Udtaget, som i en drøm

Renates resultat ved EM sikrede hende en plads ved OL i London. Det store internationale stævne i Aachen ville blive afgørende for om hun ville blive udtaget til det danske landshold i dressur. Ved stævnet i Aachen rider hun sin hidtil bedste grand prix, hvorefter den danske landstræner udtager hende til det hold, som skal forsvare den danske bronzemedalje fra OL i Beijing, 2008. 20 årige Renate var overvældet, men vidste også at hun måtte træne hårdt. Da hendes sikre kort, hingsten Desperados bliver skadet, må hun ride hendes anden hest, Erlando, der har flere problemer i rampelyset end først antaget. Vil Renate opnå de gode resultater ved OL på Erlando, som hun kunne have opnået på Desperados? Vil landstræneren fortryde sit valg ved at tage den unge Renate med på holdet? Kan Renate klare det hårde pres både psykisk og fysisk? - Mit bidrag til OL-konkurrencen ('Guldmedaljen').

8Likes
1Kommentarer
1411Visninger
AA

1. Forberedelser

Der var kun elleve dage til det internationale stævne i Aachen, Tyskland. Hun skulle deltage i grand prix klassen. Det var vigtigt for hende at hente nogle gode procenter hjem, da det ville være afgørende for om hun også skulle ride for det danske hold til OL. Sammen med hendes træner havde de valgt og tilmeldt hesten Desperados. 

Renate Strahter ejede, sammen med hendes forældre, en hestestald i sydjylland, hvor de havde plads til 32 heste. Stalden var ikke fuld, der stod 23 heste i stalden på daværende tidspunkt. Blandt de heste var hendes mors heste, avlshestene og hendes egne heste. 

I den første boks stod den sorte hannoveraner hingst Desperados. Han var importeret fra Tyskland og uddannet af en særdeles dygtig tysk berider. Det var godt halvandet år siden at Renate havde købt den store 12 årige hest, der målte 184. I de første mange måneder havde hun, sammen med hendes træner, haft problemer med at få fuldt udbytte af hesten i træningen. Kemien mellem Desperados og Renate havde ikke været optimal, men det var blevet forbedret og hun havde besluttet sig til at beholde og arbejde videre med hesten. 

I boks nummer tre stod den anden af Renates top heste, den kastanjebrune DV vallak Erlando. Han var trænet op til grand prix niveau af hende selv, og i perioder også af hendes træner, som var udannet berider. Erlando var en hest med meget stort potentiale, et potentiale som Renate havde opdaget da den var tre, og kun lige påbegyndt tilridning. Igennem tiden havde Renate og vallakken opbygget et meget stærkt bånd, hvilket betød at hun kunne håndtere ham virkelig godt i træningen. Vallakken var en helt anden på stævnebanerne, han kunne sine øvelser næsten til perfektion, men han blev nervøs og på en måde sceneskræk. 

Erlando var en hest der kun kastede sin tillid et menneske, og dette menneske var Renate. Hun stod foran hans boks og så ind i hans mørke øjne, der var ingen tvivl om at de to hørte sammen. Boksen han stod i var stor og lys, ganske velegnet til en stor hest, som ham, på 176 cm. Langsomt åbnede hun boksen, hun havde en indigo blå grime over skulderen, som hun ville lægge om hans mule og op over ørerne på ham. Der var fyrre minutter til den tysk fødte berider, hendes træner, André Meisner, ville komme for at træne og finpudse hendes arbejde med hestene. 

Forsigtigt lod Renate hænderne glide ned af vallakkens hals og side. Derefter tog hun fat i hans grime, han fulgte velvilligt med ud på staldgangen og hen forbi Desperados' boks, hvor der var en plads til at strigle. Inden hun bevægede sig hen imod saddelrummet, klikkede hun tovet i hans grime, så han var bundet.

I saddelrummet var der et skab til hver hest, og på den endevæggen hang alle sadlerne. Målrettet gik hun hen imod det skab, hvorpå der var malet et stort sort tretal, og åbnede det. Renate satte striglekassen ud på gulvet inden hun tog en kasse ud som var fuld af bandager i forskellige farver. Hun udvalgte sig de indigo blå bandager inden hun satte kassen ind på dens plads igen. På skabslågen hang fire forskellige trenser. Renate tog den mest slidte af de to kandar trenser over skulderen, inden hun lukkede skabet. Hun tog bandagerne i favnen og striglekassen i hånden, hvorefter hun gik tilbage til striglepladsen, hvor Erlando stod og ventede helt roligt.

Efter at have lagt tingene fra sig åbnede hun striglekassen, fandt den rette strigle og begyndte at stryge den over hans blanke kastanjebrune pels. Hun gav sig god tid til at hygge om ham og strigle ham grundigt, for det var sjældent hun fik lov til at hygge om ham. Når muligheden bød sig brugte hun megen tid på sine heste, og særligt Erlando, hun vidste hvor meget han nød det, og selv nød hun det mindst lige så meget. 

Da Renate var færdig med at strigle vallakken, rakte hun ud efter de indigo blå bandager. Når hun havde tiden og tilladelsen til selv at gøre sine heste klar, yndede hun at gøre det så de så godt ud på banen. Det var ikke altid det kønneste til en hest med bandager, til Erlando så det godt ud i modsætning til Desperados, der var kønnest uden. Med erfarne og rolige hænder begyndte hun at vikle de lange bandager omkring hans ben. Renate gjorde altid sit arbejde med hestene meget omhyggeligt, da de fortjente at blive behandlet med respekt. Mange mennesker forstod ikke den kærlighed hun havde til sine heste, men det forhindrede hende ikke i at holde af dem. Erlando var noget helt specielt, hun kunne ikke beskrive hvorfor, det var han bare. 

Hun måtte til at skynde sig, hun ville gerne nå at skridte varm og nå at trave lidt inden André kom, og der var efterhånden kun et kvarter til. Renate gik ind i saddelrummet og fandt hendes ridestøvler, i Desperados' skab, som hun tog på. Ligeledes fandt hun også sporerne i det skab, som hun, med erfarne hænder, hurtigt fik sat på støvlerne. Nær Erlandos saddel stod en stol, og over ryggen på den stod hang hans indigo blå dressurunderlag. Sammen med sadlen tog hun det med ud til Erlando. Det tog ikke lang tid for Renate at sadle Erlando op, og det varede ikke lang tid før hun var undervejs ud af den port, som var i enden af stalden. Erlandos hestesko klirrede imod det hårde betongulv, da hun trak ham udenfor, hvor den tidlige forårs sol prøvede at varme den kølige luft op. 

Erlando prustede og rykkede nervøst på sig da en flok fugle fløj op fra et træ. Men Renate var hurtig til at berolige ham, med rolige ord og forsigtige, men kærlige berøringer på hans hals. Da vallakken var faldet til ro igen, satte hun foden i stigbøjlen og svang sig let og elegant op på ryggen af den forholdsvis store hest. Med et forsigtigt prik i siden af hesten med sporen skridtede Erlando stolt frem, med hovedet nysgerrigt hævet. Normalt ville hun rette på hans stilling i nakken, men da de ikke befandt sig på banen lod hun ham kigge sig omkring. Det var mildest talt aldrig at hun var på tur med sine heste, fordi de var så fine og dyre at hun ikke kunne risikere at de kom til skade. 

Forsigtigt forsøgte Renate at presse den kastanjebrune hest forbi ridehallen. Hun kunne høre at de var ved at rive banen, og hun vidste at det kunne skræmme den nervøst anlagte vallak. For at støtte ham bedst muligt lagde hun benene godt ind til ham og tog bedre fat i tøjlen. Erlando fór skræmt til siden ved lyden af det motoriserede fartøj på den anden side af de tynde vægge. Renate kunne mærke hvordan han var helt spændt op, men hun lod sig ikke mærke med det og pressede ham blidt videre som om intet var hændt. For at få ham til at falde til ro igen, talte hun blidt til ham. Da Erlando hørte hendes stemme blev han hurtigt mere afslappet, men stadig ikke fuldstændig. 

Der var stadig et stykke vej ned til den udendørs ridebane, som hun altid brugte når vejret var til det. Vallakken begyndte at trippe afsted, hvilket var et tegn på at han var ved at være fuldstændig afslappet igen. Men det fik også Renate til at samle tøjlerne mere op, samtidig med at hun gav ham et lille prik med sporerne i hver side for at presse ham frem, og dermed presse ham til at gå ordentligt igen. 

Banen var blevet revet her til morgen og havde stået urørt indtil nu. Som altid glædede Renate sig til at komme ind på banen og mærke det gode underlag under hestens hove. Det var som om Erlando blev meget mere elegant i sine bevægelser når hans hove ramte underlaget på banen. Renate samlede tøjlerne en smule mere og han søgte, med et forsigtigt tag i indvendig tøjle til hjælp, hurtigt ned i holdning. Ved at bruge mavemusklerne og sædet til at drive med, fik hun ham frem i et acceptabelt tempo. Vallakken forsøgte at søge indad mod midten i banen, men hun pressede imod med indvendig schenkel for at holde ham på hovslaget. Da han ikke lyttede lod hun ham mærke sporen på det indvendige ben, og straks mærkede hun hvordan han løftede den ene baghov længere over jorden end normalt. Det var Erlandos forsøg på at modreagere, men han rettede sig ind efter Renate og holdt sig på hovslaget. 

I forhold til mange andre unge ryttere på hendes alder, beherskede hun en særlig ro når hun sad på ryggen af en hest. Det var formegentlig derfor hun var nået så langt og nu var kvalificeret til OL. Ligeledes var hun kandidat til dressurlandsholdet, hvis hun ellers kunne ride grand prix programmet ved stævnet i Aachen til nogle gode procenter. Siden hun havde været otte havde hun redet dressur, og det havde altid været hendes store drøm at deltage i de olympiske lege, nu havde hun måske chancen. 

André kom roligt gående hen imod den udendørs ridebane, der var lavet efter internationale mål, så hun kunne træne til sine konkurrencer under fornuftige forhold. Han stoppede op ved hegnet og betragtede ekvipagen, som han mente ville kunne nå langt. Erlando var stadig ung og havde en del at lære i forhold til stævner, det var både han og Renate opmærksomme på. Renate fik vallakken til at lave en parade ved A, hvor André stod og betragtede ham.

"Nå, hvordan er han i dag?" spurgte André, der ligeså godt som Renate kendte hans nervøse temperament.

"Han skal holdes godt på plads, og virker til at kunne blive skræmt af de mindste ting, men det ændrer sig når vi kommer i gang, han skal bare have fokus over på noget andet." Renate var sikker i sin sag, for hun kendte Erlando ud og ind, efter at have eget ham i snart otte år.

Roligt gik André ned mod den anden ende af banen hvor indgangen var. Renate prikkede til Erlando for at få ham frem i skridt igen. André sørgede for at lukke lågen mens de var længst væk, da han ikke ønskede at skræmme hesten. Ganske vidst kunne Renate få ham til at falde ned hurtigt igen, men det ødelagde hans fokus hver gang han blev skræmt. 

Renates mor havde sagt at hun skulle fokusere på ridningen af Desperados, fordi det var ham hun skulle have med til stævnet i Aachen. Både Renate og André var af en anden opfattelse, for de var nødt til at have Erlando klar som reservehest, hvis der skulle ske noget uforudset. 

Erlando, der snart fyldte 11, var noget mere usikker på alting end Desperados. André stillede sig i midten af banen, og betragtede ekvipagen mens de skridtede nogle volter, og en enkelt 4-buet slangegang. Pludselig fór vallakken frem i galop, men der gik ikke lang tid før Renate havde ham i en kontrolleret trav. Hun holdt ham i trav i lidt tid, for at få ham til at slappe af, hvorefter hun satte ham ned i skridt. 

"Hvad var det der skræmte ham?" André havde ikke kunnet se hvad der skræmte ham, fra hans plads på midten af banen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...