at blive større. Cecilie er jo en sød pige. Hun er virkelig flink, sød og køn. Alt hvad sådan en som mig ønsker sig. Men hvad nu hvis hun ikke kan lide mig? Hvis hun har et crush på Zayn, eller Niall med hans irske accent. Det må ikke ske. Det skal være mig. Eller.. Det kan jeg jo ikke bestemme.

”Men jeg vil ikke miste min Harold til en pige. Du skal være min forever. Og det synes hun også,” sagde Louis og skød underlæben frem, og pegede på skærmen hvor der stod ”Nej, Harry.. Det er selvfølgelig godt men.. Glem nu ikke Larry Stylinson.:-( J.” Det er nu lidt sødt. Larry Stylinson. Haha. ”Bare rolig venner. Jeg glemmer aldrig Larry Stylinson,” sagde jeg og krammede Louis fra siden af. Typisk Louis også at sige lyde samtidig med. ”Vi er nød til at sige farvel nu venner. Det har været hyggeligt,” sagde Liam voksent. Det er nok også derfor han bliver galt Daddy Direction.

Vi vinkede alle sammen farvel og jeg slukkede Twitcamet. Nu var det officielt. Hun var ikke bare hvem som helst. Hun var speciel. ”Nå lille Harry er forelsket. Uh,” drillede Zayn. Typisk ham. Bare fordi han har Perrie. Hun er faktisk virkelig sød og kan noget med hendes stemme. ”Zayn luk!” sagde jeg og prøvede at undgå at smile. Men det var lidt svært når de alle sammen begyndte. ”Harry er forelsket, Harry er forelsket, Harry er forelsket,” og Niall begyndte at spille guitar til det. Men det lød ikke så fandens godt da han hele tiden skulle grine. ”Ja jeg er. Og jeg er glad for det,” sagde jeg og smed tog puder hen på Niall og Zayn. De begyndte bare at grine. Ikke noget nyt. ”Hvad vil i have til middag?” spurgte jeg for at komme væk fra emnet. Og jeg vidste det var Nialls svage punkt så.. Point til mig. ”NANDOS!” udbrød Niall. Det burde jeg have regnet med. Selvfølgelig. Hvorfor spørger? ”Okay, jeg går ned og beder om det sædvanlige,” sagde jeg og begyndte at gå hen mod døren.  ”Du får det til at lyde som om vi spiser meget Nandos,” sagde Niall og prøvede at lyde fornærmet. ”Niall, vi gør ikke. Du gør,” sagde Liam. Jeg begyndte at tage mine Converse på og trak min jakke over mig. ”Vi ses om lidt drenge,” sagde jeg og gik ud af døren. Jeg nåede kun at høre var et ”jep,” og ”husk dobbelt,” sikkert Niall den sidste.

 

Cecilies synsvinkel.

Ej det er vildt. Selve Harry Styles synes om mig. Og er lidt lun på mig. Det er vildt. Jeg tog min mobil puttede den i lommen og løb hen til mit skab. Jeg svang skabslågerne op og roede rundt i alt mit tøj. Det tog lidt tid før jeg endelig fandt noget. Det blev til et par sandfarvede bukser, en blå stram top og en bordeux high school jakke.

Jeg fik med alt besvær fået tøjet på i en fart og børstet tænder. Jeg løb ud af døren og ned af trappen. Jeg løb hurtigt ud i køkkenet og snuppede et æble og løb ud i gangen igen. Jeg tog mine røde Converse på og min dyne vest og løb ud af hoveddøren. ”Okay hvilken vej er det nu min mor arbejder? Hvor er det nu børnehaven ligger,” spurgte jeg mig selv om. ”Den ligger den vej,” var der en der sagde. Jeg vendte mig om, og der stod den kønne fyr jeg havde kigget på. Mørkebrunt kort hår, lidt pjusket i det. Mørke jeans og en sort t-shirt. ”Hej jeg hedder Sebastian,” sagde han venligt og rakte højre hånd frem som jeg venligt tog imod. ”Hej jeg hedder Cecilie,” svarede jeg ham venligt og trykkede hans hånd. ”Vi kan følges hen til børnehaven, jeg skal alligevel derhen. Jeg hjælper min mor der,” sagde han venligt. Jeg hørte ikke så meget efter, hans øjne de skinnede nemlig som nogen diamanter. De var den flotteste brune farve. De var så skinnende at man kunne spejle sig. ”Øhm jo, det kan vi vel godt,” svarede jeg. Og bagefter følges vi af ned af fortovet mod børnehaven.

Han kunne let få mig til at grine. Han var sød mod mig. Han var ikke ligesom andre. Selvom jeg først lige har mødt ham, så er han virkelig flink og rar. Og så var han jo også virkelig køn. Han var alt en pige kunne bruge. Høj, slank, sød, rar, flot, muskuløs, ja han har alt. Men hver gang jeg ser på ham, kommer jeg til at tænke på Harry. Selvom jeg ikke kender ham. Så er han da virkelig sød. Og som sagt. Jeg er en smule lun på ham. ”Sebastian ikke?” sagde jeg og kiggede på ham. Lidt pinligt at jeg ikke kunne huske hans navn. ”Ja. Hva så?” grinede han. Wow, hans grin det var da bare det sødeste jeg har hørt. Og hans smil. Det er nu også lidt sødt. ”Hvor gammel er du egentlig?” spurgte jeg og tog mine hænder i lommerne og kiggede ned i jorden. Det er et af de spørgsmål, jeg helst vil undgå at få øjenkontakt med nogen i. Hvis i forstår hvad jeg mener. ”Jeg er atten,” svarede han. ”Hvad med dig?” ”Jeg er seksten,” svarede jeg ham og kiggede endelig op. Hans ansigt lyste op i et smil. Hvilket skæmmede mig en smule. ”Hvorfor smiler du sådan?” spurgte jeg og klukkede en gang. ”Åh ikke for noget. Du ligner bare ikke en på seksten. Du ligner en der er ældre. Altså ikke på dårlig måde. Men på en god måde,” svarede han og grinede en smule. Ældre.. Hvad mener han med ældre? Nå, men det er vidst ikke noget jeg skal fylde mit hoved med.

”Nå men her er vi så,” sagde han pludselig og stoppe op. Vi stod ude foran en lille gul murstens bygning. Der var en parkerings plads ude foran den og omme bagved, kunne jeg ane noget stort de små kunne lege på. ”Vil du med?” spurgte Sebastian der ikke længere stod ved siden af mig, men til gængæld var gået foran. ”Ja, jeg kommer nu,” sagde jeg og løb ned af den lille bakke der var. Men jeg mistede balancen og snublede. Men heldigvis var Sebastian der, så jeg snublede ind i ham. ”Nå ja. Hvis du vil have en krammer, så sig da bare til,” grinede han og lukkede sine arme om mig. Jeg tog også armende om ham og krammede med. Men bagefter trak jeg mig ud af krammet. ”Hey, jeg har tre spørgsmål,” sagde han og kiggede alvorligt på mig. Åh nej, hvad har jeg nu gjort. ”et: Må jeg godt kalde dig Cille? To: Hvad skal du egentlig i børnehaven? Du er vidst lidt for gammel til at gå der. Tre: Har du Twitter?” han grinede ind i mellem spørgsmålene. Men hans grin. Det er jo bare for sødt. ”Okay.. Det var mange spørgsmål. Jeg har tre svar,” sagde jeg og grinede en smule, og det samme gjorde han. ”Okay, kom med dem,” sagde han venligt. ”Et: Ja, det må du da godt Seb. To: Nej, men er da aldrig for gammel til at gå i børnehave, jeg joiner bare dig Seb,” sagde jeg grinede. Og han kunne heller ikke holde det inde. ”Ej, jeg skal snakke med min mor. Og tre: ja, selvfølgelig har jeg Twitter. Jeg er jo niiiice,” forsatte jeg og lavede ’nice’ ekstra lang. Kun for sjov skyld. Og han synes hvis også det var sjovt, for han begyndte at grine en smule. ”Jamen må jeg så ikke få din Twitter så jeg kan følge dig?” spurgte han og grinede stadig en smule. Min Twitter. Okay. ”Jo selvfølgelig. Men jeg har desværre ikke en smartphone så..” sagde jeg og holdte min Sony Ericsson op. Den er god, det er slet ikke det. Den kan alt det jeg skal bruge. Men gud hvor gad jeg godt have en smartphone så jeg kunne downloade apps. Men sådan en får jeg ikke. Min far tog jobbet i Irland fordi han håbede på han kunne få lønforhøjelse, og selvfølgelig en god oplevelse. ”Jamen her. Så bare find dig og tryk følg,” sagde han venligt og rakte mig hans Samsung Galaxy. Jeg begyndt at skrive mit Twitter navn og lidt efter kom det frem. Jeg trykkede på mig, og trykkede følg. Først der så jeg at jeg havde fået mange flere følgere. Jeg rakte Sebastian hans mobil og begyndte at gå hen mod indgangen, ind til børnehaven.

”Wow, er du Harry Styles’ forelskelse?!” udbrød han bag mig. Hvor vidste han det fra? Var han drenge Directioner? For det ville bare være sødt. Jeg vendte mig om og begyndte at gå baglænds. ”Ja åbenbart. Men hvor ved du det fra? Er du Directioner?” sagde jeg og grinede. Jeg kunne bare ikke lade være med at grine, for seriøst hans ansigt. Det var så skægt. Hans ansigt var overasket og forvirret på samme tid. Det var så sødt. ”Mig? Nej, men det er min lille søster. Hun er helt vild med dem. Jeg har ikke noget imod dem, de er da gode. Hvad med dig?” spurgte han og smilede et skævt smil. Jeg kunne heller ikke lade være med at smile. Han er jo virkelig flink og alt det der. Men den jeg inderst inde vil lære at kende, var Harry. Harry fra One Direction, ville jeg lære at kende.  Han har jeg det sødeste smil og ud fra hvor meget jeg har snakket med ham, virker han virkelig sød med en god personlighed. ”Lidt er man da altid,” svarede jeg og vendte mig om. ”Kommer du ikke Langsomme Seb?” råbte jeg og grinede. Jeg begyndte at gå hen mod indgangen til den gule børnehave. Lidt efter kunne jeg mærke en tage fat om mit liv og lidt efter blev jeg snurret rundt. ”Skal du kalde mig langsom?!” sagde han og grinede. ”Sæt mig ned!” skreg jeg imens jeg var ved at blive kvalt af grin. Men han satte mig ikke ned. Nej han blev bare ved med at snurre mig rundt. ”Sæt mig ned Seb!” skreg jeg igen og kunne stadig væk ikke lade være med at grine. ”Okay, okay. Fald ned Cille,” grinede han. ”Kom lad os gå ind nu. Ikke mere pjat.”

Vi begyndte at gå ind mod indgangen. Græsset det var lidt fugtigt så jeg var flere gange ved at glide, men så var Sebastian der. Okay, det lyder som om vi flirter. Det gør vi ikke. Fuldstændig modsat. Vi pjatter bare. Og selvom vi kun har kendt hinanden i.. Ja, godt og vel en time tror jeg. Så er vi som vi har kendt hinanden i lang tid. ”Øhm Cille?” sagde han stille da vi var henne ved døren. Jeg tog fat i dørhåndtaget, men åbnede ikke. Jeg ville lige vente til han var færdig med at snakke. ”Ja?” sagde jeg og langsomt. Hvad ville han nu sige? Håber bare ikke det er en eller anden klam scorereplik, ligesom alle andre drenge. Håber det er et helt normalt spørgsmål. Men hallo Cecilie. Lad dog drengen tale ud. Lad vær med at tænk sådan, når du ikke ved hvad han vil spørge om. ”Øhm ja. Du skal ikke tage det her som en scorereplik. Jeg spørger for vi kan lære hinanden bedre at kende. Har du en kæreste?” spurgte han. Okay, jeg måtte ikke tage det som en scorereplik, men gud for lød det som en klam scorereplik. ”Øhm nej? Men jeg har jo sagt, at jeg godt kan lide Harry en smule. Hvorfor?” spurgte jeg, og lavede et undrende ansigt. Måske lignede jeg en der tog det som en scorereplik, men hvem gør ikke det ’har du en kæreste?’ Det ville alle da tage som en scorereplik ikke? ”Okay du tog det som en scorereplik. Fedt. Endnu en af de piger,” sagde han skuffet og skulle til at vende sig om og gå, da jeg tog fat i hans skulder. Han gav et suk fra sig og vendte sig om. ”Hvad?” spurgte han ligeglad. Fedt. En af de personer jeg har snakket bedst med er sur. ”Nu ikke så ligeglad. Ja, det lød ligt som en scorereplik. Men jeg tog det ikke som en scorereplik. Og nej jeg har ikke en kæreste. Så hvorfor?” spurgte jeg og smilede. ”Fordi, min kæreste hænger rigtig meget ud med en anden dreng og de sidder også rigtig tæt, har jeg fået af vide. Og jeg ville bare vide hvad du ville gøre i sådan en situation. Så hvad ville du gøre?” spurgte han, og kiggede op fra jorden. Nu kan jeg mere forstå hvorfor han sagde jeg var en af de piger. Hans kæreste er ham utro. Eller det ved jeg jo ikke direkte, men efter hvad han sagde så tror jeg hun er ham utro. ”Det bedste at gøre Seb er nok at snakke med hende om det. Og hvis hun bliver sur eller går fra dig, så er hun ikke den rette,” sagde jeg og smilede til ham. ”Du har ret tusind tak Cille. Du er så sej! Selvom vi ikke kender hinanden så godt, så er du den bedste!” sagde han og strakte armene ud som et tegn på et kram. Jeg gik ind i armene på ham, og krammede med. ”Jeg tænker det samme og du er også sej. Og det føles som om vi har kendt hinanden i en evighed. Tusind tak Seb. Jeg har aldrig haft det sådan her,” svarede jeg ham, og trak mig roligt ud af krammet.

”Nå men kom lad os gå ind. Jeg skal lige aftale noget med min mor om min far,” sagde jeg og åbnede døren ind til børnehaven. Derinde var der en frygtelig larm. Men det er der jo i en børnehave.  Der lagde sko rundt omkring over ved garderoben. En masse Spiderman rygsækker og en masse Barbie- og enhjørning rygsækker, hang på krogene hvor der over var navne skilte. Vi begyndte at gå hen af den lange gang, der var ved siden af garderoben. ”Jesper lad Esmaralda være!” var der en der sagde højt. Sikkert for at overdøve al larmen. Og hvis jeg ikke du helt fejl var det min mor der råbte.  Jeg har faktisk en kusine der hedder Esmaralda. Hun er virkelig sød og et år ældre end mig. Hun har også en søster der hedder Samantha og er tre år ældre end mig. Jeg ved godt man ikke burde sige det her om sin familie men, hun er virkelig skide irriterende. Hun tror hun ejer alt og alle. Engang mistede jeg en kæreste på grund af hende. Hun var på besøg imens jeg havde ham på besøg, og hun begyndte at flirte med ham. Han begyndte at flirte med. Dagen efter slog han op. Og sjovt nok en tre dage efter havde han allerede en ny kæreste, som tilfældigvis var min kusine Samantha.

Jeg gik hen mod døren som snakken kom fra, med Sebastian i hælende. Altså ikke som sådan. Ikke at han følger efter mig. Eller jo, han følger efter mig ind til min mor. Men ikke på den måde ligesom en eller anden syg gangster, som vil komme og voldtage mig. Men på den måde, at han går efter en fordi vi skal det samme sted hen. Tror jeg da. Jeg ved faktisk ikke hvor hans mor er, og hvad hun arbejder som. Selvfølgelig udover at hun er her i børnehaven.

”Er du med Seb?” grinede jeg og vendte mig om mod ham. Han gik med hovedet ned i jorden, og da jeg sagde noget kiggede han forskrækket op. Som om han havde gået i sin egen verden, ligesom mig.

”Hvad? Ja, selvfølgelig. Jeg gik bare lige og tænkte lidt.” ”Du kig vel ikke og tænkte på hende vel? Hvad er hendes navn egentlig?” spurgte jeg og kiggede alvorligt på ham. ”Jo, jeg tænkte på hende. Og hendes navn er Natalia.” svarede han mig. Jeg siger altså bare stakkels ham. Han er jo helt knust. Eller, knust og knust. I skulle bare se hans ansigt. Hans øjne udtrykte en klar tristhed. Jeg forstår ham også godt. Helt ærligt. Hans kæreste går sikkert og leger i kanen med en anden. Forstår ham godt. Leger i kanen, kan man egentlig sige det. Leger i kanen. Sært. Og hvorfor siger man egentlig kanen. Julemanden har jo en kane. Og nu mener jeg ikke en seng, men sådan en der er bag ved Rudolf og hans venner. Jeg forstår ikke hvorfor man siger kanen. Man kan jo ligeså godt sige sengen. Eller som det rigtige ord er. Sex. Og bare lige info, - man ved jo aldrig hvad i kunne finde på at tænke -, jeg er jomfru. Jeg venter nemlig på den rette. Jeg har heller ikke fået mit sådan rigtige kys. Sådan et lidenskabeligt et. Gud hvor gad jeg godt have sådan et kys. Nå men tilbage til virkeligheden.

”Aw, Seb. Rolig nu. Snak med hende. Eller ring til hende, efter vi har været her,” sagde jeg og nåede lige at færdiggøre min sætning da der var en der råbte, ”okay alle sammen. Nu skal vi til at ud.” som sagt, ville gætte på var en af mine mors kollegaer. ”Hey, det var jo min mor. Så må hun være derinde!” udbrød Sebastian. Så hans mor arbejde med min mor. Sjovt. Men inden jeg nåede og tænke mere, blev jeg revet med hen til døren. Jeg bankede let på døren som faktisk var åben.

”Jamen hej Sebastian. Sikke en fornøjelse du ville komme og hjælpe,” sagde en kvinde med skulderlangt mørkt hår og mørke øjne. Jeg vil gætte på det var Sebastians mor. Hendes øjne mindede nemlig lidt om Sebastians øjne. Eller hedder det ’Sebastians øjne minder om hendes’? Det ved jeg nu ikke, men det er også lidt lige meget.

”Hej mor,” svarede han hende sødt. Jeg tror lige jeg stoppede med at trække vejret, da jeg så han smilede. Hans smil, som jeg sagde på et tidspunkt, hans smil det var så sødt. For at være ærlig, de eneste jeg har set smile sådan var Liam, Niall, Zayn, Louis og selvfølgelig Harry. Men Sebastians smil var anderledes. Ej, jeg tror lige jeg stopper mig selv, jeg lyder som et eller andet forelsket fjols. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst var forelsket. Det har jeg nok aldrig sådan rigtig været. Jo kun i One Direction. Men det må have været en fan forelskelse. Jeg ved faktisk ikke hvordan jeg skal se på dem nu. Harry har sagt han gerne vil lære mig mere at kende, og at han har et godt øje til mig.

”Hej skat!” sagde min mor og gik ud mod mig, så hendes lange mørkebrune hår opsat i en hestehale, vippede side til side. Jeg vil sige jeg har mine øjne fra min mor af. Lyder måske lidt underligt når hun er mørkhåret. Hun farver, men er mørkhåret. Jeg har altid fået af vide at jeg har mine mors skønne øjne.

Hun kom hen og trak mig ind i et langt kram. Hendes kram er gode. Men min fars, det er nok min favorit. Han holder bare ind til sig og varmer en. Og med min højde, så ligger han sit hoved på mit hoved. Og så kysser han min hovedbund. Gud hvor jeg savner ham.

Hun trak sig ud og holdte sine hænder på mine skulder og kiggede mig i øjnene. 

”Jeg kan se du har mødt Sebastian. De er næsten lige flyttet ind ved siden af os. Jeg arbejder med hans mor, så det kan være vi ser meget til ham,” forsatte min mor og smilede hendes smil. Jeg drejede hovedet og kiggede over på Sebastian og hans mor. De stod som mig og min mor havde stået før.

”Så det er dig der larmer med det der Nickelback,” grinede og kiggede over mod Sebastian og hans mor.

”Nej, det er nu min bror,” grinede han og trak sig ud af ham og hans mors kram. Nu lidt syndt jeg fik dem til at stoppe. Det så ellers lige så sødt ud. Men det må han nu selv om.

”Har du en bror?” spurgte jeg overrasket og pegede på ham. Altså pegede på ham på den måde, når man er overrasket og nysgerrig.

”Jep, jeg har fem søskende: en lille søster på seksten der hedder Valerie, en tvillingebror der hedder Jesper, og så er der tog der ikke bor hjemme længere: Malene på toogtyve, og Kalle på fireogtyve. Han hedder faktisk rigtig Keld. Men han vil ikke kaldes det, fordi han synes det er pinligt,” svarede han mig.

”Han synes ikke det er pinligt. Han kan bare meget bedre lide Kalle,” sagde hans mor, og kunne ikke selv lade være med at smile. Hendes smil det er også ligesom Sebastian.

”Ja, klart mor,” grinede han. ”Men hvad skal jeg hjælpe med mor?”

”Opvask og opkast,” svarede hans mor og grinede. Klamt. Opkast. Bvdr. Og så småbørn opkast. Godt der går noget tid til jeg skal være mor.

”Held og lykke Sebastian. Nå men, fik du snakket med din far?” spurgte min mor.

”Nej, du ved tidsforskel og arbejde. De arbejder ikke så godt sammen, når der er familie ved siden af også. Men han ringer senere i dag,” svarede jeg hende. Og lige da jeg var færdig med at snakke bibbede min mobil, som betød jeg havde fået en besked.

Farmand!: Hej skattemus. Håber det går godt derhjemme. Det er rigtig fint her i Irland. Glæder mig til at snakke med dig. Undskyld jeg ikke kunne snakke her til morgen, det er de tidsforskelle. Men jeg lover vi kan snakke senere i dag. Hvad med klokken 12:30? Jeg har forresten en overraskelse. Glæd dig.  Elsker dig.

Ja, en overraskelse. Men hvad det kan være? Måske er det den der I love Ireland sweatshirt. Det håber jeg. Gud hvor jeg glæder mig til at snakke med ham.

”Hey mor, far har skrevet. Vi skal snakke 12:30,” sagde jeg og rakte hende min mobil. Hun tog den og stillede sig til at læse den. Man kunne tydelig se hun var gået i sin egen boble. Du ved, man er i sin egen verden. Vi kalder det bare at gå i sin egen boble.

”Jamen det var da dejligt skat. Klokken er 11:45 lige nu, så jeg tror du har travlt,” grinede min mor.

Jeg tog min mobil igen, og gik over og gav Sebastian et kram. Og derefter løb jeg ud af døren, og begyndte at løbe hjem. Jeg løb så hurtigt jeg kunne. Jeg løb som vinden selv. Ej, okay. Måske lidt af en overdrivelse. Men det ville være sjovt at kunne.

(Engelsk vil skrives med skråskrift:-)

Efter en løbetur hjem, var jeg endelig i indkørslen. Jeg løb op til døren og trykkede ned i håndtaget. Jeg gik og tog min vest af, og hængte den på en krog. Jeg begyndte at binde mine Converse op, og tage dem af. Jeg gik ud i køkkenet og tog et æble. Den dejlige saftige smag, bredte sig i min mund. Jeg tog endnu en bid, og begyndte at gå op på mit værelse.

 

*

”Nej far, jeg har ikke kysset ham!” grinede jeg. Jeg sad og snakkede med min far over Skype, og han havde selvfølgelig set det der med Harry. Og som den far han er, så skulle han jo lige være sikker. Okay, han drillede. ”Men far, du plejer ikke at læse sådan noget. Hvor er du henne siden du læser sådan noget?”

”Nåh ja. Det var det. Jeg er.. Hvad er det nu det er? Hey! Hvad er det nu byen hedder? Kommer du ikke lige og siger hej, til min smukke datter?” Aw! Smukke datter. Min far er nu sød. Men han har nu også en dårlig hukommelse. Han kan ikke engang huske hvad byen hedder.

”Far du har seriøst dårlig hukommelse. Undskyld. Men man siger jo også a-..” jeg var i gang med en sætning da jeg blev afbrudt af en dreng. En dreng jeg kender alt for godt. I sær som fan. ”Cecilie! Er det dig? Cool! Din far har fortalt du er fan!” ”Hej Niall! Hva’ så? Ja jeg er en fan. Og jeg kan slet ikke tro jeg snakker med dig!” svarede jeg Niall og gav et lille skrig. Godt nok har jeg mødt Harry men stadigvæk. NIALL FREAKING HORAN SNAKKER TIL MIG!

Min far og søde lille Nialler begyndte at grine. ”Så du bor i Mullingar! Det er vildt far!” hvinede jeg. ”Okay.. Dyb indånding. Det er bare din far og Niall!” sagde jeg for mig selv, og tog en indånding. ”Jeg ved ikke hvad du sagde der, men du kan da komme over og besøge din far. Det ser ud til I har et godt forhold. Altså kun hvis det er i orden med dig Mr. Nielsen” sagde Niall. Hvor han sød. Tænk at jeg lige er blevet inviteret til Irland af selveste Niall Horan. ”Øhm.. Jeg ved ikke. Hvem prøver jeg at narre? Du er seksten og fylder snart sytten. Selvfølelig. Bare køb en billet. Du kan koden til mit kreditkort. Tag det næste fly min skat! Nå men, jeg er nød til at gå. Hils din søster og mor. Kys kys” sagde han ud i en lang køre. Mig og min far havde en vane med at sige kys kys. Det viser bare vores gode forhold. ”Virkelig! Vi ses far! Kys kys! Også kys kys til dig Niall!” sagde jeg og stoppede opkaldet.

 

___________________________________________________________________________________

Undskyld ventetiden! Har haft så meget at lave! UNDSKYLD UNDSKYLD! Håber ikke den er blevet for kedelig! Har også travlt med at finde mobil for tiden. Min Sony Ericsson Xperia mini pro er lige gået i stykker, og skal finde en ny. Men jeg ved ikke hvilken jeg skal vælge. Så det er lidt svært.:) BYE BYE FOLKS!<3 xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...