There's a Thing Called Luck - One Direction - del 2

Emma mødte i sommers drengene fra One Direction, på en lille ø i Grækenland, hvor de boede på det hotel, hendes forældre impulsivt havde købt. Hun blev venner med dem, og da de tog af sted, efterlod de hende med løftet om at ses igen.
Denne del handler om, hvordan Emma håndterer det at være venner med superstjernerne One Direction, om hvordan det påvirker hendes liv, og hendes veninde Annasofies. Den handler om hendes tur til London, hvor hun lærer de fem drenge endnu bedre at kende.
Og selvfølgelig en masse mere.
-Jeg håber I vil nyde den!

87Likes
133Kommentarer
13532Visninger
AA

19. Perfektion på højeste niveau

 

Harry styrtede hen i mod mig. Jeg vidste at det var mig han var på vej hen til, for han kiggede kun på mig, jeg kiggede igen.

Jeg var stoppet midt i mit check in, alt gik i slowmotion. Det eneste jeg så var Harry. Harrys krøller der hoppede op og ned omkring hans ansigt i takt med, at hans fødder ramte jorden, og han tog et nyt skridt. Harrys arme, der bevægede sig frem og tilbage, skubbede ham frem i rummet, frem mod mig. Harrys ben, der tog skridt efter skridt, hop efter hop, hen imod mig. Harrys øjne, der lyste af beslutsomhed. Harrys mund, der lyst op i et smil, da han fangede mit blik, da han opdagede at min tid gik lige så langsomt som hans i dette sekund.

Harry løb fordi drengene, de havde opdaget ham, og fattet hvad det var han havde gang i, så de var bare trådt storsmilende tilbage. Deres Harry var okay, hvad var der ikke at smile over. Jeg smilede også, jeg kunne mærke det. Jeg lyste.

”Emma” sagde han, mens han stoppede forpustet op foran mig.

”Harry” sagde jeg afventende. Jeg havde ingen idé om, hvad der ville ske. Jeg anede ikke hvordan han havde det med mig, jeg havde kun de få hints som Zayn og Louis havde givet mig, måske også de andre drenge, jeg havde bare været blind. Blind over for, at jeg var en pige, og han var en dreng. Vi var næsten lige gamle. Vi havde det sjovt sammen. Vi havde det godt sammen.Vi havde kemien. Vi havde det hele.

Harry havde endnu ikke stået stille i 2 sekunder, det var bare tiden, tiden der føltes som flere timer. Han havde kun lige nået at sige mig navn, da han greb fat i mig, tog sin hånd, og strøg min kind med den, fjernede håret fra mit ansigt, kiggede mig dybt i øjnene, kyssede mig.

Det skreg i mit indre, jublede. Mine følelser var i oprør. Jeg vidste nu hvordan jeg stod. Jeg vidste nu, hvad jeg ville gøre ved det, at Harry var vild med mig. Det var ikke længere et spørgsmål. Jeg havde jo på en eller anden plan hele tiden vidst det, vidst at Harry og jeg kom så godt ud af det med hinanden af en grund. Det havde hele tiden været der. Vi havde hele tiden ventet på dette. Kysset.

Som vi stod der, tæt klynget sammen spillede alle vores øjeblikke igennem mit hoved, som en gammel kliché film.

Hvordan han havde rakt sin hånd ud, da jeg sad ned og var helt ude af den over, at One Direction skulle bo på mit hotel.

Hvordan han havde sat sig på trappen ved siden af mig, spurgt mig, hvad jeg tænkte på. Jeg havde betroet mig til ham, og sagt at jeg tænkte på, hvor underligt det ville være, hvis jeg bad om deres autograf. Han havde grinte, spurgt hvorfor jeg ikke gjorde det, og jeg havde svaret at jeg hellere ville prøve på at blive deres ven.

Hvordan han med et smil på læben havde spurgt mig om jeg var single, da vi skulle ned til stranden for at bade. Harry ”the flirt”, det havde været tydeligt fra starten.

Alle vores fælles grin på i Grækenland, udveksling af historier, smil. Jeg huskede det hele, ville aldrig glemme det.

Hvordan vi havde været oppe til klokken lort så mange nætter, fordi vi skrev sammen, snakkede sammen, søgte efter en hver lille mulighed for nærvær.

Hvordan jeg var faldet ind i hans arme i lufthavnen, havde begravet ansigtet i hans sweater, og havde sagt at jeg havde savnet ham.

 Hvordan vi havde brugt en hel dag på bare at snakke. Ligge i sofaen og snakke. Kemien. Vi havde ikke behøvet at lave noget, ingenting var mere end nok for os.

Det hele havde været forelskelsen, den havde styret mig, jeg havde bare ikke opdaget det.

Det stik af smerte og bekymring der havde gennemboret mig, da vi ikke kunne finde Harry. Det havde ikke været savnet af en ven, det havde været savnet efter noget mere.

Harry.

Vi trak os fra hinanden, langsomt. Harrys hænder, der havde holdt fast om mine hofter, gled langsomt hen imod mine, der havde holdt om hans nakke. Mine hænder kurrede ned ad hans arm, og mødte dem. Han lagde sin pande mod min. Det føltes perfekt.

”Du kunne bare have sagt det” hviskede han til mig, mens han stadig holdt mit blik fast, kærligt.

”Havde sagt hvad?” Spurgte jeg undrende. Jeg længdes efter endnu et kys.

”Hvordan du følte, du havde ikke behøvet at holde det hemmeligt for mig som den eneste” svarede han mig kærligt.

”Jeg…?” begyndte jeg undrende at sige. Jeg havde ikke sagt til nogen at jeg var forelsket i Harry. Jeg havde ikke engang vidst det selv, hvad snakkede han om?

”Du behøver ikke at sige noget” afbrød han mig, ”jeg ved det nu” hviskede han blødt og lænede sig ned mod mig igen, og kyssede mig. Hans læber slettede alle de bandeord, der var kommet ud af min mund, rengjorde dem. Vi faldt i hak. Hans berøring helede alle sårene jeg havde haft, både i mit ydre og indre. 

Jeg lukkede øjnene og lagde armene om nakken på ham, det her føltes perfekt. Jeg smagte på ordet, perfekt. Det smagte rigtigt, det her var perfektion på højeste niveau. 

 

                      ----------------------------------------------------------------------------------

 

Hvad syntes I så om det? Var det sådan, at I havde forestillet jer at det skulle ske, eller var det helt anderledes? 

Jeg håber, at I er klar på det sidste kapitel på denne Movella, som snart kommer. Jeg kan love jer, at der også kommer en 3'er :) xx Maria

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...