Det sidste element

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2012
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Igang
De fire elementer lever frit blandt hinanden på trods af deres uenigheder, som tit koster alle dyrt. De har det bedst i selskab med deres egne, men problemet er at man først finder ud af hvem man høre til når man er nået 'modenheds alderen'.
Men i Melonis tilfælde er det anderledes. Hun har længe været i 'modenheds alderen', men ingen af elementerne har åbenbaret sig helt for hende. I små glimt har de vidste sig alle sammen, men de bliver aldrig ret længe.

9Likes
9Kommentarer
1242Visninger
AA

8. Skole?

I det at jeg kommer ud giver jeg tegn til Kiel om at jeg er ude. Han nikker lidt for ivrigt og skynder sig ud af døren. Jeg gemmer mig i en busk ved siden af vinduet indtil han kommer ud. Jeg ved ikke hvorfor jeg gemmer mig, men noget siger mig at jeg har gang i noget mere eller mindre forkert. Jeg har en dårlig mavefornemmelse omkring det her, men jeg vælger at stole på Kiel. Jeg har ikke rigtig noget valg længere. Der er ingen vej tilbage. 

Kiel kommer heldigvis hurtigt ud til mig. Han trækker mig forsigtigt ud af busken efter han har set sig til alle sider. Jeg har lyst til at protestere, men noget holder mig tilbage. Jeg ved ikke om det er fordi han konstant kigger sig over skulderen, eller det at han for første gang så længe jeg kan huske rent faktisk lader til at have en interesse i mig, eller noget helt tredje. Jeg kan ikke sætte fingeren på det. 

"Du bliver nødt til at tage væk her fra," hvisker han med et alvorligt blik, "De folk derinde er her for at tale med mor og far om at putte dig i en 'speciel skole for unge, der aldrig bliver voksne'" Jeg ser lidt undrende på ham. Jeg har aldrig hørt om sådan et sted og kan ikke rigtig forstå hvorfor det er noget skidt. Jeg er jo aldrig blevet voksen. Han sukker opgivende og gnider sin pande med pege- og tommelfinger inden han fortsætter: "Er man først kommet derind kommer man aldrig ud igen, nogensinde!" Han ligger tryk på det sidste og understreger sine ord ved at slå ned med hånden.

"De siger at man aldrig får lov at se unge der er kommet der ind igen," konstatere han og begynder at gå væk fra huset med lange hurtige skridt. "Jeg har forhørt mig lidt ad og alle siger at de har hørt de unge gennem murene skrige som nogle gale, og det selvom alle de unge der er kommet der ind virkede helt normale da de kom derind." Kiel holdt en lang pause inden han stoppede op lige bag et par træer, så man ikke kunne se os fra huset af. "Jeg ved godt at jeg ikke har været den bedste bror i verden, men jeg ved at du ikke hører til der inde..." Han gik i stå. Han så lige ud i luften inden han rystede på hovedet af sig selv og så hende lige ind i øjnene igen. 

"Lov mig at du aldrig vil stoppe med at stille dig op imod normerne," hviskede han næsten bønfaldende, da jeg ikke svarede gentog han mere panisk, "lov mig det!" Han havde taget et blidt tag i mine skuldre og ruskede mig blidt frem og tilbage mens han sagde det. Jeg nikkede. Lamslået. Jeg havde ingen idé om hvad jeg skulle gøre af mig selv. Han smilede og tørrede en enkelt tårer væk fra sin kind i det at han gav slip på mig. 

"Og løb, så," hviskede han og gav tegn til afgang med sin arm. Jeg stod kun stille et øjeblik inden fanden slog ned i mig og jeg begyndte at løbe af alle kræfter. Hurtigt, næsten flyvende røg jeg afsted. 

Bag mig kunne jeg lige hører Kiel råbe: "Og kom aldrig tilbage! Jeg vil altid være med dig!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...