There's a Thing Called Luck - One Direction - del 2

Emma mødte i sommers drengene fra One Direction, på en lille ø i Grækenland, hvor de boede på det hotel, hendes forældre impulsivt havde købt. Hun blev venner med dem, og da de tog af sted, efterlod de hende med løftet om at ses igen.
Denne del handler om, hvordan Emma håndterer det at være venner med superstjernerne One Direction, om hvordan det påvirker hendes liv, og hendes veninde Annasofies. Den handler om hendes tur til London, hvor hun lærer de fem drenge endnu bedre at kende.
Og selvfølgelig en masse mere.
-Jeg håber I vil nyde den!

87Likes
133Kommentarer
13805Visninger
AA

15. Louis

 

Tilbage til Emma

Det var min sidste dag i dag. Tristheden hang tungt i mit værelse, da jeg satte min forsovet op i sengen lørdag morgen. Jeg gik over til vinduet og trak gardinerne fra, det øsede ned udenfor. Ikke ligefrem noget, der gjorde min lidt deprimerede stemning bedre. Men nej, jeg rystede hovedet, svingede håret, prøvede at ryste det hele af mig. Det virkede en smule på humøret.

”Godmorgen” sagde jeg, da jeg gik nedenunder, hvor Harry og Louis sad og spillede videospil. De kiggede begge forskrækket op på mig, de var meget optaget af spillet.

”Morgen” sagde Harry, og stak mig et smil.

”Død!” meddelte Louis triumferende over for Harry, der i de 10 sekunder Harry havde kigget på mig, havde vundet spillet.

”Ugh Louis!” beklagede Harry sig, og rejste sig op, ”jeg skal alligevel også af sted nu” sagde han, og gik hen mod køkkenbordet, hvor hans mobil og nøgler lå.

”Vi ses” sagde han, og vinkede til os, mens han gik over mod døren, hvor han hoppede i et par sko, og tog sin jakke. ”Jeg er hjemme i aften, så vi alle sammen kan sige farvel i lufthavnen.”

”Okay” sagde jeg taknemmeligt, ”men jeg fatter stadig ikke, at du efterlader mig alene med en tyveårig mand.” Idét jeg sagde det, begyndte jeg at grine. Hvor kikset, jeg grinte af noget jeg selv lige havde sagt. Men jeg var ikke den eneste, Harry og Louis var også helt færdige af grin.

”Det havde jeg godt nok ikke lige forventet det der” grinede Louis, hans stemme ebbede ud i slutningen af sætningen, og blev overdøvet af latter.

”Emma for fanden” sagde Harry, der ellers aldrig bandede. Han gik hen og gav mig et kram, ”vi ses i aften”, så gik han rystende med hovedet hen til døren, og forsvandt.

”Så, nu er du altså alene med en gammel 20 årig mand, er du bange?” Spurgte Louis spøgende, mens han kom tættere og tættere på mig, og lavede skræmmende lyde.

”Stop det, jeg sagde 20 årig, ikke afdød” grinte jeg, og løb ud i køkkenet for at tage noget morgenmad.

”Undskyld” sagde han sarkastisk og fulgte med mig ud i køkkenet.

”Undskyldning accepteret” sagde jeg formelt.

”Hm hm” han rømmede sig højtideligt.

”Hvad så?” Spurgte jeg ham, og løftede afventende øjenbrynene.

Han slog bebrejdende ud med armene, og ventede tålmodigt.

”Undskyld at jeg sagde at du er tyve år, når du jo snart er enogtyve søde Louis” sagde jeg sødt, og klappede ham på hovedet. Jeg hoppede op på køkkenbordet.

”Undskyldning accepteret Em” sagde han så  sukkersødt til mig, at jeg begyndte at fnise.

”Du holder virkelig fast i det kælenavn var?” Sagde jeg drillende, ”skulle jeg også til at kalde dig noget?” Jeg lod som om jeg spekulerede.

”Det er helt op til dig Em” sagde han og lagde tryk på forkortelsen af mit navn.

”Åh Lou” grinte jeg, ”eller foretrækker du ’boobear’?”

Hans ansigtsudtryk da jeg bragte boobear på banen, var uvurderligt.

”Hahaha boobear” grinte jeg, og fik skulende øjne i gengæld fra Louis.

”Kaldte dine forældre dig ikke et eller andet åndssvagt, da du var lille?” Spurgte han.

”Hvis de gjorde, så ville jeg i hvert fald ikke fortælle dig det” svarede jeg lusket, og skiftede så emne.

”Jeg kan faktisk godt lide, at det bare er Em på engelsk, og ikke mere, jeg mener på dansk er det Ems, eller Emsen… Em lyder meget pænere” sagde jeg.

”’Emsen’? Seriøst” grinte Louis. ”Hvorfor putter i overhovedet s på?”

”Ved jeg ikke, det er skørt” sagde jeg.

”Dansk er et skørt sprog” sagde han så.

”Har du da nogensinde hørt nogen snakke dansk?” Spurgte jeg bebrejdende.

”Det ved jeg ikke, men altså, Emsen, helt ærligt” sagde han mistroisk.

”Hey, stop med at disse mit kælenavn!” Sagde jeg skrapt og puffede kærligt til ham. ”Hvis du gerne vil høre nogen snakke dansk, så sidder du lige foran en ekspert” sagde jeg pralende.

”Ekspert ligefrem, bring it on Em” sagde han udfordrende og afventede mit svar.

”Jamen du vil alligevel ikke kunne forstå hvad jeg siger Lou” sagde jeg på dansk. Nøj hvor var det sjovt, jeg havde talt uafbrudt engelsk i en uge, slet ikke et ord dansk. Det var sært. Jeg havde kun skrevet hjem til Annasofie og mine forældre, ikke talt med dem.

”Hvad sagde du lige der?” Spurgte Louis mig forundret, ”du sagde mit navn.”

”Jeg siger da ikke, hvad jeg lige sagde boobear” blev jeg drillende ved på dansk.

”Ej stop det! Jeg skulle aldrig have bedt dig om at snakke dansk” tikkede han mig.

”Jamen jeg syntes, at det er sjovt, at du ikke kan forstå mig” sagde jeg igen på dansk, velvidende at han ikke forstod et ord af det jeg lige havde sagt til ham.

”Ej okay, jeg stopper nu” sagde jeg på engelsk.

”Tak” sagde han lettet, ”det er altså sært at tænke på, at du taler et helt andet sprog, det ville man ikke lige have regnet med, hvis man bare mødte dig.”

”Mener du det?” spurgte jeg og rødmede.

”Du taler rigtig flot engelsk” sagde han rosende.

”Ej tak” var alt jeg lige kunne sige.

”Lær mig, at sige noget på dansk” sagde han så pludselig.

”Hvad vil du lære at sige?” Spurgt jeg.

”Hej jeg hedder Louis Tomlinson” sagde han, ”bare det klassiske.”

”Haha, så gerne” sagde jeg, ”hello er ’hej’ på dansk, så det er ikke så svært” startede jeg. Han stod lidt og smagte på ordet.

”Hej… Hej… Det er ikke svært, hvad mere?” Ville han vide.

My name is er ’jeg hedder’” sagde jeg, ”prøv at sig det hele, også dit navn til sidst” guidede jeg ham.

”Hej jeg hedder… Hedder, hvordan udtales det?” Spurgte han forundret, men han stille prøvede på at sige det for sig selv.

”Du skal ligesom bare… Hmm bare prøv at sige det, hedder, hedder” gentog jeg.

”Hedder, hedder, hedder” sagde han og himlede med øjnene.

”Hahaha, du lyder svensk” grinte jeg.

”Tak” sagde han fornærmet, men smilede til mig.

”Prøv at sig hele sætningen nu” opfordrede jeg ham.

”Hej, jeg hedder Louis Tomlinson” sagde han med et smil på læben.

”Flot! Hvor er du dygtig” roste jeg ham.

”Tak Em, det betyder så meget når du siger det” sagde han sarkastisk.

”Your welcome booebear” sagde jeg sødt, og flyttede mig, før han langede ud efter mig.

 

Vi besluttede os for at gå en tur, så Louis fik fat i en sikkerhedsmand, som skulle gå med os. Det var sært, at de var nødt til at have sådan en med, men det kom jo med jobbet.

”Hvor skal vi gå hen?” Spurgte jeg ham.

”Vi kan vel bare gå en kort tur i Hyde Park” sagde han, ”der er så dejligt når det regner”.

Vi kørte hen til parken i hans bil. Da vi steg ud af den, blev vi mødt af en paparazzi. Vi ignorerede ham bare, og gik ind i parken, med sikkerhedsfyren bag os.

”Så fortæl mig om jeres nye album” sagde jeg, og kiggede forventnings fuldt på Louis.

”Det kommer jo ud til november, så det glæder vi os meget til” sagde han.

”Det gør alle” sagde jeg, og smilede, ”hvad så med Madison Square Garden, glæder I jer ikke helt utrolig meget til det? Jeg mener, det er der jo ikke så lang tid til.”

”Jo, det er vi virkelig spændte på, det er jo det største sted at spille” sagde han begejstret, og smilede et sært lille smil.

”Altså nu har I jo spillet til OL, så jeg ved ikke helt om der er noget, som der slår det” sagde jeg.

”Okay nej, du har ret, men det er stadig kæmpe stort, vi kan slet ikke tro, at vi overhovedet har fået lov til at spille der” sagde Louis. Jeg fik lyst til at kramme ham, han var så sød, så ydmyg. Ja det var de alle, så helt igennem normale.

”I er jo også kæmpe store, og mega talentfulde, så hvorfor skulle I ikke have lov til at spille der” sagde jeg.

”Jeg ved det ikke, det hele virker bare så uvirkeligt” sagde han forsigtigt, og kiggede op mod himlen. Det regnede ikke så meget mere, det dryppede bare. Alt i parken var vådt, og fugten hang i luften. Det hele blev sært diset og lidt trist, men man kunne stadig høre de små lyde fra nogle få fugle og egern. Det var så hyggeligt.

”Skal Eleanor, Danielle og Perrie med jer?” Spurgte jeg ham.

”Ja det skal de” sagde han.

”Hvis Harry eller Niall fik en kæreste, skulle de så også med?” Spurgte jeg ham interesseret.

”Jeg ved ikke” sagde han og så spekulerende ud over parken, ”der har været meget stille hjemme ved os siden Harry mødte dig.”

”Hvad?” Spurgte jeg forskrækket over de ord, jeg var sikker på, lige var kommet ud af hans mund, ”hvad mener du?”

”Glem det” sagde Louis, ”lad os bare gå lidt.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...