Det sidste element

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2012
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Igang
De fire elementer lever frit blandt hinanden på trods af deres uenigheder, som tit koster alle dyrt. De har det bedst i selskab med deres egne, men problemet er at man først finder ud af hvem man høre til når man er nået 'modenheds alderen'.
Men i Melonis tilfælde er det anderledes. Hun har længe været i 'modenheds alderen', men ingen af elementerne har åbenbaret sig helt for hende. I små glimt har de vidste sig alle sammen, men de bliver aldrig ret længe.

9Likes
9Kommentarer
1313Visninger
AA

3. Et flammende møde

Jeg var så koncentreret om at skulle væk fra det sted at jeg tvang mine ben til at løbe. De løb nærmest af sig selv. Det kom ikke som nogen overraskelse, da jeg efterhånden var ret vand til at løbe. Hjemme i sumpen var det, det eneste jeg kunne finde ud af at gøre rigtigt. Til gengæld var jeg også den bedste. Jeg kunne løbe fra alle de andre børn som voksne. 

Jeg løb og løb, indtil mine ben knækkede sammen under mig af udmattelse. Jeg var forpustet og kunne næsten ikke trække vejret, men jeg var glad. Hele min krop summede af liv. Jeg kunne mærke hele min krop summe. Skrige efter ilt. Det var den eneste følelse der kunne få mig til at føle mig normal. Alle, ligegyldig hvilket element de havde, havde brug for ilt. Deres kroppe var underlagt de samme begrensninger. 

Jeg lå lidt på knæene, mens jeg hev efter vejret. Mine lunger brændte, min næse og mund kunne næsten ikke følge med og min brystkasse føltes alt for lille til det hårde arbejde. Jeg forsøgte at koncentrere mig om den smerte jeg kunne mærke fra stenene under mig. De borede sig ind i mine hænder og knæ. Det hjalp mig med at tvinge min krop i ro. 

"Er du ikke kommet lidt på afveje lille ven?" sagde en ukendt stemme hånligt i det han med foden væltede mig om på siden. Han ramte lige under ribene og jeg faldt udmattet om på siden i smerter. Jeg havde stadig blå og gule mærker overalt i siden fra min tid i sumpen. 

"Det ved jeg ikke," stønnede jeg og fortsatte flabet, "er jeg?" Jeg vidste godt at det måske ikke var den bedste ide at være flabbet når man i forvejen ligger ned og halser efter vejret, men jeg kunne ikke lade vær. Det var så fristende. Jeg kunne ikke bare ligger og lade tingene ske sådan uden videre. Det var en af de ting, som havde foruroliget mine forældre mest. Jeg ville aldrig give op! Jeg kæftede op som en eller anden lille forkælet møgunge og ville diskutere alting. Det var i hvert fald hvad de altid sagde om mig. Faktisk troede jeg det var en af grundene til at de så gerne ville af med mig. Ikke at de sagde det selvfølgelig. 

"Du er sgu da en stædig lille en dig hvad?" hvæsede han og gav endnu et lille spark i siden. Jeg lå på ryggen og krympede mig sammen til en kugle, da han sparkede igen. Jeg så direkte op på ham. Han havde farvet sit hår orange, øjnene var blå og han havde en piercing i det højre øjenbryn. "Det må være dyret i mig," vrissede jeg ud gennem mine sammenbidte tænder og forsøgte at rejse mig op. "Ser man det! Er det ikke vandbetvinger kluns?" sagde en anden stemme, som nærmede sig hurtigt. Den fyr, der før sparkede til mig så i retning af stemmen med et lille smil og sagde roligt: "Jo, det er det sørme også." Jeg kunne virkelig ikke lide måden han sagde det på. Det fik mg til at kigge rundt på omgivelserne. Det var et lille skummelt kvarter, hvor der stod tønder med lid i over det hele. Der var smudsigt og ildelugtende. Den mest gennemtrængende lugt var sod fra afbrændte genstande. Det tog ikke lang tid at regne ud hvilket kvarter jeg var havnet i. Det eneste problem med det var at jeg lignede en vandbetvinger til forveksling, hvilket ikke går så godt i spænd med ildbetvingere. 

Den anden fyr, som kom helt hen til os grinede forventningsfuldt og bukkede sig ned over mig som et dyr der lige havde nedlagt sit bytte. "Hvad skal vi gøre ved hende boss?" grinede han håbefuldt. Jeg kunne genkende det morderiske blik i hans grå øjne. Det fandes ikke kun blandt ildbetvingere, men i alle elementerne. "Jeg er ikke nogen vandbetvinger dit fjols!" hvæsede jeg vredt af ham og skubbede ham bagover med alle de kræfter jeg stadig havde tilbage i mine arme. Han væltede forbavset bagover og landede på sin bagdel med et ordenetlig bump. Jeg fik mig hurtigt kæmpet op på benene og børstede det værste jord af mine bukser. Inden jeg vendte mig om mod den første fyr. Han var kun en smugle højere end mig og kunne ikke være ret meget mere end et årstid ældre end jeg. 

"Det må jeg sige prinsesse, du ved virkelig hvordan man slår fra sig hvad?" sagde han roligt og så mig ind i øjnene. De var faktisk ret smukke, men det betød ikke at han havde ret til noget som helst. "Det kan du lige bande på jeg kan," svarede jeg i et lidt mere afbalanceret tonefald, selvom haddet og foragten lå lige under overfladen. "Mit navn er Tominat, og du?" sagde han så stille efter lidt tid. Jeg sank en klump. Mit navn? Hvis jeg sagde mit virkelige navn ville det være tydeligt at jeg i det mindste havde hørt til vandbetvingerne, men hvis jeg ikke skulle kaldes ved mit rigtige navn hvad skulle jeg så hedde her? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...