Det sidste element

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2012
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Igang
De fire elementer lever frit blandt hinanden på trods af deres uenigheder, som tit koster alle dyrt. De har det bedst i selskab med deres egne, men problemet er at man først finder ud af hvem man høre til når man er nået 'modenheds alderen'.
Men i Melonis tilfælde er det anderledes. Hun har længe været i 'modenheds alderen', men ingen af elementerne har åbenbaret sig helt for hende. I små glimt har de vidste sig alle sammen, men de bliver aldrig ret længe.

9Likes
9Kommentarer
1264Visninger
AA

2. Vindbetvingerene

 

Jeg lå længe bare helt stille på de små skarpe og hårde sten, der langsomt borede sig ind i min forslåede ryg. Jeg stirrede tomt op i himlen og gav mig til at tælle alle de små fugle, som fløj hen over mit hoved i alle mulige retninger, men på trods af det voksende antal og de mange krum de lavede, ramlede de aldrig sammen. Det fik et lille, forsigtigt smil frem på mine læber, som stadig bar den græmme smag af galle. Mit blik var stadig uskarpt og alt omkring fuglene lå stadig i en tyk, grå tåge, men fuglene virkede klarerer end nogensinde.

En stemme trængte ind i mit ellers tunge sind. Jeg genkendte ikke stemmen og valgte derfor at tro at det nok ikke var henvendt til mig. Det gik dog op for mig at det nok var til mig, da et uklart ansigt blev stukket ind over mig. Den pludselige forandring af billedet for mine øjne fik det til at flimre igen. Jeg tog mig lidt til hovedet og skubbede drengen lidt irriteret væk. Mit hoved dunkede som aldrig før, sådan føltes det i hvert fald. Jeg vidste jo godt, at det dunkede lige slemt hver gang jeg fik det sådan, men hver gang føltes altid som den værste.

Jeg satte mig fortumlet op og så irriteret på den lille gruppe af personer der var forsamlet omkring mig. De så alle sammen ud til at være cirka på min alder. De havde alle sammen den samme lyseblå skjorte med vindbetvingernes mærke på. Det var ren kutyme for vindbetvingere at gå med den græmme skjorte. Det var heldigvis ikke sådan for de andre begvintergrupper. Der valgte man selv om man ville visse sin gruppe frem.

Jeg kunne ikke rigtig lade hver med at sukke ved synet af de skjorter og smed mig tilbage på stenene. De var godt nok ubehagelige, men de mindede mig i det mindste ikke om at jeg stadig ikke havde nogen ide om hvilken gruppe jeg hørte til. Alle mine jævnaldrende havde for længst fundet deres sted, men jeg hang fast i barndommens uvidenhed. Efter at have været i 'modenheds alderen' i snart 6 år var jeg godt træt af at vente på at det skulle komme. Alle mine venner og veninder havde fundet sig til ro i deres egne små grupper, mens jeg måtte bo hos mine forældre og min idiot af en storebror. Jeg sad fast i det her hul indtil jeg fik mit element fremvist. Det var ikke retfærdigt. Jeg ville jo også gerne kunne falde til ro sammen med min egen slags.

Drengens ansigt dukkede endnu en gang op for mit blik og rev mig ud af mine triste, ensformige tanker. ”Hej,” sagde han prøvende og studerede mig tydeligvis. Han prøvede nok at regne ud hvilket element jeg hørte til. Jeg kunne ikke lade hver med at tænke at han godt kunne fortælle mig hvad det var, hvis han nu tilfældigvis kom frem til et svar. Jeg tvang et smil frem og så direkte ind i hans dybblå øjne. Det undrede mig ikke at han havde blå øjne, da de fleste luftbetvingerer havde det. ”Hej?” sagde jeg roligt og koncentrerede mig kraftigt om ikke at blive sur på ham, bare fordi han kendte sit element og jeg ikke gjorde. ”Hvad er du for en?” spurgte en lille, spinkel pige med lange, tynde fletninger, som stod lidt bag drengen. Hun var tydeligvis ikke lige så gammel som de andre og kunne højest være omkring de 11 år, hvilket fik en bedter smag frem i min mund. Jeg satte mig hurtigt op og så fornærmet på hende. ”Jeg er den slags som holder sig langt væk fra alle andre,” hvæsede jeg irriteret og var hurtigt oppe at stå.

Jeg så mig hurtigt om, men hverken mine forældre eller min bror var i syne. Jeg sukkede lettet og vente igen blikket mod den lille flok af luftbetvingere, som stirrede forbløffet tilbage på mig. Jeg satte bare overlegent hænderne i siden. ”Hvorfor spørg du?” spurgte jeg så, da jeg kom til at tænke på at det nok ikke var klogt at fornærme dem alt for meget, hvis jeg nu endte hos dem. Pigen trak sig lidt ind bag drengen og hviskede stille: ”Du lignede en der havde brug for hjælp og for at få den bedste hjælp må man søge hos den samme slags som personen selv er.” Jeg fik næsten kvalme af hvor meget viden de havde probet ind i den lille piges hjerne. Hun var tydeligvis vokset op blandt vindbetvingerne, da de gik utrolig meget op i deres ufattelige viden om alt og ingenting. Jeg rullede lidt med øjne. ”Jeg har det fint, ellers tak,” fik jeg vrisset ud igennem min næsten lukkede mund. Jeg blev nødt til at læne mig lidt op af væggen til det hus, som lå over mine forældres nye kælder. Jeg håbede inderligt at det ikke så lige så smertefuldt ud som det føltes. Min krop var stadig udmattet efter presset og hele min krop bad inderligt om at få lov til at ligge stille og sunde sig i sivende hjemme i sumpen.

Drengen fra før gik helt hen til mig og så mig direkte i øjne. ”Er du sikker på at du er okay?” hviskede han og lød overraskende bekymret. Jeg tvang mig selv til at nikke, for jeg var bange for af hvis jeg sagde noget ville min stemme knække over af overbelastning. Han så bekymret på mig og kneb øjne lidt sammen. ”Hvorfor indrømmer du ikke bare der er noget galt og får hjælp?” hviskede han så lavt at det kun var os der kunne høre det. Jeg så irriteret på ham. ”Der er alligevel ikke nogen der kan hjælpe mig, da der ikke er nogen som mig!” hviskede jeg lige så lavt og skubbede ham blidt fra mig. Han væltede selvfølgelig ikke, men han trådte et skridt tilbage og jeg kunne smutte forbi ham i en let og elegant bevægelse. Mine muskler var trætte og udkørte, hvilket gjorde det svært at bevæge sig, men jeg havde efterhånden vendet mig til denne totale udmattelse. De utallige gange jeg havde fået det sådan gjorde at jeg efterhånden kunne kontrollere min krop efter et stykke tid. Den tid var gået nu og jeg havde det meste af min førlighed tilbage igen, men jeg var stadig for ustabil på benene til at kunne løbe nogen steder, som min hjerne blev ved med at prøve at overbevise mig om at jeg burde.

Mine fødder bevægede sig langsomt, men sikkert i små kryds, så jeg gik mod siden. Det var ikke noget jeg tænkte forfærdeligt meget over, men det var faktisk ret typisk jordbetvinger måde at bevæge sig væk på. Jeg havde aldrig rigtig forstået hvorfor, men det gjorde de altså. Jeg bevægede mig også væk fra folk på den måde, men det var også det eneste der kunne tyde på at jeg var jordbetvinger.

Den lille gruppe studerede mig grundigt og drengen nikkede. ”Jordbetvinger?” spurgte han prøvende og så alvorligt på mig. Jeg reagerede med at se på ham med et løftet øjenbryn og trækker lidt på skulderne. ”Nogle gange...” hviskede jeg stille og lod blikket falde hen over gaden, hvor folk strømmede forbi i stride strømme. Der var ikke rigtig nogen, som så til vores side. Det var nok meget normalt her i byen, men det var ligegyldigt for mig nu. Jeg ville væk fra det her sted og det kunne kun gå for langsomt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...