There's a Thing Called Luck - One Direction - del 2

Emma mødte i sommers drengene fra One Direction, på en lille ø i Grækenland, hvor de boede på det hotel, hendes forældre impulsivt havde købt. Hun blev venner med dem, og da de tog af sted, efterlod de hende med løftet om at ses igen.
Denne del handler om, hvordan Emma håndterer det at være venner med superstjernerne One Direction, om hvordan det påvirker hendes liv, og hendes veninde Annasofies. Den handler om hendes tur til London, hvor hun lærer de fem drenge endnu bedre at kende.
Og selvfølgelig en masse mere.
-Jeg håber I vil nyde den!

89Likes
133Kommentarer
13941Visninger
AA

7. Genkendt

 

Næste dag da jeg vågnede, lå jeg dejlig blødt i en seng. Værelset var lyst op af solens stråler som var trængt igennem gardinet. Jeg strakte mig og gabte, jeg lå dejligt. Men så kom jeg i tanke om det, jeg burde ligge krøllet sammen på en sofa! Hvordan var det her lige sket? Og hvad var klokken? Klokken var ti, jeg havde fået ti dejlige timers søvn, men hvordan var jeg havnet her? Jeg satte mig lynhurtigt op i sengen, men så sortnede det hele i et sekund, og jeg tog mig til hovedet og prøvede at få styr på hvor jeg var, det var mit værelse hos Harry og Louis. Hvordan var jeg havnet her? Jeg trådte denne gang langsom ud af sengen og svajede lidt på benene, jeg havde stadig kun min trøje, som jeg havde lagt mig til at sove i, og undertøj på. Jeg gik lige så langsomt ud på badeværelset for at se mig i spejlet, jeg så lidt forsovet ud. Jeg havde jo lagt mig til at sove ovre hos Niall, så jeg havde ikke haft hverken makeup fjerner elle noget andet, så jeg havde lagt mig til at sove med mascara på, ikke klogt, nu var det tværet ud under øjnene på mig, og mit hår kunne trænge til en børste. Jeg besluttede at hoppe i et hurtigt bad før jeg lod omverdenen se mig. Jeg lod vandet være koldt, for så vidste jeg at det ville have en mere opfriskende effekt.

Efter badet hoppede jeg hurtigt i en ny T-shirt og et par cowboy bukser, så gik jeg nedenunder for at få en forklaring på, hvordan jeg var havnet her.

Nedenunder var der ikke nogen, der var helt stille i huset. Men ikke en uhyggelig stilhed, mere den stilhed der kun findes om morgenen. Den sovende stilhed. Jeg vidste, at jeg umuligt ville kunne sove igen, efter at have taget det kolde bad, så jeg besluttede mig for at overraske dem med morgenbrød. Jeg tog min jakke på og hoppede i mine sko, så gik jeg åbnede jeg døren, og fik en kold brise i ansigtet. Jeg havde ingen nøgle til at låse efter mig, men jeg tænkte, at det nok skulle gå, da de jo i forvejen boede i et lejlighedskompleks med dørmand og det hele.

Da jeg kom ud på gaden besluttede jeg mig for at gå, for det første anede jeg ikke hvad en taxa kostede, og jeg anede heller ikke hvor jeg skulle hen. Jeg fulgte larmen, der måtte der da være nogle butikker der solgte morgenmad. Og jeg havde ret, efter at have gået et par gader kom jeg til en større vej, og der lå butikker på. Bilerne suste allerede forbi, og folk gik travle forbi mig, med deres store frakker, og en kop kaffe i hånden eller andet. Jeg skyndte mig ind i en lille butik, der mindede om 7eleven i Danmark. Jeg købte en pose med rundstykker og en kop kaffe til mig, trods det friske bad, var jeg nu stadig lidt træt. Da jeg skulle til at forlade butikken, kom en pige hen til mig.

”Hey, det var dig der kom ud af den taxa med Niall i går” sagde hun til mig lige ud.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare hende, for det var jo ikke et spørgsmål, det var ren fakta.

”Øh” var alt jeg sagde og gjorde mine til at gå videre.

”Vent lidt” sagde hun og blokerede vejen for mig, kunne hun da ikke være ligeglad? Men jeg kendte allerede svaret på det spørgsmål. Selvfølgelig ikke.

”Hvad så?”  Spurgte jeg og stak hende et utålmodigt smil.

”Hvor kender du ham fra?” Spurgte hun. Jeg fik fornemmelsen af at have gjort noget slemt, som dengang der var nogen der havde mistet trehundrede kroner der hjemme, og vores lærer så holdt krydsforhør i klassen.

”Øh” var igen det eneste jeg fik sagt.

”Er du sådan hans kæreste eller noget?” Spurgte hun mig, og gav mig et gennemborende blik, men denne gang kunne jeg svare.

”Nej, jeg er ikke hans kæreste, men vil du have mig undskyldt?” Spurgte jeg og begyndte at gå hen mod udgangen. Hun rykkede sig til side, stadig med et undrende udtryk i ansigtet.

”Du er rigtig pæn” sagde hun så, og stak mig et smil.

Nu var jeg først rigtig forvirret, hun gik fra et direkte krydsforhør, til at fortælle mig, at jeg var pæn.

”Øhm tak, det er du også” mumlede jeg forfjamsket over den pludselige kompliment, ”men jeg må videre nu.”

”Hey vent, må jeg ikke få taget et billede med dig?” Råbte hun efter mig, som jeg var på vej ud af døren. Jeg stoppede op, og prøvede at aflæse hendes ansigtsudtryk. Lavede hun sjov? Nej, hun så gravalvorlig ud, og hun fulgte efter mig udenfor.

”Hvorfor?” Ville jeg vide.

Hun var ikke i stand til at svare mig ordenligt, så hun trak bare på skuldrende, ”fordi du er smuk.” Jeg rødmede, det var anden gang hun sagde det.

”Please?” Tilføjede hun og lavede hundeøjne.

”Det tror jeg altså ikke lige” fremstammede jeg usikkert, jeg vidste ikke hvad drengene ville sige til det. En panisk bølge spredte sig i kroppen på mig, jeg vidste ikke hvorfor, men der var noget ved hele situationen, der gjorde mig utryg.

”Jeg skal skynde mig” sagde jeg og bakkede væk fra hende. Hun havde nu ikke længere det bedende ansigtsudtryk på, hun havde fattet, at kampen var tabt. Men hun trak alligevel sin mobil op af lommen. Jeg vendte mig om og begyndte hurtigt at gå væk fra hende, over vejen. Jeg vendte hurtigt ansigtet, for at se om hun var væk, men i stedet så jeg direkte ind i hendes kamera og vidste, at hun havde ventet på dette sekund, for hun var klar på aftrækkeren, og jeg var sikker på at hun fik taget et billede eller to. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...