There's a Thing Called Luck - One Direction - del 2

Emma mødte i sommers drengene fra One Direction, på en lille ø i Grækenland, hvor de boede på det hotel, hendes forældre impulsivt havde købt. Hun blev venner med dem, og da de tog af sted, efterlod de hende med løftet om at ses igen.
Denne del handler om, hvordan Emma håndterer det at være venner med superstjernerne One Direction, om hvordan det påvirker hendes liv, og hendes veninde Annasofies. Den handler om hendes tur til London, hvor hun lærer de fem drenge endnu bedre at kende.
Og selvfølgelig en masse mere.
-Jeg håber I vil nyde den!

87Likes
133Kommentarer
13537Visninger
AA

2. På vej

 

Jeg vågnede til lyden af alarmen på min mobil, og jeg vidste at klokken var kvart i fire lørdag morgen. Jeg hoppede hurtigt ud af sengen, uden at være svækket af søvnen, jeg følte mig frisk. Jeg hoppede i noget tøj, som jeg havde lagt frem aftenen før. Da jeg var i tøjet børstede jeg hurtigt mit hår, jeg havde stadig ikke tændt lyset, jeg kunne sagtens se den smule jeg havde brug for i nattens mørke. Jeg droppede at lægge den smule mascara som jeg plejede, jeg lagde den bare ned i min skuldertaske sammen med min hårbørste. Jeg listede ud af mit værelse og ud i køkkenet, hvor jeg kunne høre far, han stod over køkkenbordet, og lavede kaffe i det svage lys fra emhætten.

”Godmorgen skat” hilste han mig. Han var gået med til at køre mig til lufthavnen, så jeg ikke behøvede at bøvle med natbusser eller taxier.

”Jeg ved nu ikke helt om jeg ville kalde det her morgen” mumlede jeg og gav ham et hurtigt kram. Han kyssede mig på hovedet, og slap mig så, da han skulle hælde kaffen op i en termokop.

”Er du klar til at køre?” Spurgte han og tog koppen fra bordet.

”Ja, det skulle jeg mene” svarede jeg og hankede op i min kuffert.

”Har du pas? Og billet?” Spurgte han selvfølgelig om, jeg nikkede. Jeg havde tjekket efter flere gange før jeg lagde mig til at sove, men nu hvor han spurgte, så kunne jeg ligeså godt tjekke en ekstra gang, så jeg åbnede min taske og fandt min billet og passet.

”Tjek” sagde jeg og bevægede mig hen mod soveværelset. Mor lå og sov derinde, men ligeså snart jeg åbnede døren satte hun sig fortumlet op. Jeg gik hen til hende og gav hende et kys, ”vi smutter nu mor, vi ses om en uge.”

”Hav det godt skat” sagde hun søvndrukkent og klemte min hånd. Jeg rejste mig fra sengen og hun lagde sig ned igen, jeg lukkede døren og fulgte med far ud i garagen, hvor vi bakkede bilen ud, og så var vi af sted.

Vi skulle køre i lidt over en time, og det meste af turen forløb i stilhed. Vi var begge trætte, og far havde opfordret mig, til at sove på turen, men det havde jeg ikke lyst til. Så i stedet sad jeg og så ud af vinduet, der var godt nok ikke meget at se i mørket, men alligevel. Der var ikke mange biler på vejene, og heller ingen fuglefløjt hørtes endnu, så stilheden bredte sig og bedøvede mig alligevel lidt. Jeg lukkede øjnene et par gange, men fik ikke sovet, bare slappet af og forberedt mig mentalt på det jeg skulle til at opleve. Jeg skulle møde dem igen, og jeg kunne næsten ikke vente. Savnet sad i mig som en nål, der prikkede til mig, hvor det gjorde mest ondt. Men lige nu vidste jeg ikke hvad det var, det var ikke nålen, nærmere en kvalmende nervøsitet, der bredte sig i hele kroppen og gav mig ondt i maven, den fik mig til at lukke øjnene, når det var værst, og forestille mig hvilke pinlige og ikke planlagte ting, der kunne ske. Men så blev jeg nødt til at rette mig op i sædet, jeg var sunket sammen til en klump, der passede på min mave, min ømme og kvalme mave. Jeg strakte mine ben, åbnede øjnene og blinkede. Jeg hørte for mit indre, Louis skrige: ”Argh the light!” og straks fik jeg det bedre. Jeg tænkte tilbage til dagene på hotellet, vores fælles latter og smil. Jeg huskede deres afskedskram og deres stemmer der lovede mig at vi nok skulle se hinanden igen engang. Jeg huskede min helt private Quickfire, som de havde lavet til mig, og jeg huskede alle billederne på min mobil. Jeg huskede hvordan Harry havde skrevet, at han tænkte på mig, og jeg huskede min fødselsdagsvideo. Når jeg tænkte det hele igennem, så kunne turen næsten ikke gå galt, jeg tror, at det eneste der bekymrede mig denne gang, som ikke havde bekymret mig sidst vi sås var, at denne gang var det i deres hænder, jeg skulle bo hos dem, underholdes af dem. Sidste gang havde jeg haft ansvaret, på en måde. Det havde været skræmmende, men i det mindste vidste jeg hvad jeg skulle forberede mig selv på, og jeg vidste at jeg altid kunne forslå noget nyt at lave, eller fortælle dem at nu skulle vi spise, hvis snakken var ved at gå kold. For det var mit hotel, min hjemmebane. Denne gang skulle jeg spille på udebane, og jeg vidste ikke hvordan det ville blive.

Jeg skimtede lys forude, vi var ved lufthavnen nu, far fik skaffet os en midlertidig parkeringsplads og holdt ind.

”Jeg går med dig ind og hjælper dig på plads” meddelte han, og jeg takkede ham lettet. Jeg var nok også lidt nervøs for flyveturen, jeg havde aldrig fløjet selv før, og heller aldrig tjekket ind, fundet gaten eller noget andet før, så fars hjælp var dejligt.

Vi gik ind i lufthavnen og afleverede min kuffert, den var for stor til at gå som håndbagage, derefter skulle jeg tjekke ind, og så var det farvel til farvel til far. Han gav mig et stort knus og gav mig hans seddel, hvor han havde skrevet mit gatenummer på, og alle andre numre og tider som jeg kunne få brug for. Han stod og ventede udenfor køen indtil jeg var kommet fejlfrit igennem, også vinkede han til mig og gik. Jeg fik et stik af savn i maven, igen var nålen på spil, men stikket blev dulmet lidt af spændingen der nu kom, og den koncentration jeg blev nødt til at udvise, for at komme med det rigtige fly.

Da jeg meddelte mor og far, at jeg havde tænkt mig at besøge drengene i England, blev de lidt overraskede, og jeg skulle have en pige snak med mor. Hun var slet ikke klar over, at vi var blevet så gode venner og var især overrasket over at fem superstjerner havde tid til at få gæster. Jeg havde så bare sagt at jeg var lige så overrasket som hun, og havde vist hende sms’en fra Liam, da jeg ikke syntes at hun havde brug for at læse Harrys sms, der sagde at han tænkte på mig, hun ville sikkert misforstå det. Efter det, havde mor og far så taget noget tid til at tænke det hele igennem, og først på min fødselsdag, da jeg havde åbnet pakken med billetten havde jeg fundet ud af, at de gav mig tilladelse. Jeg blev ellevild. Drengene havde tålmodigt ventet på svar, og de havde virket glade, da de fik at vide at jeg kom. Efter det havde far gået mig igennem hvordan man skulle flyve og holde styr på de forskellige tider, mange gange. Og jeg syntes at nu havde jeg nogenlunde styr på det. Jeg tror at grunden til, at de havde tøvet lidt med deres beslutning var, at jeg jo ikke tog af sted med en veninde eller noget, kun mig, helt alene, så hvis noget gik galt, så ville jeg ikke have nogen til at støtte mig op ad, men jeg havde talt mig sag og til sidst fået lov. Mor havde da også nævnt det fact, at jeg skulle bo hos fem drenge, men jeg havde igen beroliget hende og sagt at vi var venner, og at 3 af dem havde kærester, der dog var ældre end mig, men stadig piger.

Jeg havde syntes, at det med ligefrem at skulle bo hos dem, og så i en uge, eller otte dage faktisk, virkede lige lovligt ekstremt, når man tænkte på, at de kun havde været sammen med mig i en uge før. Jeg havde personligt ikke noget imod det, jeg havde jo kendt dem i lang tid, men hvorfor de ville, var mig stadig et mysterium. Jeg var dog kommet til den konklusion, at netop fordi de var superstjerner, så var alt omkring dem ekstremt, hvis de ville holde kontakt med deres gamle venner, eller få nye, så måtte de jo handle ekstremt. Plus det at vi boede i to forskellige lande også gjorde sådan at jeg ikke bare kunne stikke hovedet ind og sige hej en eftermiddag. Dog havde jeg bare regnet med en weekend, så da de havde foreslået efterårsferien, var jeg blevet glædeligt overrasket, og havde straks takket ja.

Da jeg havde tjekket ind, kom jeg til et mini shopping center. Der skulle jeg have lidt tid til at gå, før gaten åbnede. Jeg købte en croissant og en kop kaffe fra Baresso. Jeg var ikke sådan helt vild med kaffe endnu, men det var ved at komme. Jeg kunne ikke så godt lide hjemmelavet kaffe, men de lækre man kunne købe på Baresso og i 7elleven, dem kunne jeg godt drikke. Derefter satte jeg mig til at vente. Da gaten åbnede begav jeg mig af sted, det var gate nummer femten, og lige nu var jeg tættest på nummer tredive, så jeg havde et stykke vej at gå. Jeg gik forbi flere panorama vinduer ud til landingsbanerne, hvor der holdt mange fly. Jeg kiggede efter et Ryanair fly, og fandt fem, så ingen af dem kunne blive mit pejlemærke. Jeg gik på et rullebånd, da jeg var mindre havde jeg elsket dem, så da jeg så det denne gang, kunne jeg heller ikke udstå fristelsen, at hoppe på.

Jeg fandt gate nummer femten i god tid, og kom hurtigt igennem. Nu var der bare at vente på flyet, så jeg kunne komme af sted.

Flyet kom til tiden og vi blev lukket ind og fandt pladser, der stod ikke pladsnummer på billetterne, så man skulle bare selv vælge en plads. Jeg var heldig at få en vinduesplads tæt ved vingen, og lige før flyet lettede sendte jeg en sms til far og drengene om at jeg var i flyveren.

Da motoren blev tændt, var det som om en motor også tændtes i mit indre, den summede af forventning og glæden over at jeg nu var på vej. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...