Det sidste element

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2012
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Igang
De fire elementer lever frit blandt hinanden på trods af deres uenigheder, som tit koster alle dyrt. De har det bedst i selskab med deres egne, men problemet er at man først finder ud af hvem man høre til når man er nået 'modenheds alderen'.
Men i Melonis tilfælde er det anderledes. Hun har længe været i 'modenheds alderen', men ingen af elementerne har åbenbaret sig helt for hende. I små glimt har de vidste sig alle sammen, men de bliver aldrig ret længe.

9Likes
9Kommentarer
1310Visninger
AA

4. Tominats huld

Jeg så ned i jorden og sparkede til en sten. "Meloni," mumlede hun stille. Jeg kunne ikke finde på et andet navn så jeg brugte mit rigtige navn og så måtte det gå som det ville. "Meloni?" gentog Tominat frem for sig. "Det er et vandbetvinger navn! Jeg sagde det jo!" råbte den anden fyr og farrede efter mig. Før jeg nåede at tænke over det løftede jeg hånden og en stråle af vand blev sprøjtet mod ham samtidigt med at jeg drejede højre fod og jorden bevægede sig i en bølge, så han mistede balancen. Han blev skyllet et par meter tilbage og landede på bagdelen. Jeg selv måtte træde et par skridt bagud og til siden, så jeg kunne finde en væg at læne mig op af. 

"Det må jeg nok sige," fremsagde Tominat og så undrende på mig. Jeg gled ned af væggen og var ganske enkelt for udmattet til at reagere på noget af det der skete omkring mig. Han bukkede sig ned ved siden af mig og fjernede en lok hår fra mit ansigt. "Hvordan gjorde du det?" hviskede han stille med et lille smil. Jeg så udmattet på ham med et lille smil: "Jeg sagde jo jeg ikke var vandbetvinger." Jeg så ham lige i øjnene, selvom alting blev sløret og jeg langsomt forsvandt. Alting blev sort, mens jeg kunne mærke hvordan min krop gav efter under mig. 

***

Jeg vågnede op i et mørkt lokale. Jeg blinkede vildt med øjnene, men det var for mørkt til at jeg kunne se noget. "Godmorgen prinsesse," sagde en stemme fra et sted midt i lokalet. Mine øjne begyndte langsomt at vende sig til mørket og jeg kunne fornemme Tominat nærme sig. "Hvor er jeg?" hviskede jeg mistroisk og tog imod det krus han rakte ud mod mig. Jeg drak ikke noget af væsken, for jeg vidste ikke hvad det var og jeg ville nødig tage nogen chancer. "Vi tog dig med hjem til vores huld," svarede han roligt, "du behøves ikke at være nervøs for at jeg har gjort noget ved vandet, hvis jeg ville gøre dig noget havde jeg gjort det mens du var bevidstløs." Jeg så lidt på ham med afsky, men valgte alligevel at drikke det. Min hals var tør og vandet smurte godt ned igennem halsen. 

Jeg så lidt uroligt på Tominat mens jeg satte mig op med væggen mod ryggen og lod kruset ligge i mit skød. "Hvor længe har jeg været væk?" hviskede jeg og så ned i det tomme krus. Det kom ikke bag på mig at jeg var besvimet. Det gjorde jeg ofte, hvis nogle af mine evner viste sig. "Tre dages tid," svarede han og satte sig på en lille stol ca. en meter fra mig. Jeg trak lidt på skulderne. "Det bliver kortere tid," hviskede jeg undrende og så lidt på mine hænder. "Hvad mener du?" spurgte Tominat og trak mig fuldstændig ud af mine egne tanker. Jeg så lidt på ham med et overbærende smil. "Jeg burde tage hjem... mine forældre må være helt ude af den," undveg jeg og tvang mine ben ud over kanten af slagbænken, som jeg var blevet lagt på. "Dine forældre?" afbrød han og lagde en hånd på min skulder. "Ja," sagde jeg køligt, "Nogen af os er stadig underlagt vores medfødte gruppe." "Er du ikke lidt for gammel til at bo hos dine forældre?" spurgte han mens han rejste sig op og gik over til et lille, skævt bord, hvor han lagde et stykke brød. En lille, sort pels klump hoppede elegant op på bordet og begyndte at spise af brødet. 

"Som du opdagede for tre dage siden er det ikke så enkelt for mig at finde en anden gruppe," hviskede jeg og studerede dyret på bordet. Tominat nikker og følger mit blik med et lille smil. "Det er Kimpe," sagde han og klappede klumpen på hovedet. Den så op, så jeg kunne se dens store røde øjne. Dens store potter var næsten en tredjedel af selvekroppens størrelse hver. Dens klør skiftede heletiden længde, da den bevægede sig rundt på bordet. "Han er sød," hviskede hun og studerede den nærmere. Den så lidt fra brødet og hen til mig inden den hoppede hen og landede i mit skød. Tominat var straks klar til at fjerne den, men jeg lagde bare roligt en hånd på dens hoved. Den studerede mig kort før den lagde sig til rette i mit skød. "Det var ellers pokkers..." hviskede han nærmest til sig selv, "han plejer ellers ikke at ville snakke med andre end mig..." Jeg så roligt på ham, mens jeg forsigtigt nussede Kimpe mellem ørene. Jeg smilede og sagde i et roligt, afslappet tonefald: "Jeg har aldrig haft de store problemer med dyr... Det kniber mere med mennesker." Jeg så trist ned på Kimpe og forsøgte ikke at tænke på alle de gange folk havde været efter mig, fordi jeg ikke var normal. 

"Hvordan gør du egentlig?" udbrød han pludselig. Jeg farrede sammen og var tæt på at skubbe Kimpe væk. "Hvad mener du?" spurgte jeg roligt og lod Kimpe ligge sig til rette igen. "Det med at bruge flere elementer på én gang, hvordan gør du det?" fortsatte han og lød helt opstemt omkring det. Jeg så ned og bed mig selv i læben, så det begyndte at bløde. Den jernagtig smag var velkendt og beroligede mig en smule. "Jeg ved det ikke... Det kommer bare og så gør jeg ting, hvorefter jeg... tja du ved..." svarede jeg stille og lod min hånd ligge stille på Kimpes hoved. Den så op på mig med sine store øjne, inden den forsigtigt kravlede op af min arm og kælede op af min hals og kind. "Så da du næsten total skadede Danny vidste du faktisk ikke hvad du gjorde?" spurgte han og satte sig på huk et stykke fra slagbænken. Jeg rystede lidt på hoveden, inden jeg så forskrækket op: "Er han okay?" Tominat så lidt forvirret på mig inden han smilede og nikkede: "Ja, han er helt okay. Han bor hos en af vores veninder, mens han kommer sig, så du og han var skilt ad bare indtil vi fandt ud af hvad du var for en." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...