Dagbogens værk...

I en lille by i nær havet bor pigen Linea. Det er en meget lille by, måske kun 50-100 indbyggere. Alle kender hinanden inklusiv Linea. Linea er 13 år da begynder hun at fører dagbog over sit liv, sine oplevelser og sine drømme. I starten skrev hun bare et par linjer om dagen, men langsomt langsomt, jo mere mystik og rædsel der kommer ind i hendes liv, begynder dagbogen at fylde mere og mere. Linea lukker sig inde flere timer om dagen på sit værelse for at skrive. Men er det KUN for at skrive eller er der noget andet der trykker hende? Hun begynder at leve efter dagbogens ord og måske er det ikke lige godt altid...

Linea lever i sin egen verden udelukker venner og familie som om de var hendes fjender. Måske er de det også, men EN ting er sikkert der er begyndt at ske underlige ting i den lille by.
Ting bliver væk, folk forsvinder og der er bredt sig en tyk luft fuld af mystik og angst og ingen ved hvad der vil ske…

0Likes
0Kommentarer
436Visninger
AA

1. Ind i de voksnes rækker... eller?

"Skat kommer du ikke lige og hjælper?", det var min mor der kaldte på mig.

"Nej! Jeg er lige i gang med noget!". Jeg hadede, når hun ville have, at jeg skulle hjælpe hende. Især når jeg sad stille og roligt og prøvede at skrive i min dagbog. Det er nemlig min storesøsters, og storebrors fødselsdag i morgen, og vi skal åbenbart, lave det helt store nummer ud af det. Selv hader jeg fødselsdage. Altså man får gaver, slik, kage og alt det andet møj bare fordi man bliver et år ældre. I mine øjne, er der da ikke noget at råbe hurra for, af den grund.

Nu kom min mor ind på mit værelse og jeg skyndte mig at klappe min dagbog sammen, og gemme den: "Hør her Linea! Nu skal du altså begynde at hjælpe lidt til. Dine søskende knokler virkelig for at det skal blive en god fest, så kunne du ikke bare være en lille smule hjælpsom?". Jeg ladede bare somom, jeg ikke havde hørt et ord af det hun sagde, og svarede: "Mor vil du ikke nok for fremtiden, huske at banke på inden at du går ind på mit værelse?". Jeg kunne se at min mor var lige på kogepunktet, og det var meget svært at holde masken, så jeg rejste mig for at gå ud på toiletet, men der blev jeg stoppet af min mor, som var blevet helt rød i hoved."LINEA YASMINA VILMARK MARTINSEN!", hun brugte altid mit fulde navn når hun virkelig havde fået nok, og det hadede jeg. "Nu og det skal være LIGE NU! Begynder du at hjælpe til med forberedelserne! Jeg går og knokler for at alle mine børn skal få det godt, og som takken, ja den får man jo ikke!".

Jeg kendte min mor. Nu vidste jeg, at hvis man ikke gjorde som, der blev sagt, blev det først rigtig slemt. Der havde jeg været før, og jeg vidste jeg ikke ville derhen igen, men alligevel vendte jeg mig om og skreg: "JEG GIDER SGU' DA HELLER IKKE VÆRE MED TIL DERES ÅNDSVAGE FØDSELSDAGE! DET ER IKKE MIT PROBLEM AT I HAR SÅ MANGE BØRN! JEG VIL IKKE HOLDE FØDSELSDAG! NEJ JEG VIL FAKTISK IKKE ENGANG HOLDE MIN EGEN FØDSELSDAG! FORDI I ØDELÆGGER SELVE FØDSELSDAGEN!" Jeg stormede ind på mit værelse låste døren, og gav mig til at græde.

Nu havde jeg ramt min mors ømme punkt. Det vidste jeg. Men jeg ville ikke gå ud og sige undskyld. Selvom jo mere jeg tænkte over det, gik det op for mig at jeg havde begået en stor fejl. Men jeg ville ikke sige undskyld.Nej.For så ville jeg bare virke svag.

Jeg tror der var gået noget med 1time og 45minutter siden mit rasseriudbrud, for nu begyndte folk at prøve på at komme ind, men det hjalp ikke. Først bankede min lillebror på, men ligemeget hjalp det om han hentede lillesøster, som begyndte at græde tilsidst så mit hjerte var ved at sprænges, men jeg kunne bare ikke. Så kom min far og prøvede at true med at give mig stueafrest, men der svarede jeg bare: "Man kan ikke give en stueafrest der i forvejen nægter at forlade sit værelse!". Min far var ikke den vrede type, så jeg var ikke bange, han mumlede bare noget med næsvise unge, også gik han ned igen.

Efter ca. 3 timer var klokken blevet 4. Alle havde for længst opgivet at få mig ud, og var gået ud for at købe dekorationer. Men Bella, min støresøster som havde fødselsdag i morgen, var stadig hjemme.

Hun gik op og bankede på, og efter ca. 10minutter lukkede jeg hende ind. Først sagde hun ingenting hun sad bare og stirrede på mit sengetøj og lagen. Først vidste jeg ikke helt hvad hun kiggede på, men jeg fandt så ud af at jeg havde grædt så meget, så min mascare var blevet tværet ud over det hele. Nu endelig sagde hun noget: "Linea, du har gjort os alle meget kede af det", hun talte på sådan en voksen og kontroleret måde. Det irrerterede mig voldsomt. Hun var næsten 18 år. Det blev hun i morgen ligesom min største storebror Markus . Han blev nu kun 17, men de havde alligevel fødselsdag samme dag. Det var mærkeligt synes nogle, men han var jo bare født et år efter hende på samme dag.

Hun sad længe og prøvede på at få mig til at snakke med hende om det der var sket, men jeg nægtede tilsidst opgav hun og gik, men lige inden hun gik satte hun sig hen til mig. Aede mig over håret og sagde: "Linea, Linea, Linea. Du må snart forstå at du er en af de største i familien og må tage mere ansvar nu hvor jeg skal træde ind i de voksenes rækker, som far nu siger". Hun stoppede med at ae mig, sukkede og gik.

Jeg lå længe og tænkte over hvad hun havde sagt. Jeg fnøs op til flere gange af hende, selvom jeg vidste at hun havde ret. "Træde ind i de voksnes rækker!". PFH! "Tage mere ansvar!" PFH! Tilsidst faldt jeg i søvn, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på en enkel ting. Nemlig at Bella snart skulle træde ind i de voksnes rækker som hun selv sagde og... og... så var hun ikke mere hos mig...

Ind i de voksens ræker. PFH! Jeg kan da sagtens klare mig uden hende!

Men der kom nu alligevel en tårer trillende ned af min kind inden at jeg faldt i søvn den aften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...