Det sidste element

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2012
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Igang
De fire elementer lever frit blandt hinanden på trods af deres uenigheder, som tit koster alle dyrt. De har det bedst i selskab med deres egne, men problemet er at man først finder ud af hvem man høre til når man er nået 'modenheds alderen'.
Men i Melonis tilfælde er det anderledes. Hun har længe været i 'modenheds alderen', men ingen af elementerne har åbenbaret sig helt for hende. I små glimt har de vidste sig alle sammen, men de bliver aldrig ret længe.

9Likes
9Kommentarer
1241Visninger
AA

9. Hvad nu?

Jeg løb og løb og løb, indtil mine ben gav efter under mig. Jeg faldt mod jorden med et voldsomt støn. Jeg havde nær ikke nået at tage fra med hænderne, da hele min krop blev trykket ned mod jorden. Mine arme rystede og sveden drev fra mig. Jeg kunne mærke dråberne slippe sit tag på proene og tage på den lange vandring ned langs min krop. På flugt fra min krops indre og på vej mod jorden. Friheden. Det ukendte. Jeg så på min arm og udvalgte en enkelt dråbe sved. Jeg brugte så mange kræfter på at fokusere på den dråbe. Samtidig tvang jeg min puls ned. Jeg havde brug for al den luft og energi jeg kunne samle, for at klare mig her ude, alene. 

Pludselig gik det op for mig hvad jeg havde rodet mig ud i. Først nu havde der været overskud og tid til at tænke tingene igennem. Jeg væltede om på siden og lå lidt og så op i trækronen. Jeg burde ikke ligge stille her. Jeg burde fortsætte så langt væk fra skolen, som muligt. Jeg burde samle mig selv og flygte. Jeg var på flugt og jeg måtte videre, men jeg kunne ikke flytte en eneste muskel. Jeg havde ingen idé om hvor jeg var henne og måske burde jeg finde ud af det, eller ikke? Jeg vidste det ikke. Jeg vidste ingen ting. Mine tanker fløj rundt i hovedet på mig og jeg blev helt svimmel. 

Langsomt fik jeg sat mig op og tjekkede omgivelserne ud. Jeg sad i udkanten af en lille lysning, hvor solen lige kunne nå at ramme det sparsomme græs, der voksede i midten af den ujævne cirkel træerne dannede. Nogle få blomster sprang frem fra den hårde jordbund her og der. Træerne var gamle og krogede. De strakte sig søvnigt i alle retninger, uafhængigt af hinanden. Hvert eneste træ stod klart ud fra det ved siden af, men det var som om de havde indgået en stilsigende aftale om ikke at vokse i vejen for hinanden eller ødelægge dette lille vidender af et åndehul. 

Min mave rumlede højlydt, hvilket fik mig til at fare sammen, som et forskramt dyr. Jeg følte mig på en gang fanget, på flugt, udsat og fri. Fanget, fordi jeg aldrig ville kunne flygte fra hvem eller hvad jeg var. Jeg ville altid være bevidst om den sandhed at jeg ikke ville høre til nogen steder, at jeg for altid ville være fanget i mine egne tanker, uden mulighed for at komme videre med mit liv. Hvilket også forklarer flugten. Jeg ved at jeg flygter fra alting lige nu. Ikke kun dem fra skolen, men også min familie, deres forventinger til mig og alle byens øjne, der hvilede på mig hver eneste gang jeg forlod huset. 

Mit blik fulgte kanten af lysningen hele vejen rundt. Jeg var meget opmærksom på ikke at overse noget. Jeg var udsat her. Lige så udsat som jeg ville være alle andre steder. Alle steder kunne der være folk, der ville lede efter mig. Alle steder kunne en enkelt fejl ende fatalt. Hvert eneste valg jeg ville tage fra nu af kunne have enorme konsekvenser, men nu havde jeg muligheden for at tage de valg. For første gang i mit liv kunne jeg vælge selv. For første gang overhovedet kunne jeg gøre hvad jeg ville og følte for, uden at skulle stå til ansvar for mine forældre. 

Det gav mig kuldegysninger at tænke på alle disse ting. Det hele var lige lidt for meget for mig. Jeg ville give hvad som helst for at høre min mors stemme lige nu. Selvom den aldrig havde virket specielt tiltalende for mig før, så virkede den som det helt rigtige lige nu. Mit hjerte bankede afsted og min hjerne dunkede brutalt mod mit kranie. Jeg kunne næsten mærke den forsøge at bryde ud gennem tindingerne. Hvilket fik mig til at tage hænderne til hovedet. 

"Jeg bliver nødt til at finde ud af hvad jeg gør," hviskede jeg langsomt og så ned på mine bare ben og den slidte natkjole, der kun lige går til under knæene. "Hvorfor tog jeg ikke noget andet tøj på," sukkede jeg opgivende og fik mig rejst op ved hjælp af et træ, der stod i nærheden. "Eller i det mindste med." Mine fødder blødte, var følelsesløse og koldere end de nogensinde har været før. Jeg havde brug for noget nyt tøj og nogle sko jeg kunne bruge, når jeg skulle løbe.

Jeg bed mig i læben af bekymring. Jeg havde ingen penge, ingen mulighed for arbejde og ingen familie eller et element jeg kunne gå til for hjælp. Alt dette tilsammen betød at der kun var en mulighed tilbage. Jeg måtte ganske enkelt stjæle mig til noget, men jeg havde aldrig stjålet noget i hele mit liv og alt inden i mig vendte og drejede sig ved tanken. 

"Du bliver nødt til at gøre noget, Meloni," sagde jeg bestemt højt for mig selv, "men jeg har ikke lyst til at stjæle, det er så forkert..." "TAG DIG SAMMEN! Du er tvunget ud i det og du er nødt til at gøre noget drastisk. Desperarte tider, kræver desperarte metoder!"

Det løb mig koldt ned af ryggen, da jeg begyndte at gå igen. Jeg vaklede afsted på usikre ben og med hænderne ud foran kroppen i tilfælde af at jeg ville falde igen. Det var ikke ligefrem usandsynligt. 

Jeg havde ingen idé om hvor jeg var på vej hen eller i hvilken retning, der ville ligge noget som helst, så jeg valgte bare en tilfældig retning og fortsatte i den retning som virkede til at være lige ud, men for at være ærlig lignede alle træerne hinanden. Grenene på træer og buske skar sig vej gennem huden på mine nøgne ben og min mave knorede højere og højere. Jeg var nødt til at gøre noget hurtigt. Jeg kunne ikke fortsætte sådan her og det virkede ikke som om jeg ville støde ind i noget liv lige foreløbig. 

Jeg studerede omgivelserne. Hjemme i sumpen havde vores lærer gjort meget ud af at lærer os, hvilke planter man kunne spise og hvilke man ikke kunne. Det eneste problem var bare at de planter jeg kunne se vokse rundt omkring ikke lignede dem hjemme i sumpen. Et andet økosystem betød andre planter og andre planter betød at jeg ikke vidste hvilke planter jeg kunne spise, hvilket gjorde det svært at finde mad i skoven. Alle planterne lignede hinanden og ingen af dem lignede nogen af dem i sumpen.

Jeg stoppede op for et øjeblik og nær studerede en plante der stod i en lille flok. De var omkring en halv meter høje og deres blade var dråbeformede, men med takker. Der var også små fimrehård på bladene og stinglen. Den lignede meget en brændenælde. Dem havde vi også haft i sumpen og jeg vidste at de kunne spises, hvis man tilberede dem, eller ihvertfald bladene. Jeg lod min lillefingere rører ved et af bladene og den velkendte brændende fornemmelse dukkede hurtigt op. Det kløede og sveg, men jeg var glad. Et kæmpe smil voksede op på mine læber. Jeg havde fundet noget jeg kunne spise, hvilket var det vigtigste, så måtte det brænde en lillesmule på min lillefinger. Jeg havde alligevel så ondt i hele kroppen at det ikke ændrede det store at det brændte lidt. 

Hurtigt og behændigt snuppede jeg det ene blad efter det andet og lagde i en bunke på et stykke bark jeg havde pillet af et dødt træ, som stod lidt derfra. Det tog lang tid og var helt bestemt hårdt arbejde, men det var det hele værd. Jeg fandt en mere eller mindre flad sten og en lille aflang sten og begyndte at knuse bladene mellem dem. Normalt ville jeg koge dem sammen med nogle rodfrugter, men jeg havde hverken vand eller rodfrugter lige ved hånden, så jeg måtte nøjes med bare at spise de moste blade. 

Jeg sørgede for omhyggeligt af skrabe alle resterne af både saft og blade om fra stenen. Små brudstykker af sten og jord fandt vej ind i min mund sammen med bladene og jeg kunne høre det knase i hele mit kranie, som i forvejen var overophedet. Det var klart at jeg måtte se at finde en bedre måde at finde føde på, for det her gik ikke i længden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...