Det sidste element

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2012
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Igang
De fire elementer lever frit blandt hinanden på trods af deres uenigheder, som tit koster alle dyrt. De har det bedst i selskab med deres egne, men problemet er at man først finder ud af hvem man høre til når man er nået 'modenheds alderen'.
Men i Melonis tilfælde er det anderledes. Hun har længe været i 'modenheds alderen', men ingen af elementerne har åbenbaret sig helt for hende. I små glimt har de vidste sig alle sammen, men de bliver aldrig ret længe.

9Likes
9Kommentarer
1264Visninger
AA

11. Kan jeg stole på dem?

Legus sad med mig i lang tid, hvor vi bare sad. Han strøg mig fra tid til anden over ryggen og det sendte en behagelig gyssen igennem kroppen på mig hver gang. Han smilede bare drillende hver gang, hvilket irriterede mig grænseløst, men jeg havde på fornemmelsen at der ikke var så meget at gøre ved det. 

Julia gav mig koppen, så jeg selv kunne drikke lidt. Jeg var først skeptisk, men i det den første dråbe ramte mine læber slog instinktet ind. Jeg begyndte at drikke grådigt af de dyrebare dråber. Hver gang jeg tømte koppen fulgte Julia den tålmodigt op igen med vand fra en stor spand hun havde hentet, mens jeg var faldet til ro. 

Hun sad foran os og så kærligt og tålmodigt på mig, som jeg lå der i Legus's favn. Jeg følte mig underligt til mode. Som om jeg både følte at jeg burde være på vagt, men på sammen måde følte at jeg var det aller mest sikre sted i hele verden. Jeg havde ikke lyst til at forlade Legus's arme, men efter noget tid og en masse kopper måtte jeg forsigtigt vride mig fri. Jeg satte mig på behørig afstand fra de to fremmede, der tilsyneladende havde redet mit liv. Jeg så skeptisk fra den ene til den anden. Jeg kunne jo ikke stole på nogen. Det kunne ske de bare ville udlevere mig til den der skole, eller endnu værre. Jeg turde ikke tænke tanken til ende. Jeg rystede og trak benene op under mig, så jeg kunne støtte min hage på mine knæ. Det var ikke den bedste position til flugt, det var jeg godt klar over, men jeg kunne ikke overskue andre stillinger lige nu. 

"Du behøves altså ikke være bange for os, tøsen," sagde Legus kækt og blinkede til mig. Jeg kunne ikke lade vær med at knibe øjnene en smugle mistroisk sammen. Hvad prøvede han på? Jeg bed mig i læben mens jeg skubbede mig selv lidt længere tilbage, og væk fra dem. 

"Lad dog pigebarnet være, hun må have været igennem meget," hviskede Julia roligt og så strengt på Legus. Han sænkede blikket og så ned i sine hænder. 

"Jeg beklager," mumlede han og lignede pludselig en lille skoledreng, der var blevet i rettesat af sin lære for at komme med en uforskammet kommentar, "det skal ikke ske igen." 

Julia brød ud i en lille, let latter: "Jeg har min tvivl, men lad gå." Hendes øjne lyste op og latteren smittede voldsomt. Jeg kunne mærke et lille smil presse sig frem på mine læber på trods af den synderivende frygt der ellers lå tungt om mit bryst. Jeg knyttede næven og begravede mit ansigt helt ned i knæene, for at skjule smilet. Det hele gik så hurtigt og jeg kunne ikke få det til at hænge sammen i mit hoved. Hvor var jeg? Hvem var de? Og hvad skulle der ske nu, hvad ville de mig og hvad ville det betyde for mig, hvis jeg valgte at blive? En del af mig kæmpede for at komme op og stå, men en andel del ville blive. Den samme del, der ville ønske jeg blot kunne kravle tilbage i Legus' arme og blive der for altid. Jeg stollede ikke rigtig på den del af min bevidsthed. 

Jeg røg på benene. Jeg havde tydeligvis ikke genvundet alle sine kræfter, for det hele snorede rundt og var nær væltet bagover, hvis ikke Legus havde været mindste lige så hurtigt oppe og greb mig. Hvordan kunne han være oppe så hurtigt? Tanken fløj igennem mit hoved i det jeg så op på hans smukke ansigt, eller det virkede smukt. Jeg kunne ikke rigtig fokusere. Det hele blev sløret, som om jeg havde tårer i øjnene. Jeg lod en hånd glide op til mit ansigt. Min hånd blev våd. Det var først i det øjeblik at det gik op for mig at jeg græd. Stille, afmagtet og uden nogen plan. Små ryk gik igennem hele min krop og Jeg gled langsomt ind til Legus igen. Han gled langsomt ned på jorden med mig, så vi endnu engang sad helt tæt. Jeg kunne ikke holde det tilbage mere. Alle mine tanker flød sammen i et stort virvar. Jeg tænkte på alle de ting der var sket siden vi var flyttet til byen. Det havde været det rene helvede for mig. Alt var gået galt. Jeg ville bare gerne hjem til min lille, hyggelige sump. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...