There's a Thing Called Luck - One Direction - del 2

Emma mødte i sommers drengene fra One Direction, på en lille ø i Grækenland, hvor de boede på det hotel, hendes forældre impulsivt havde købt. Hun blev venner med dem, og da de tog af sted, efterlod de hende med løftet om at ses igen.
Denne del handler om, hvordan Emma håndterer det at være venner med superstjernerne One Direction, om hvordan det påvirker hendes liv, og hendes veninde Annasofies. Den handler om hendes tur til London, hvor hun lærer de fem drenge endnu bedre at kende.
Og selvfølgelig en masse mere.
-Jeg håber I vil nyde den!

87Likes
134Kommentarer
13523Visninger
AA

6. Niall

 

Dagen efter havde jeg sat min mobil til klokken halv ti. Da jeg stod op var Harry allerede væk, han skulle besøge sin søster i dag. Louis sad nede i køkkenet, stadig i nattøj og morgenhår, og spiste cornflakes.

”Godmorgen sovetryne” sagde han muntert og tog en stor mundfuld.

”It’s not a favorite, it’s a standert” mumlede jeg smilende for mig selv, og takkede endnu engang gud for at sende drengene til vores hotel.

”Hvad sagde du?” Spurgte Louis og kiggede undrende på mig.

”Ikke noget, ikke noget” sagde jeg ærgerlig over, at han havde hørt det, og tog selv en skål cornflakes.

”Jo, du sagde noget… It’s not a favorite…?” Sagde han og kiggede højtideligt undrende op i loftet.

Jeg afsluttede rødmende sætningen for ham: ”it’s a standart…”

”Haha, har jeg sagt det engang?” Spurgte han mig, mens endnu en ske fyldt til randen, røg ind i munden på ham.

”Special K” sagde jeg hemmelighedsfuldt til ham og slentrede hen til køleskabet for at tage noget mælk.

”Det kan jeg så til gengæld godt huske” udbrød han stolt og blinkede så til mig, idet han stak sin hånd ned i skålen og gravede en ordentlig håndfuld cornflakes dryppende af mælk op.

”Ad stop det!” Hvinede jeg og puffede til ham. Med det samme hørte jeg toilettet blive trukket ud og Eleanor kom ud af badeværelset, hun havde overnattet her.

”Ser godt ud skat” sagde hun henkastet til Louis og fik så øje på mig, ”godmorgen Emma.”

”Morgen” sagde jeg og smilede til hende, hun havde lige været i bad kunne jeg se. Hendes brune hår hang vådt ned ad ryggen på hende, og gjorde hendes grå T-shirt mørk. Jeg satte mig ned og begyndte at spise min morgenmad. I dag skulle jeg være sammen med Niall, det glædede jeg mig til. Jeg glædede mig til at lære den, der var lettest til latter i bandet bedre at kende.

Da jeg havde spist rejste jeg mig, og satte min tallerken i opvaskemaskinen.

”Jeg går i bad” sagde jeg til Louis og Eleanor og smuttede ovenpå.

Efter badet hoppede jeg hurtigt i tøjet, og klokken elleve var jeg på vej ud af døren, over til Niall. Da jeg bankede på døren, slog det mig pludselig, at jeg kun havde set Harry og Louis’ lejlighed, jeg havde slet ikke været inde i nogle af de andres endnu. Han kom hurtigt til døren, og åbnede for mig.

”Welcome to da’ crip” sagde han muntert, og lavede en fejende armbevægelse ud over rummet. Det var den samme lejlighed som Harry og Louis havde, men den var lidt anderledes indrettet. Vi tog en hurtig tur ovenpå og gik så nedenunder igen.

”Nå, hvad har du lyst til at lave i dag?” Spurgte han mig sødt. Hvorfor spurgte de mig altid om det? Jeg var fuldkommen ligeglad med hvad de lavede, så længe jeg var sammen med dem, skulle jeg nok få det fabelagtigt.

”Det ved jeg ikke? Nogen idéer?” Spurgte jeg og kastede bolden over på hans banehalvdel.

”Har du lyst til at hjælpe mig med en sang?” Spurgte han mig, ”jeg skal alligevel have øvet lidt guitar i dag.”

”Er du gal mand, ja!” Nærmest råbte jeg til ham, hvor var det vildt. Drengene havde jo mange gange sagt, at de gerne ville skrive deres egne sange, så selvfølgelig var han allerede i gang med nogle. Vi gik oven på og ind i et af værelserne, hvor hans guitar og en sofa stod. Der var også en taburet og et skrivebord. Han greb guitaren og satte sig på taburetten, jeg tog plads i sofaen.

”Okay, husk at det her bare er melodien” sagde han til mig med et halvgenert smil, og så tog han en akkord på guitaren og den fineste tone lød. Jeg følte mig meget stolt over at være med til at høre hans melodi. Beæret over, at han stolede nok på mig, til at åbne sig sådan for mig, for der var ingen tvivl om at han var øm over den nye sang. Han virkede sært skrøbelig, som han sad der med en lille rynke mellem brynene, og koncentrerede sig så meget. Jeg havde lyst til at kigge på ham for evigt, og lytte til tonerne der kom fra hans guitar.

”Hvor er det smukt” sagde jeg beundrende, og sukkede, da tonerne holdt op. Han kiggede op på mig med sig skæve smil.

”Tak” sagde han og satte så guitaren fra sig.

”Har du en tekst?” Spurgte jeg nysgerrigt.

”Ikke noget færdigt endnu” sagde han, ”jeg har ikke skrevet noget ned, men jeg har lidt oppe i hovedet. Jeg kan bare ikke få det ned på papir…”

”Hvorfor fortæller du ikke mig, hvad du tænker på, så kan det være jeg kan hjælpe dig” tilbød jeg, og håbede at det ikke lød for trængende.

”Okay” sagde han bare, ”altså det er en kærlighedssang” startede han.

”Men den lyder lidt trist” afbrød jeg, og fortrød straks, jeg skulle bare have ladt ham tale.

”Ja, det ved jeg, men det er den ikke. Den handler om, hvordan skal jeg forklare det? Den handler om hvor simpel kærlighed kan være. Hvor enkelt det kan være, hvor enkelt det burde være. Du ved, hvis to mennesker kan lide hinanden, hvorfor så ikke bare lade det være ved det?” Han virkede meget optaget af det han fortalte, mindst lige så koncentreret som da han spillede for mig. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige til hans forklaring af sangen, det var så dybt og smukt, at jeg blev helt mundlam. Det var faktisk noget lignende det her jeg havde håbet ville ske i dag, jeg havde håbet på at se nye sider af Niall, andre end den ellers så charmerende og glade dreng, ikke at der var noget galt med ham. Han var fantastisk, men jeg ville gerne finde ud af om der var mere.

”Wauw” var det eneste ord, der undslap mine læber, som ellers var gået i baglås.

Han grinte ømt, og fortsatte så: ”Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal få det ned på papir, hvilke ord der kan bruges” sagde han fortvivlet og kiggede bedende på mig, som om jeg skulle have en løsning.

”Okay, øhm, har du papir og blyant?” Spurgte jeg med et nervøst smil, og så gik vi i gang.

Efter at have siddet i et par timer med sangen trængte vi til pause.

”Er der noget du gerne vil?” Spurgte han mig igen, men denne gang vidste jeg hvad jeg ville, så jeg skyndte mig at svare.

”Altså jeg er ved at være lidt sulten” begyndte jeg og prøvede at læse reaktionen i Nialls ansigt, han lyste op i et smil.

”Jah?” Sagde han spørgende.

”Jeg har altid gerne ville prøve at få Nandos, og især med dig” udbrød jeg så, og lod min indre fjollede fangirl slippe løs i et par sekunder. Niall begyndte at grine.

”Så er det heldigt, at jeg ikke har fået Nandos længe” sagde han og tog sin jakke på, for at beskytte sig mod den kolde oktober luft der var udenfor.

Vi tog en taxa hen til den nærmeste Nandos, som han selvfølgelig kunne huske adressen på, og stod af der. Der var mange mennesker inde i byen dan dag, og der var straks en pige der skreg Nialls navn. Jeg bandede for mig selv. Selvom jeg havde mest lyst til at skride fra pigerne med Niall, beundrede jeg alligevel hans overskud da de fleste af pigerne på gaden kom løbende over mod ham.

”Måske skulle vi bestille takeout” hviskede han til mig, imens han hilste på nogle af de mange piger og fik taget et par billeder. Så skyndte vi os ind i Nandos, pigerne fulgte selvfølgelig med, men vi bestilte alligevel hurtigt mad, og jeg havde på fornemmelsen at vi fik vores mad lidt hurtigere end jeg ville have fået den, hvis Niall ikke havde været med. Men måske havde det også noget at gøre med larmen, som vi trak med ind. Uden for Nandos var der proppet med piger.

”Okay, måske var det ikke den bedste idé at tage ud at spise” mumlede han til mig, men vi masede os igennem mængden af både piger og de andre mennesker, der bare gik på gaden.

20 minutter senere sad vi sikkert på en bænk i udkanten af Hyde park og spiste vores Nandos.

”Hvordan kommer I nogensinde nogen vegne?” Spurgte jeg undrende Niall, det var mig en gåde.

”Det gør vi heller ikke rigtigt” sagde han med munden fuld af mad.

”Men jeg forstår ikke, vi har da været meget inde i London, mens jeg har været her” sagde jeg, og tog også selv en bid Nandos. Det smagte fantastisk, jeg forstod Niall glæde ved at spise det.

”Tjo, men ikke så meget som vi kunne have været, misforstå mig ikke, men hver gang nogen lægger mærke til os, bliver vi overfaldet” sagde han.

Det var jo rigtigt nok, det var nok bare ikke altid, at man lige lagde mærke til dem. Jeg mener, når jeg var inde i byen i Danmark, så var det jo ikke sådan, at jeg kiggede efter kendte personer. Det var mere hvis man stod i en kø, og så stod og betragtede de forskellige folk, der var omkring en, som man nu gør, at man ville lægge mærke til om man kendte dem. Eller selvfølgelig hvis nogen skrev noget på twitter.

”Men I kan da også nogen gange gå usete rundt, kan I ikke?” Spurgte jeg ham.

”Jo, det kan vi godt, men det er ofte, at hvis der er en der lægger mærke til os, at hun trækker opmærksomhed til os” svarede han og tog nu en slurk vand, som vi også havde købt. Han så sød ud, som han sad der med helt røde kinder på grund af kulden, og det afblegede hår, hængende uden voks eller noget slapt langs ansigtet. Han havde en stor jakke på, som et skjold mod kulden, og et grønt tørklæde viklet om halsen. Det hele så meget idyllisk ud, med parken i baggrunden, med de halvnøgne træer, hvis røde og orange blade farvede det grønne græs. Jeg sukkede en gang og kom så tilbage til virkeligheden, hvor jeg sad i Hyde park i London og snakkede med Niall Horan.

Resten af dagen gik hurtigt, men da jeg efter aftensmad med Niall, kom hjem til Harry og Louis’ lejlighed var den låst, ingen af dem var hjemme. Så jeg gik hen og bankede på hos Niall igen.

”Hey, hvad så?” Spurgte han, da han åbnede døren.

”Der er ingen hjemme derovre” sagde jeg, og han lukkede mig straks ind. Vi endte med at se en film der blev vist i tv, og da klokken blev tolv og jeg var træt, var der stadig ikke nogen hjemme.

”Du må altså gerne crashe på sofaen” sagde han mildt til mig. Jeg overvejede det lidt, og til sidst vandt mine øjenlåg kampen mod min mund, der desperat kaldte på en tandbørste. Jeg takkede ja, og som sendt fra himlen fandt Niall en ekstra tandbørste frem.

”Jeg har massevis af dem liggende til pigerne” sagde han med et grin, og jeg takkede ham mange gange og ønskede ham held og lykke med fremtidige dates, der nåede til dette stadie. Det ville være nogle meget heldige piger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...