Det sidste element

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2012
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Igang
De fire elementer lever frit blandt hinanden på trods af deres uenigheder, som tit koster alle dyrt. De har det bedst i selskab med deres egne, men problemet er at man først finder ud af hvem man høre til når man er nået 'modenheds alderen'.
Men i Melonis tilfælde er det anderledes. Hun har længe været i 'modenheds alderen', men ingen af elementerne har åbenbaret sig helt for hende. I små glimt har de vidste sig alle sammen, men de bliver aldrig ret længe.

9Likes
9Kommentarer
1332Visninger
AA

6. Forklaringen

Jeg kunne mærke min fars afventende blik, men jeg nægtede at sige noget før min idiot af en bror havde forladt lokalet. Dels fordi jeg ikke ønskede at han skulle komme med en af sine dumme kommentarer, som ville ødelægge situationen fuldstændigt. Jeg ved godt at han ikke gør det med vilje, men det går ud over mig. 

"Så...?" starter mor, men bider sig så hårdt i læben, da far ligger en hånd på hendes skulder. Jeg var nødt til at ligge det her ud på en måde, som de ville kunne håndtere. "Jeg besvimede..." hviskede jeg og så ned i jorden, mens jeg langsomt satte mig ned ved bordet, "jeg var løbet ind i ildbetvingerkvarteret ved en fejl, hvor jeg blev angrebet af en bande..." Jeg gav Tominat tegn til at sætte sig ned ved siden af mig, mens jeg roligt tog min mors hånd. "Det lykkedes mig at komme væk fra dem, men så besvimede jeg. Heldigvis var Tominat der til at tage sig af mig, så jeg kunne komme mig." Jeg smilede lidt og knugede min mors hånd en smugle. Hun smilede også en anelse, hvilket gjorde det klart at hun havde accepteret det. Hun var hoppet i med begge ben. 

"Hvordan så de ud, og hvor mange var de?" spurgte far efter et øjeblik. Han var skeptisk og langt svære at overbevise om en løgn, selvom det jo egentlig kun var en halvt løgn. "Tre, to med brune og en med grå, en med sort hår, en med lilla hår og en med sort og grønt hår, de var allesammen højere end mig, jeg ved ikke præcis hvor høje, men klart højere, allesammen fyre, måske ældre, måske yngre," svarede jeg mens jeg så op i loftet, som om jeg prøvede at huske tilbage. Jeg havde øvet mig i at forklare løgne til min far i årevis. Det var jo ikke ligefrem noget nyt at han spurgte ind til mine historier. 

Mors hånd gled op foran hendes mund og hendes smukke blå øjne blev store. "Åh... gud," hviskede hun, nok mest til sig selv. Far brummede bare og vendte endnu engang sin opmærksomhed over på Tominat og sagde myndigt: "Men så skylder vi dig vel vores allermest ydmyge taknemmelighed for at bringe vores datter tilbage til os." Jeg kunne tydeligt se at det ikke var noget han havde lydt til. Tominat smilede mens han nikkede og roligt sagde: "Det var mig en ære, men nu hvor hun er hjemme må jeg hellere se at komme hjemad." Han rejser sig roligt op, bukker for mine forældre og begynder at gå ud af døren. 

Jeg følger efter ham og lukker hurtigt døren efter os, da vi kommer ud på den anden side. Publikumet er forsvundet nu og der er stort set ikke nogen på gaden længere. Vi står lidt uden for døren og ser på hinanden uden rigtig at sige noget. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg ved heller ikke hvordan jeg har det med stilheden, for på den ene side driver den mig til vanvid og på den anden side gør den mig rolig. Så længe vi ikke siger noget siger vi jo heller ikke farvel. For af en eller anden grund kan jeg godt lide at være i nærheden af ham, selvom jeg godt ved at han kun er interesseret i mig, fordi han har set mig bruge flere elementer på en gang. 

"Men vi ses vel prinsesse," afbryder hans stemme langsomt stilheden. Det giver mig kuldegysninger at han bruger ordene 'vi ses'. Det må jo betyder at han har tænkt sig at have en eller anden form for kontakt, eller? Han forvirrer mig og jeg ved ikke engang om jeg har lyst til at se ham igen. Jeg er så overrumplet at jeg bare smiler og nikker. "Du må hilse Kimpe fra mig," hvisker jeg endeligt i det at han vender sig væk fra mig. Han smiler kort tilbage til mig og siger roligt: "Det skal jeg nok." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...