Det sidste element

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2012
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Igang
De fire elementer lever frit blandt hinanden på trods af deres uenigheder, som tit koster alle dyrt. De har det bedst i selskab med deres egne, men problemet er at man først finder ud af hvem man høre til når man er nået 'modenheds alderen'.
Men i Melonis tilfælde er det anderledes. Hun har længe været i 'modenheds alderen', men ingen af elementerne har åbenbaret sig helt for hende. I små glimt har de vidste sig alle sammen, men de bliver aldrig ret længe.

9Likes
9Kommentarer
1242Visninger
AA

5. "Velkommen" hjem

"Jeg må hellere se at komme hjem," hviskede jeg roligt, da jeg stod i døren og så ud i den gamle, slidte gyde. "Hvorfor?" spurgte Tominat og rakte mig endnu en kop te. Jeg så tilbage på ham med et trist smil og sukkede dybt: "Jeg har en forpligtelse over for min familie..." Jeg så ned i jorden mens jeg afleverede teen tilbage til ham og gik ud af huset. "Du ved ikke engang hvor du er henne," svarede han køligt igen og fik min krop til at stivne. Han havde jo ret. Jeg var bare løbet af alle kræfter uden nogen idé om i hvilken retning. Hvordan skulle jeg nogensinde finde tilbage igen? "Lad mig vise dig vej hen til deres kvarter," fortsatte han roligt og lagde en hånd på min skulder. Jeg så forskrækket på den. Hele min krop summede og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv for et øjeblik. "Du har ikke rigtig noget valg, vel? Hvis nogle af de andre ildbetvingere her finder dig vil de nok ikke være lige så godsidnede som jeg," sagde han provokerende og gav slip på min skulder igen. Jeg vendte mig om mod ham med et vredt udtryk, men måtte opgive med et lille suk. Jeg nikkede magtesløst, hvilket fik et stort, flabbet smil til at dukke op på hans læber. Jeg ville gøre alt for at tørre det af hans fjæs, men lige nu havde jeg brug for ham. "Så kom da," udbrød han og begyndte at gå selvsikkert ned af gaden. Jeg kunne ikke lade vær med at skutte mig, da jeg fulgte efter. 

Det lod til at han kendte alle i ildbetvingerområdet. Han hilste i hvert fald p dem alle sammen og de hilste allesammen næsten ærbødig tilbage. Jeg syndes i hvert fald at det virkede sådan. Der var noget over ham, som udviste en hvis form for magt. Det var ikke bare det at ham jeg næsten havde smadret havde været så ærbødig, men mere at alle lod til at have det sådan. De fleste bukkede hovedet en lille smugle når de så ham og han gik lige midt på vejen uden at rykke til siden for nogen på sin vej. Jeg fulgte bare uroligt efter og forsøgte at holde trit, men det var svært når jeg også ville se hvad der foregik rundt omkring. 

Jeg følte at vi gik i en evighed inden vi endelig stoppede. Jeg måtte have løbet ret langt. "Normalt ville jeg aldrig gå ind i vandbetvingernes område, men jeg vil gerne se hvordan din familie fungere med et særtilfælde som dig i sin midte," sagde han mens han så lige ud i luften. Jeg så lidt på hans nakke og forsøgte at finde ud af hvad han mente med det, men han fortsatte videre som om intet var hent. Jeg så mig rundt og fornemmede at vi gik igennem vindbetvinger området. Selv her i byen var der områder, der var mere præget af det ene element end det andet. 

Efter lidt tid nåede vi frem til vandbetvingernes bydel og jeg kunne begynde at genkende ting. Tominat senkede farten og lod mig føre an. Det var næsten som om mine ben fandt vejen af sig selv. Jeg behøvede ikke at tænke meget over i hvilken retning jeg skulle før mine ben allerede havde fundet vejen. Ned gennem gader og stræder, mellem slidte såvel som velordnede huse. Jeg kunne hele tiden mærke folks blikke mod min hud. De var ikke disideret fjendtlige, men ingen i denne del af byen brød sig om at der kom ildbetvingere her. De var ballademagere og ønskede kun at det gik skidt for alle vandbetvingere overhovedet. Det havde jeg mærket på min egen krop, så jeg forstod dem godt. Det var et æld gammelt had, som ingen rigtig vidste hvor kom fra. 

"Så er vi her," hviskede jeg med hovedet vendt mod jorden og ryggen til ham. Vi stod ude foran huset og væmmelsen fra tidligere dukkede op igen. "Meloni!" lød min mors bekymrede stemme og jeg kunne mærke hvordan hendes arme omfavnede mig, men jeg reagerede ikke rigtig på det. "Og hvem er så det?" udbrød min far kampklart og stod allerede i kampposition. Jeg fik hurtigt revet mig løs fra min mors arme og stillede mig demonstrerende imellem ham og Tominat. "Han reddede mit liv!" udbrød jeg med en sådan fasthed i stemmen at selv min far blev helt konfus. Jeg kunne mærke deres bebrejdede blikke og jeg vidste instinktivt at de var ved at gå fra 'glade over at jeg var kommet tilbage', til 'vrede over at jeg stak af'. "Hvad mener du dog?" hviskede min mor næsten grådkvalt. Jeg sukkede dybt og så mig hurtigt omkring. Der var kommet noget af et publikum og de så ikke ligefrem glade ud. "Jeg forklarer det indenfor," hviskede jeg opgivende og tog et fast tag om Tominats håndled og trak ham med indenfor, mens jeg viskede til ham, "du vil nok ikke bryde dig om at være her inde, men du har selv valgt at følge mig hele vejen." 

Mine forældre fulgte hurtigt efter os ind i kælderen og lukkede hurtigt døren efter sig. "Så må vi nu få en forklaring?" spurgte min far vredt og sørgede for at stille sig overfor Tominat, så han kunne se alt hvad han gjorde. Min bror kom ind i lokalet med sit sædvandlige triste udtryk. "Når du er kommet hjem..." vrissede han og tog en kop te. Han ikke så meget som skænkede mig eller Tominat et enkelt øjeblik, "vi mangler mel, så jeg henter det." Mor sukkede, men nikkede mens hun hviskede: "Gør du det." Jeg gøs. Det var en af hans helt dårlige dage. En af de dage hvor verden kunne rage ham en høstblomst. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...