There's a Thing Called Luck - One Direction - del 2

Emma mødte i sommers drengene fra One Direction, på en lille ø i Grækenland, hvor de boede på det hotel, hendes forældre impulsivt havde købt. Hun blev venner med dem, og da de tog af sted, efterlod de hende med løftet om at ses igen.
Denne del handler om, hvordan Emma håndterer det at være venner med superstjernerne One Direction, om hvordan det påvirker hendes liv, og hendes veninde Annasofies. Den handler om hendes tur til London, hvor hun lærer de fem drenge endnu bedre at kende.
Og selvfølgelig en masse mere.
-Jeg håber I vil nyde den!

87Likes
133Kommentarer
13675Visninger
AA

9. Veninden til veninden

Annasofies synsvinkel: 

 

Det var nu flere timer siden, at jeg havde skrevet med Emma, direkte fra Harry og Louis’ lejlighed. Jeg var stadig rystet. Jeg sad stadig på min seng. Jeg kunne ikke tænke på noget, ikke noget som helst i verden, for hver gang jeg prøvede lød ekkoet i mit hoved: Emma er sammen med One Direction, lige nu!

Jeg vidste ikke hvad der gik af mig, eller jo. Jeg vidste det godt, men jeg havde ikke lyst til at indrømme det, hverken over for mig selv eller nogen anden. Jeg var dødeligt jaloux på Emma. Hvorfor var det ikke mig, der havde mødt drengene på sommerferie? Hvorfor var det ikke mig, der skrev med dem over sms, og fik fødselsdagsvideoer fra dem? Og hvorfor var det ikke mig, der i dette øjeblik var ovre at besøge dem?

Livet var uretfærdigt.

Emma og jeg havde altid snakket om, at vi en dag ville tage flyet til London, og opsøge dem. Følge efter dem, besøge dem, prøve på at komme i kontakt med dem. Men vi havde været for unge, for små til at rejse alene, i hvert fald ifølge vores forældre. Og nu, nu var hun der ovre, uden mig. Ordende smagte ikke godt, de smagte surt, surt som jalousi.

Jeg lagde mig ned i sengen, og lod blikket glide over mine vægge. De var dækket af plakater med drengene. Jeg havde ikke tagget dem ned ligesom Emma, men splittet havde jeg været. Hvordan skal veninden til veninden til One Direction opføre sig? Er det i orden at have plakater oppe af dem? Er det i orden at følge med i deres liv døgnet rundt på twitter? Er det i orden at være monster fan af dem? Jeg havde ingen idéer, ingen svar til nogle af de spørgsmål, der efterhånden var blevet til dilemmaer, der ofte røg gennem hovedet på mig, ja faktisk hver dag. Jeg ville jo for pokker også møde dem.

Tænk nu hvis jeg mødte dem, ville jeg så kunne opføre mig, som jeg ville have gjort, hvis Emma aldrig var blevet venner med dem? Ville jeg kunne skrige til dem, at jeg elskede dem? Ville jeg kunne kaste mig efter dem, og kramme dem, hvis muligheden kom op? Det tror jeg ikke, det at hun havde mødt dem havde bragt så meget dårligt med sig, i hvert fald for mig. Hun var selvfølgelig lykkelig.

Jeg ville ønske at hun aldrig havde mødt dem, så ville alt kunne være som før. Vi ville kunne være oppe hele natten, hvor vi ikke lavede andet, end at se videoer med dem på youtube, og snakke om hvor fantastiske de var.  Vi ville ligesom i gamle dage kunne læse forskellige fan fictions, og bagefter sidde og diskutere i evigheder frem og tilbage hvorvidt vi ville ønske, at vi var hende pigen der mødte dem. Vi ville drømme os væk til deres koncerter, og forestillede os at vi smed noget helt genialt op på scenen, som de lagde mærke til, og beholdte. Vi ville sidde og fantasere om at støde ind i dem på gaden, hvor det kun var os og dem. Vi ville blive venner med dem, og måske deres kærester. Men så alligevel ikke, jeg var hemmeligt forelsket i Zayn. Eller hemmeligt, var måske så meget sagt, men jeg syntes i hvert fald at han var herre lækker, og sød, og sjov, og fantastisk… Men jeg var også så glad på han og Perries vegne, de var jo så søde sammen, det samme med Louis og Eleanor, og Liam og Danielle. Jeg kunne blive ved. Jeg var også vild med de andre, jeg kunne ikke forestille mig livet uden dem, tænk hvis de aldrig var blevet sat sammen? Jeg kunne ikke forestille mig det. Og tænk hvis en af dem ikke var i gruppen. Endnu mere utænkeligt. De fuldendte hinanden, de var, som Cheryl havde sagt, som om de var ’meant to be as a group’.

Jeg lukkede øjnene, svimmel af at tænke på dem.

Men det var ikke kun skidt, at Emma havde mødt dem. Lang fra faktisk, for hvis hun ikke havde mødt dem, så vidste de ikke hvem vi var. Så ville de nok aldrig komme til at vide det. Og jeg var jo også glad på hendes vegne, selvom jeg nogen gange glemte det, måske med vilje, for så var det nemmere at hade hende. Det var lettere at være vred på hende, hvis jeg undlod det fact, at hun havde fortjent at møde dem, lige så meget, hvis ikke mere end mig. Det var jo ikke hende, der ønskede, at hendes bedsteveninde skulle komme galt af sted, så hun kom på hospitalet. På hospitalet ville drengene straks komme, for at besøge hende. De var jo for fanden venner. Hun ville ligge i koma, og ikke vågne, i hvert fald ikke lige med det samme. Jeg ville møde dem, og fortælle dem alt om først Emma, og derefter mig selv. Jeg ville blive venner med dem, og når Emma vågnede ville jeg også være en del af gruppen.

Jeg havde drømt om det mange gange, men jeg smed altid tanken væk. Det var jo ondt. Så blev jeg ked af det, over at jeg var sunket så dybt. Så dybt at jeg ønskede min veninde ulykke, så jeg selv kunne få lykke. Jeg hadede mig selv for at tænke sådan, men jeg kunne ikke lade være.

Der var jo også den anden mulighed, at Emma besluttede sig for at tage mig med til London. Men det havde hun ikke gjort, og jeg forstod hende godt. Hun ville selvfølgelig lære dem at kende selv først, i hvert fald før hun introducerede mig for dem, hvis hun nogensinde ville gøre det.

Jeg satte mig op igen, og gik på twitter. Ren vane. Jeg så at jeg havde en ny follower, Harry Styles. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op med det, det var jo tydeligvis Emma, der havde fået ham til at followe mig, så det var som om glæden ikke rigtigt kom til mig. Ikke som den ville have gjort, hvis jeg vidste, at Emma intet havde at gøre med det. Så ville jeg nok have skreget, løbet ind i stuen for at finde far og mor, siddende i sofaen. Så ville jeg have skreget det til dem, selvom jeg vidste, at de ikke rigtigt forstod det. Derefter ville jeg have løbet ind på værelset igen. Jeg ville have tjekket om det var rigtigt endnu en gang, før jeg ringede til Emma, og jublede. Men det var som om det satte en stoppet for glæden, Emma-tingen. Det fik mig nærmere til at føle mig underligt tilpas. Det var ligesom, hvis vi begge to gerne ville i biografen, men jeg ikke havde råd. Så kom hun og gav mig pengene til det, som om jeg var en velgørenhedssag. Hun forærede mig et follow, for at få mig til at få det bedre. Men jeg ville meget hellere have haft det, fordi jeg havde skrevet noget sjovt, eller sejt. Emma havde faktisk berøvet mig chancen for at bevise, at jeg også var sjov og sød og værdig nok til at blive followet af dem. Nu var det for sent, nu fulgte han mig, men kun for Emmas skyld.

Den lille klump af jalousi i maven voksede et par centimeter. Han havde gjort det for hendes skyld, fordi han kunne lide hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...