Det sidste element

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2012
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Igang
De fire elementer lever frit blandt hinanden på trods af deres uenigheder, som tit koster alle dyrt. De har det bedst i selskab med deres egne, men problemet er at man først finder ud af hvem man høre til når man er nået 'modenheds alderen'.
Men i Melonis tilfælde er det anderledes. Hun har længe været i 'modenheds alderen', men ingen af elementerne har åbenbaret sig helt for hende. I små glimt har de vidste sig alle sammen, men de bliver aldrig ret længe.

9Likes
9Kommentarer
1331Visninger
AA

7. Gæster

Den næste dag ved jeg ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg vågner tidligt, men vælger at ligge i min seng og kigge op i loftet. Jeg kan slet ikke klare lugten af mug, der lader til at være fast inventar i den her skod kælder. Jeg ligger egentlig bare og får det mere og mere dårligt ved lugten, men noget holder mig fast i sengen. Det er som jeg ikke rigtig har kræfter til at rejse mig op og komme igang. Jeg ligger og studerer loftbjælkerne. De er lange og skæve. De nærmest snor sig ind imellem hinanden i et ynkeligt forsøg på at passe sammen. De fleste af dem hænger og gaber helt vildt i den ene ende, så man næsten kunne få den idé at de ville falde ned i hovedet på en hvert andet minut. 

Jeg vælger dog at kigge på min storebror, Kiel, i det at han går fobi mig. Vi deler uheldigvis et meget lille værelse, hvor der kun lige er plads til to senge, et skrivebord med en lille bordlampe og et skab til vores tøj, som lige kan nå at stå for enden af min seng bag døren. Det betyder at hver gang Kiel skal have fat i noget tøj, hvilket vi ikke har meget af, så skal han forbi min seng. 

Det lader ikke til at han interesserer sig særlig meget for om jeg er vågen eller ej. Han skifter fra nattøj til sit almindeligt tøj. En mørkeblå hættetrøje, som han trækker godt op over hovedet, et par hullede, sorte shorts og nogle gamle uld sokker, som engang har været sorte, men nu er de blevet mørkegrå. Det er det samme tøj, som han altid går rundt i, hvilket også er det eneste ud over hans nattøj og det fine tøj, som han ejer. Tøj er ikke ligefrem det vi går mest op i. Det er ikke fordi vi ikke vil, men der er bare ikke penge til sådanne bakketæller. Det er endnu en grund til at jeg ikke håber på at jeg bliver vandbetvinger. Bliver jeg først det vil jeg aldrig komme ud af det her liv. 

Jeg sætter mig op i sengen i det Kiel forlader værelset og kigger lidt mistroisk på døren. Den hænger en smule skævt og kan kun lukke, hvis man hiver den en anelse opad, når man lukker. Der er også et stort gab mellem den ene side af døren og dørkarmen, så jeg kan ligge i min seng og følge med i hvad der foregår ude på den anden side af døren. Det betyder også at jeg kan se at mor og far sidder ved spisebordet og taler lavmeldt sammen. Der sidder også tre andre ved bordet. Den ene er tydeligvis luftbetvinger, hvilket jeg kan se på hans uniform. Han er spinkel af bygning, men har alligevel et ret kraftigt kæbeparti. En anden er en kvinde med langt lyst hår, der falder fint ned omkring hendes ansigt og indrammer det på en ufattelig smuk måde. Den sidste sidder med ryggen til, så jeg kan ikke se andet end at han er ret bredskuldret og bærer en lang sort jakke. 

Et eller andet siger mig at der er noget galt. Det er det altid når mor og far har gæster. Det er som regel noget jeg har gjort eller sagt, som har gjort nogle andre bange, vrede eller bare bekymret. Det hjælper heller ikke at de hvisker. Det underbygger bare min teori, hvilket gør mig urolig. Mine tanker løber frem og tilbage, men jeg kan ikke mindes at jeg har gjort noget galt siden vi er flyttet her til. Jeg har jo nærmest ikke været hjemme...

Pludselig går det op for mig hvad det må handle om. Tominat. Han har jo været her og naboerne har set ham både komme og gå. Det er der ingen tvivl om. Det må være det de diskuterer. Hvorvidt jeg er blevet kriminel, ligesom ildbetvingerne. Kunne det tænkes at jeg var ildbetvinger? Man vidste jo aldrig. På en måde var der noget ved den tanke, der tiltrak mig, mens den på den anden side gjorde mig rædselslagen. 

Jeg kravler forsigtigt ud af sengen og ned på gulvet, hvor jeg sniger mig hen til døren. Jeg sørger for at larme så lidt, som overhovedet muligt. Jeg vil hører hvad de snakker om inden jeg giver mig selv til kende. Det er altid godt at være forberedt på hvad man skal møde. Det gør det nemmere at finde på en undskyldning, eller en flugtvej om nødvendigt. 

Jeg kan høre deres dæmpede stemmer, men kan ikke skille det ene ord fra det andet, hvilket gør det umuligt for mig at finde ud af hvad de snakker om. Ud over deres stemmer kan jeg også hører mors lavmeldte hulken. Jeg kan genkende den over alt. Jeg er faldet i søvn til den så mange gange, at det er umuligt at holde styr på. Desuden har hun det med at græde ret ofte. Jeg kan næsten se for mig hvordan hendes blå øjne er blevet helt blanke mens hun bider sig i læben og river diskret i sin slidte nederdel under forklædet. Jeg får en klump i halsen og læner mig op af væggen og skubber til med benene. Jeg har lyst til at slå hovedet hårdt ind i væggen af bare frustration, men lader vær, da det vil larme for meget. Istedet knytter jeg hænderne godt sammen og lader smerten fra neglene, der borer sig ind i min hud overtage kontrollen. Det hjælper mig med at holde fokus, så jeg kan koncentrerer mig om at hører deres samtale. 

I det samme kommer Kiel ind på værelset. Han er lige ved at falde over mig, men siger ikke noget. Han kigger bare kort tilbage på de voksne og træder over mig. De lader ikke til at have lagt mærke til noget. Han sætter sig på sin seng og gør tegn til at jeg skal sætte mig overfor. Det er underligt. Han plejer ikke at ville tale med mig, men idag er åbenbart en undtagelse, så jeg sætter mig tøvende i min seng. Jeg flytter ikke øjnene fra ham et eneste sekund, for at sikre mig at det virkelig sker. Jeg ville ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig dette øjeblik. Det er så urealistisk at jeg tager mig selv i at knibe mig i armen. Bare for en sikkerheds skyld. 

Han ser lidt ud på de voksne inden at han kigger alvorligt på mig. I det at han ikke ser på mig får han et forpint udtryk i øjne. Det er ikke det samme udtryk, som han plejer at have, men et mere dybfølt og måske en smugle undskyldende. "Jeg beklager..." startede han forsigtigt, men hans stemme knækkede over, "Jeg mener..." Han ser ud af kældervinduet, der er placeret lige over skrivebordet. "Tror du at du kan komme igennem det vindue der?" hvisker han så. Jeg ser lidt fra ham til vinduet og så tilbage igen. Han ser så forventningsfuldt på mig. Næsten glad. Jeg har aldrig set ham med så meget håb i øjne, som han har nu. Jeg nikker langsomt, hvilket får ham til at hviske: "Så skynd dig ud af det, jeg møder dig udenfor." Jeg ser undrende på ham. Jeg er langt fra sikker på situationen, men han forsikrer mig om, at han nok skal forklarer det alt sammen bagefter. 

Jeg kravler forsigtigt op på bordet uden at vælte lampen. Det er svært og kræver stor behændighed, hvilket jeg heldigvis har masser af. Vinduet er lavt og det tager tid at få min hofte igennem, men heldigvis er Kiel, der til at hjælpe. Jeg har det lidt underligt med det hele. Det føles lidt, som om jeg stikker af fra noget uden at vide hvad jeg stikker af fra. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...