Det sidste element

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2012
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Igang
De fire elementer lever frit blandt hinanden på trods af deres uenigheder, som tit koster alle dyrt. De har det bedst i selskab med deres egne, men problemet er at man først finder ud af hvem man høre til når man er nået 'modenheds alderen'.
Men i Melonis tilfælde er det anderledes. Hun har længe været i 'modenheds alderen', men ingen af elementerne har åbenbaret sig helt for hende. I små glimt har de vidste sig alle sammen, men de bliver aldrig ret længe.

9Likes
9Kommentarer
1279Visninger
AA

10. redning

Jeg vågnede ved at en solstråle ramte mine øjenlåg. Jeg måtte have været faldet i søvn. Mine øjne var kun små striber og jeg følte mig døsig. Svedperler faldt ned over min pande, men jeg frøs. Jeg sørgede dem væk og fik sat mig op. Jeg befandt mig stadig i den samme lysning. 

Mit hjerte slog hurtigere og hurtigere, som minderne kom til overfladen. Jeg var alene. Min puls steg voldsomt og min mave trak sig sammen. Hele min krop rystede og det var umuligt at fokus på noget overhovedet. Jeg bed mig i læben, så hårdt at det begyndte at blød. Smagen af jern spredte sig som en steppebrænd i min knas tørrer mund. 

Jeg fik hævet mig selv op og stå. På usikre ben skubbede jeg mig fra træ til træ. Jeg måtte læne mig op af dem som jeg kom fremad. Mine ben gjorde mere ondt end jeg nogen sinde før havde oplevet. Min krop skreg i smerte og overdøvede alt andet. Smerten var ulidelig og jeg måtte flere gange holde en pause. Når jeg holdt pause lænede jeg mig træt mod træet og sørgede for ikke at sætte mig ned. Jeg vidste, hvis jeg først kom ned og sidde ville jeg aldrig komme op igen. 

"Åh gud," hørte jeg en hæs kvindestemme sige et stykke væk. Jeg var ikke klar over hvor længe der var gået, men lyden af et andet menneske gjorde mig både glad og bange. Jeg vidste ikke om denne kvinde ville være godsindet eller ej. Jeg havde ingen idé om hvem jeg kunne stole på og hvem jeg ikke kunne, men havde jeg noget valg? Jeg kunne ikke klare mig ret meget længere på egen hånd, alene, fortabt i en fremmet skov. 

"Hjælp," fik jeg hostet frem mellem mine læber. Brugen af min stemme havde været den sidste bid af kræfter jeg havde tilbage. Mine ben gav efter under mig og jeg kæmpede for at trække vejret. Jeg hev efter vejret, mens skidt og jord fløj omkring mig. Det var det sidste jeg fornemmede inden alt blev sort. 

 

***

 

"Sådan, rorlig nu," lød kvindes stemme i det fjerne. Jeg forsøgte at åbne øjnene og se hvor lyden kom fra, men det virkede umuligt at bevæge sig overhovedet. Hun lagde en kold klud på min pande og fortsatte: "Du skal ikke være bange min pige. Du har feber og er tæmmelig dehydreret, men lige gyldig hvad du flygter fra, så er du sikker hos os." Jeg havde ikke engang kræfter til at tænke mere over det. Hendes ord fik mig bare til at slappe af i hele kroppen. Jeg følte mig underligt tryg. Som om det alt sammen ville blive godt igen nu. 

"Legus kom her ind," lød kvindes stemme igen og jeg kunne fornemme hvordan er dør blev åbnet og en skikkelse kom ind. Lyset fra udenfor skar sig igennem mine øjenlåg og dannede et sløret omrids af den person der kom ind. Ikke noget jeg kunne fornemme noget specielt ud fra, men det virkede som om personen var tæmmelig bred. 

"Du kaldte tante Julia?" sagde personen, som måtte være Legus, med en blød, mørk stemme. Han trak vejret jævnt og man kunne næsten fornemme hvordan hele hans krop bevægede sig. 

"Hun har brug for væske, så jeg har brug for at du hjælper mig med at give hende det," konstaterede hun roligt og larmede med noget ved siden af mit hoved. Det fik næverne omkring mine øjne til at reagere. Det var ubehageligt at jeg ikke kunne se hvad der foregik. Jeg kunne bare ligge der og føle mig fortabt og hjælpeløs, mens nogle stærke hænder løftede mig op at sidde. Jeg fornemmede hvordan han satte sig bag mig og holdt mig oppe, så hun kunne tvinge mine kæber fra hinanden. 

Vandet var koldt og forfriskende, men jeg kunne ikke reagere. Min hals var lukket sammen og jeg begyndte at hoste voldsomt. Jeg følte jeg var ved at drukne. Jeg forsøgte at hoste det ud igen. Jeg hev efter vejret og i det jeg var ved at give op slog jeg øjnene op og uden at tænke over det slog jeg koppen ud af kvindens hånd. 

Hosten blev voldsommere. Alt blæste forvirret omkring i rummet, mens jorden skælvede under os, men det var ikke det jeg fokuserede på. Det eneste jeg kunne tænke på var at få vejret. 

Legus' tag omkring min krop blev mere intenst og kvinden, der var faldet til jorden samlede forskrækket koppen op og så alvorligt på mig. Jeg forsøgte at vride mig fri fra den store drengs arme, men han var utrolig stærk og jeg havde ikke nogle kræfter tilbage i kroppen. 

"Rolig smukke, du er i sikkerhed, du skal nok klarer dig," hviskede han ind i mit øre og jeg faldt til ro. Jeg fokuserede på hans vejrtrækning og forsøgte at følge den. Det var svært i starten, men jeg fik hurtigt sørget for at få min vejretrækning under kontrol. Jeg lyttede forsigtigt til hans åndedrag selv efter hvad føles som en evighed. Der var noget beroligende over den helt monotone lyd. Når jeg lyttede godt efter kunne jeg oven i købet hører hans hjerte banke i en helt fast rytme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...