There's a Thing Called Luck - One Direction - del 2

Emma mødte i sommers drengene fra One Direction, på en lille ø i Grækenland, hvor de boede på det hotel, hendes forældre impulsivt havde købt. Hun blev venner med dem, og da de tog af sted, efterlod de hende med løftet om at ses igen.
Denne del handler om, hvordan Emma håndterer det at være venner med superstjernerne One Direction, om hvordan det påvirker hendes liv, og hendes veninde Annasofies. Den handler om hendes tur til London, hvor hun lærer de fem drenge endnu bedre at kende.
Og selvfølgelig en masse mere.
-Jeg håber I vil nyde den!

87Likes
133Kommentarer
13759Visninger
AA

16. Væk

 

Harry manglede.

Han var ingen steder at finde.

Vi havde alle prøvet at ringe til hans mobil, men han tog den ikke.

Jeg skulle rejse i aften.

”Er du sikker på, at der ikke er sket ham noget?” Spurgte jeg Louis for tredje gang den aften. Klokken var kvart over elleve, og vi havde ventet på Harry i over time nu.

”Kan vi ikke efterlyse ham eller noget, bare ringe efter nogen?” Spurgte jeg fortvivlet.

”Jeg ved det ærligtalt ikke Em, men vi skal bare ikke have blandet medierne ind i det her” svarede han, og tjekkede endnu engang sin mobil.

”Jeg har lige snakket med nogle af de store fyre, de skal nok få tjekket op på det” sagde Liam, der kom ind i stuen til os. Han så bekymret ud.

”Kan han være kørt galt eller noget?” Spurgte Niall usikkert, og kiggede afventende på Louis.

”Nej, det må han ikke være” sagde han bare, og kiggede væk igen, ned på sin mobil.

Jeg havde det dårligt, både fysiks og mentalt. Jeg havde det som om jeg hvert sekund kunne gå ud på toilettet, og kaste op. Og jeg havde det forfærdeligt med det som Louis havde hentydet til i parken i dag.

Jeg var bange for at indrømme, hvad jeg tænkte om det for mig selv. Det var næsten pinligt at tro, at Louis havde ment hvad det lød som om. Det var at tænke ret højt om sig selv, var det ikke? At tro at Harry Styles havde følelser for mig. Jeg lod tanken flyve igennem hovedet på mig. Blafre lidt rundt, og sætte sine spor, før jeg så lukkede den ud igen.

Det værste var at jeg slet ikke vidste hvad jeg skulle gøre ved det, hvad nu hvis Harry faktisk kunne lide mig? Det var for underligt til overhovedet at tænke på.

”Jeg har lige snakket med dem han var ude ved, ifølge dem kørte han for halvanden time siden” sagde Zayn, der også lige var kommet ind i rummet.

”Sært” var alt jeg kunne sige.

”Hvornår er det, at vi skal køre dig ud til lufthavnen Emma?” Spurgte han mig, og satte sig hen i sofaen til mig.

”Jeg skal være der senest klokken tolv” sagde jeg fraværende, mine tanker var et helt andet sted.

Da Louis sagde at der havde været meget stille hjemme hos dem, siden Harry mødte mig, var det så ikke ment som, at der ikke havde været mange piger på natbesøg? Jeg kom til at tænke på min gåtur med Zayn, hvor vi snakkede om drengenes kærester… Hvad var det han havde sagt til sidst? Jeg kunne faktisk ikke huske det, ikke andet end Harrys smukke navn, der blev nævnt. Havde det også været en hentydning? Havde drengene i hemmelighed hele tiden gået, og vidst langt mere end mig? Det havde de sikkert, det virkede ikke som om der var nogen hemmeligheder i dette bandt, eller jo, men de kendte dem i hvert fald alle sammen.

Et stik af dårlig samvittighed gennemborede mig. Her sad jeg og tænkte på om Harry havde følelser for mig, mens langt vigtigere ting var på spil. Det kunne jo være fløjtende ligegyldigt om Harry så forgudede mig, hvis han var død.

Det begyndte at prikke i øjnene, tanken om at Harry var kørt galt var for slem til at tænke på. Så netop derfor blev billedet af en blodig og bevidstløs Harry et sted ude i mørket ved med at komme til mig. Hver gang jeg blinkede med øjnene. Blink, Harry med hovedet smadret imod forruden, blink, drengene der forvirrede og bekymrede gik rundt mellem hinanden og ringede til forskellige mennesker, der kunne vide noget, blink, Harry slappe lyse arm rutsjer ned fra rettet og ned på sædet ved siden af, hvor det stopper med at bevæge sig. Mørke.

Jeg hoppede op ad sofaen, væk fra Zayn, og hen til Liam, som febrilsk stod og tjekkede sine kontakter.

”Kan vi ikke køre ud og lede efter ham?” Tikkede jeg.

Liam løftede trist hovedet, ”Emma, vi har jo ingen steder at lede, desuden er der nogen, som er taget af sted for at køre den vej, som han højest sandsynligt ville have kørt hjem fra hans venner” svarede Liam mig.

”Jamen kan vi ikke gøre et eller andet?” Spurgte jeg, og mærkede panikken snige sin ind på mig. Blink, Harrys krøllede hoved dækket af blod, blink, Niall og Louis’ bekymrede blikke, der hvilede på mig.

”Rolig Em, der er sikkert ikke sket noget” prøvede Louis, men jeg rystede på hovedet.

”Hvorfor er han her så ikke?” Ville jeg vide.

De trak på skuldrende og sendte hinanden dystre og bekymrede blikke.

”Jeg tror bare at du bliver nødt til at hente dine ting Emma, klokken er halv tolv, og vi skal være der om en halv time” sagde Liam sødt til mig og lagde en beroligende hånd på min skulder.

Jeg sukkede, ”okay” sagde jeg bare og traskede hen imod trappen. Jeg løftede langsomt min fod op på det første trin. Harry var ikke død. Jeg løftede min anden fod. Harry var måske blot kørt galt. Jeg tog endnu et trin. Harry var måske bare løbet tør på benzin midt ude på landevejen. Næste trin. Harry var måske bare kørt forkert. Endnu et trin. Harry sad måske i en lang telefon samtale med en eller andet et eller andet sted. Et trin mere. Harry var holdt ind på en tank og blevet overfaldet af fans. Snart ved toppen. Harrys mobil var blevet stjålet, så han kunne ikke fortælle os at han ventede på os i lufthavnen. Næst sidste trin. Harry ventede på os i lufthavnen med en overraskelse. Sidste trin. Harry var uskadt.

Jeg gik målrettet ind på mit værelse, greb min kuffert, der i forvejen var pakket, og trak den med ud af værelset. Jeg sendte mit hyggelige værelse et sidste farvel blik, før jeg smækkede døren i efter mig, og gik nedenunder.

”Lad os så komme af sted til den lufthavn” sagde jeg højlydt, så det gav et sæt i dem alle.

”Hvor dælen kommer den energi fra Emma?” Spurgte Niall mig overrasket, og rejste sig op.

”Der er ikke sket noget med Harry” sagde jeg så overbevisende som jeg kunne, men det var desværre ikke engang nok til at overbevise mig selv. Min stemme rystede stadig svagt.

”Det tror jeg heller ikke, at der er” i stemte Zayn og rejste sig, ”lad os få dig godt hjem, så skal vi nok ringe når vi får fat i Harry.”

Et stik for igennem mig, jeg ville ikke komme til at sige farvel til Harry. Jeg havde måske aldrig fået sagt farvel til ham. Nej.

”Okay” sagde jeg, og hankede godt op i min kuffert, ”lad os nu bare tage af sted, ellers kommer vi aldrig til det.” 

                      -----------------------------------------------------------------------------

Så kom det næste kapitel endelig, undskyld ventetiden :)

Hvor tror I så, at Harry er henne? Hvad er der sket med ham, siden han ikke kommer? Jeg har det hele i hovedet venner, glæd jer til næste kapitel! :) x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...