Det sidste element

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2012
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Igang
De fire elementer lever frit blandt hinanden på trods af deres uenigheder, som tit koster alle dyrt. De har det bedst i selskab med deres egne, men problemet er at man først finder ud af hvem man høre til når man er nået 'modenheds alderen'.
Men i Melonis tilfælde er det anderledes. Hun har længe været i 'modenheds alderen', men ingen af elementerne har åbenbaret sig helt for hende. I små glimt har de vidste sig alle sammen, men de bliver aldrig ret længe.

9Likes
9Kommentarer
1264Visninger
AA

1. Intro

 

Jeg følte mig underligt frastødt af det lille, mugne kælderrum. Her lugtede fælt af fugt og ned langs væggene drev der gammelt kloakvand. Min mor og far dansede lykkelige rundt foran mig. For dem var dette sted paradis. Der var jo vand over det hele. Vand de lettere end noget andet kunne betvinge til at gøre hvad de bad det om. Min storebror var også overraskende glad. Han ligefrem smilede over at være endt op her. Jeg selv kunne dog ikke føle glæden ved det her sted. Det kunne selvfølgelig godt være fordi jeg ikke havde fået mine kræfter endnu, men det føltes på en eller anden måde helt forkert at sidde her. Lige her virkede hele verden så trist og grå.

Jeg hev efter vejret endnu en gang og rejste mig hurtigt op. Min bror så forskrækket på mig, men lod så blikket falde igen, da jeg smilede og gik mod døren. Mine øjne låste sig fast til dørhåndtaget og mine fødder satte farten lidt op. Lige inden jeg nåde døren blev jeg revet ud af min lille flugt af mine dansende forældre. De tog mig en i hver arm og svang mig med rundt. Jeg havde kvalme, men tvang mig til at smile blidt til dem. De måtte for alt i verden ikke se hvor ubehageligt jeg havde det i denne indelukkede kælder. De havde sparet sammen i mange år for at få den og jeg ønskede ikke at se deres sårede blikke.

Der gik lidt enden jeg fik revet mig fri igen og væltede ud af døren. Jeg hæv efter vejret i det samme den tykke by-luft ramte mit ansigt. Jeg kunne mærke hvordan luften ligesom smurte hele vejen ned i lungerene. Det var en befrielse at kunne trække vejret. Jeg koncentrerede mig udelukkende om at få vejret, mens jeg langsomt lukkede døren bag mig.

Jeg så ud på den myldrende gade. Der var folk alle vejene. Jeg bed mig lidt i læben, da det slog mig hvor ensom jeg egentlig var i dette enorme inferno. Jeg blev så utrolig svimmel og blev tvunget ned mod jorden af en enorm kraft, som jeg ikke vidste hvor kom fra. Det begyndte at flimre for mine øjne, alt omkring mig blev sløret og forsvandt i en mørk, grålig tåge. Jeg havde prøvet det mange gange før, så det var der intet nyt ved, men det gjorde ikke kvalmen mere udholdelig. Jeg faldt frem over på mine ømme knæ og kastede op, eller det kunne ikke kaldes opkast. Det var mere en gale som kom op af min hals's dybder. Det smagte forfærdeligt. Den sure, bedre smag af gale, som fyldte munden og fik alt andet i hele verden til at virke ligegyldigt. Det voksede kun inde i min mund og mine hænder og arme, som ind til nu havde holdt min overkrop oppe, truede med at give efter under det kæmpe præs, som blev ved med at ville mod dem og resten af min ellers ret kraftige og muskuløse krop. Jeg bed tænderne sammen og brugte de sidste af mine kræfter på at få mig skubbet væk fra pølen og om på ryggen ved siden af.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...