There's a Thing Called Luck - One Direction - del 2

Emma mødte i sommers drengene fra One Direction, på en lille ø i Grækenland, hvor de boede på det hotel, hendes forældre impulsivt havde købt. Hun blev venner med dem, og da de tog af sted, efterlod de hende med løftet om at ses igen.
Denne del handler om, hvordan Emma håndterer det at være venner med superstjernerne One Direction, om hvordan det påvirker hendes liv, og hendes veninde Annasofies. Den handler om hendes tur til London, hvor hun lærer de fem drenge endnu bedre at kende.
Og selvfølgelig en masse mere.
-Jeg håber I vil nyde den!

87Likes
133Kommentarer
13532Visninger
AA

10. Shopping

 

Tilbage til Emma

Jeg mærkede igen den nervøse klump i halsen, da jeg onsdag morgen gik nedenunder, for at spise morgenmad. Det var i dag jeg skulle ud at shoppe med Eleanor.

Harry og Louis sad i køkkenet og snakkede, de var allerede fuldt påklædt.

”Godmorgen, hvornår stod I op?” Spurgte jeg søvnigt.

”Godmorgen Em” svarede Louis, ”vi stod op klokken otte.”

”Tidligt” gabte jeg, ”forstår ikke hvordan I kan…”

”Du er jo oppe nu, klokken er kun ni” sagde Harry og nikkede mod klokken. Gud, den var jo ikke mange.

”What? Jeg troede at den var ti eller noget” sagde jeg overrasket. Jeg var selv ret tidligt oppe. ”Hvornår tager i af sted i dag?”

”Snart, jeg tror om et kvarter eller noget, vi ville have vækket dig, hvis ikke du var vågnet af dig selv” sagde Louis og rejste sig, ”Eleanor kommer her klokken elleve, passer det dig?”

”Ja, helt fint, helt fint” sagde jeg, jeg kunne høre, at min stemme rystede svagt. Jeg glædede mig som et lille barn til dagen med Eleanor. Da jeg havde mødt hende sidst, havde hun virket sej, og sød. Og jeg håbede på at lære hende bedre at kende i dag.

”Klar drenge?” Zayn stak hovedet ind ad døren.

”Klar” meddelte de og rejste sig. Harry gik til min forbløffelse over og gav mig et kram.

”Vi ses i aften” sagde han sødt til mig, og gik så hen til Zayn og Louis i døren, jeg fulgte nu smilende med.

”Ja vi ses, hvornår tror I, at I er hjemme?” Spurgte jeg dem, imens jeg stak i et par sko.

”Ved en sekstiden, vil jeg gætte på” svarede Louis, ”vi regner med at vi alle sammen spiser sammen i aften.”

”Ok, det lyder hyggeligt” sagde jeg og fulgte med dem udenfor. Liam og Niall stod der allerede.

”Så skal vi i gang igen drenge” sagde Niall smilende.

”Jep, efter en lille forfriskende pause” sagde Louis.

”Ja, men vi har jo fri resten af ugen bortset fra i dag, der er først derefter det rigtigt starter igen” sagde Liam. Jeg stod bare bag Harry og Zayn, og lyttede med til deres lille forberedelses snak. Så fik Niall øje på mig.

”Hej Em, fryser du ikke?” Han hentydede til mine bare arme i den T-shirt jeg havde sovet i. Jeg trak på skuldrende. ”Jo… Jeg ville bare lige følge jer ud” sagde jeg.

”Hyggeligt” sagde han.

”Hey, Louis, Harry, har i en nøgle eller noget, når mig jeg smutter i dag?” Kom jeg pludselig i tanke om.

”El har en nøgle, hun skal nok lukke dig ind og ud” svarede Louis med et smil, og tilføjede ”nåh bois, skal vi smutte?”

Eleanor kom som sagt klokken elleve i godt humør. Hun bankede på døren, men åbnede den straks efter og råbte hej. Jeg fik fornemmelsen af, at hun var mere end vant til bare at gå ind. Jeg var oppe på mit værelse da hun kom, for at gøre mig helt færdig til turen, så jeg smuttede hurtigt ned ad trappen, hvor hun allerede var gået ud i køkkenet.

”Hej” sagde jeg, og kunne høre genertheden i min egen stemme. Hun kiggede op på mig og lyste op i et smil, ”der var du, er du klar til at shoppe?”

Vi tog en taxa til et kæmpe stort shopping center.

”Nåh, hvor vil du så starte henne?” Spurgte hun mig muntert, da vi steg ud af taxaen. Vi havde fået snakket lidt i taxaen, og blødgjort stemningen en smule. Det var ikke så akavet længere, jeg huskede hvordan det var gået den anden aften, hvor vi havde snakket og grinet sammen, ukontrolleret, frit.

”Jeg har aldrig været her før” skyndte jeg mig at sige, ”jeg så jeg har ingen idé.”

”Nåh i så fald, skal vi så ikke bare ose lidt, vi kan gå og kigge vinduer” sagde hun muntert, og begyndte at gå. Hun var meget smuk, hendes hår hang løst om skuldrende på hende, og pandehåret fjernet med en klemme, der holdt det sammen i nakken. Hun havde en sort uldjakke på, og hendes lange smalle ben blev holdt i spænd af et par stramme cowboybukser.

Vi gik lidt.

”Nåh, er drengene så ellers søde ved dig?” Spurgte Eleanor mig henkastet imens vi gik.

”Ja, de kunne ikke være sødere, de lader mig sove om morgenen, spørger hvad jeg har lyst til, og gi’r mig masser af mad at spise, så jeg kan ikke klage” svarede jeg hende, mens mine øjne skannede butiksvinduerne for gode tilbud. Der var ikke så mange mennesker her inde, som jeg havde på fornemmelsen der let kunne have været, folk gik bare rundt omkring i gang med hver deres ting.

”Jeg tænkte nok at de forkælede dig, de har glædet sig meget til du kom” sagde Eleanor med et smil. Jeg blev helt varm i kinderne.

”Virkelig? Jeg kan bare stadig slet ikke fatte at de har tid eller gider at være sammen med mig” tilstod jeg.

”Sådan havde jeg det også i starten, men altså Emma, de er helt normale mennesker” jeg skulle lige til at afbryde hende, men hun tyssede på mig, ”jeg ved at de ikke et helt almindelige og alt det der, men min pointe er, at de også har brug for at få nye venner engang imellem, ja de møder nye venner, og så må de altså gøre noget ved det, for at beholde det venskab” fortsatte hun, ”jeg tror at det var meget heldigt at I mødtes på den ø, det har gjort alting så meget lettere, især for dem, for der havde de jo en chance for at finde ud af hvem du var.”

Jeg lyttede interesseret, og nikkede da hun var færdig, ”jeg har tænkt lidt det samme, men stadig er det bare svært at tro” sagde jeg, og overvejede hvordan jeg skulle få det næste sagt, ”især fordi jeg er så… Lille” endte jeg med at sige.

Eleanor begyndte at smile af mit ordvalg og gav mig et halvt kram.

”Åh Emma” sagde hun sødt og grinte lidt, ”jeg ved præcis hvad du mener, men helt seriøst, de tænker slet ikke over at du kun er sytten år. Og altså Harry er stadig atten, og Niall og Liam er lige blevet nitten, det er ikke så slemt søde” sagde hun.

”Nej jeg ved det, men Louis altså, han bliver enogtyve!” Udbrød jeg. Det var dejligt at snakke med Eleanor, når vi snakkede følte jeg, at hun var som den storesøster jeg ikke havde. Hun var forstående, hun dømte mig ikke, og hun gav mig råd om det hele. Og vigtigst af alt var hun sød.

Hun grinte igen af mit lille udbrud, men sagde så: ”Og hvad så, er det ikke noget med at piger er meget mere modne end drenge?” Grinede hun.

”Du har fat i noget” sagde jeg glad for at have snakket med hende, for netop det med min alder havde gået mig meget på.

”Men det virker da bare som om drengene plejer at gå efter, du ved, ældre kvinder” sagde jeg nervøst over at bringe det på bane, men jeg prøvede at sige det sidste med sjov i stemmen, for at høre hendes reaktion, var den alvorlig kunne vi snakke om den, grinte hun, så var det bare en joke.

”Hvis du tænker på det der med Caroline Flack, så var det altså også overdrevet” sagde hun også i en blanding af alvor og sjov, så jeg besluttede at svare hende alvorligt, for det var jo som sagt noget jeg havde gået og tænkt over.

”Nej ikke kun det, men også for eksempel Danielle, hun er jo fireogtyve år, det er bare meget ældre end mig, og de andre drengene har datet, også ældre” sagde jeg bekymret.

”Jeg ser hvad du mener, men altså jeg er et år yngre end Louis” sagde hun for ligesom at bevise at hun heller ikke hørte til ”ældre kvinder” kategorien.

”Ja, men det er så kun et år, plus at Louis er den ældste i bandet” beklagede jeg mig.

”Emma helt seriøst, der er ingen af dem der tænker på dig som et barn, tro mig Louis har ikke sagt et ord om jeres aldersforskel, jeg tror bare at det er i dit hoved. Ikke at jeg ikke forstår dig, misforstå mig ikke, jeg tror bare ikke at du skal tænke mere over det” afsluttede hun samtalen og smilede til mig, jeg gengældte smilet, men stivnede så, der var en der stod og tog billeder af os.

”Eleanor, der er en der tager billeder af os” hviskede jeg til hende uden at kigge på fotografen. Eleanor drejede hovedet og fik også øje på ham, ”ja, der er ikke så meget at gøre ved det, bare ignorer det” sagde hun og gik videre.

”Jamen syntes du ikke at det er ubehageligt?” Spurgte jeg hende vantro, imens jeg halvløb ved siden af hende, for at følge med i hendes nye tempo.

”Jo, men som sagt er der ikke noget at gøre, man kan jo ikke bare, ikke gå ud i offentligheden vel” sagde hun, og drejede om et hjørne.

”Sker det tit for dig?” Spurgte jeg hende, mildere forpustet.

”Mest når jeg er sammen med Louis” sagde hun og stoppede op, ”men ja, også når jeg er alene, det er den eneste ulempe ved at komme sammen med Louis, nu er jeg lige pludselig blevet ’Louis Tomlinsons kæreste’.”

I sammen øjeblik kom en pige styrtende op på siden af os, og stoppede forpustet op.

”Eleanor, må jeg ikke få taget et billede med dig?” Pustede hun, og smilede til os begge to.

”Nej undskyld, men tager ikke billeder” meddelte hun til pigens skuffelse. Pigen stod lidt og kiggede, men sagde så: ”må jeg så få et kram?”

Eleanor kiggede medlidende på hende, og nikkede så, ”selvfølgelig.”

Pigen lyste op i et smil, og efter krammet kiggede hun på mig, hun genkendte mig ikke.

”Må jeg også få et kram af dig?” Spurgte hun mig dog alligevel til min overraskelse.

”Øhm” sagde jeg forfjamsket, hun havde da ikke genkendt mig fra det med Niall, havde hun? ”Jo, okay” endte jeg med at sige, og gav pigen et kram.

”Hvor er i søde sagde hun” og smilede, ”vil i give det til drengene?” Hun rakte en konvolut frem mod os, og så bedende skiftevis på mig og på Eleanor. Jeg skævede til Eleanor, som tøvede med at tage den, men så rakte jeg ud efter den, ”selvfølgelig vil vi det.” Hun takkede os mange gange før hun gik videre med det største smil plantet på læberne.

”Var det forkert af mig at tage imod brevet eller hvad det end er?” Spurgte jeg Eleanor, jeg havde på fornemmelsen, at hun ikke ville have gjort det.

”Næh, det ved jeg ikke, der kan jo ikke ske noget ved det, det er bare sådan lidt, jeg ved ikke” sagde hun tydeligvis ikke selv klar over, hvad hun mente.

”Sådan hvad?” Spurgte jeg bekymret, jeg ville jo helst ikke gøre noget galt.

”Nej det er bare det, at jeg i hvert fald helst ikke vil være budbringer eller have så meget med band-delen at gøre. Jeg vil nødig komme til at sige noget forkert, og helt ærligt så har jeg det ikke så godt med hvis jeg bare bliver set som Louis’ kæreste, jeg vil gerne udrette noget selv også” sagde hun, ”det er også derfor jeg ikke stiller op til interviews omkring drengene, det skal ikke handle om mig, men om dem.”

Hun kiggede afventende på mig, for at få min reaktion på det hun lige havde sagt, jeg nikkede anerkendende og smilede. Hendes ansigtsudtryk løsnede lidt op.

”Jeg forstår dig fuldstændigt, det er bare fordi jeg ærligtalt ikke kan glemme directioneren i mig endnu. Jeg bliver ved med at tænke på hvor glad jeg ville være blevet, hvis en eller anden havde hjulpet mig med at komme i kontakt med drengene. Jeg ved det, jeg har selv oplevet den trang til bare at få dem til at vide, at jeg eksister. Så jeg kan ikke lade være med at ville hjælpe de piger der kommer” sagde jeg, denne gang var det mig, der spændt afventede hendes reaktion på min forklaring.

”Og igen forstår jeg dig, du har så ret, det er så lidt vi skal gøre for at gøre de piger ovenud lykkelige, men jeg kan bare ikke finde ud af, hvor meget det er tilladt for mig at gøre” sagde hun usikkert.

”Jeg har ingen idé om det, jeg er total nybegynder til alt det her, jeg mener, i går morges flippede jeg ud over en pige der ville tage et billede af mig fordi hun havde genkendt mig fra dagen før, hvor jeg blev set med Niall, jeg mener, folk ved hvem jeg er” sagde jeg oprørt. Vi havde sat os ned på en bænk inde i centeret og snakkede intenst om alle hvor dilemmaer, endnu engang blev jeg fyldt af følelsen om, at hun kunne blive ligesom den storesøster jeg aldrig havde haft. Vi havde stadig ikke købt noget, men det gjorde ikke noget, jeg var glad for at have en at snakke med omkring dette.

”Søde ven” sagde hun og klemte min arm, ”bare vent til der dukker billeder op på nettet, jeg mener helt seriøst, mit navn er det første der dukker op på google når man søger på Eleanor, hvor vildt er det lige? Der er så sindssygt mange billeder af mig derinde, som jeg ikke aner hvordan er havnet der, eller at de overhovedet er blevet tagget.”

Shit, jeg havde slet ikke tænkt over billederne på nettet, hvad hvis hende pigen havde lagt et billede op, et af dem hun havde tagget. Hvad hvis der allerede var rygter om mig. Jeg gøs. Men alligevel mærkede jeg en lille klump af spænding i maven, jeg ville vide hvad de rygter sagde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...