Like a rollercoaster ~ Austin Mahone

Anna er en helt perfekt italiensk pige - eller det ville de fleste mene, langt, brunt, krøllet hår ned over brysterne, den perfekte hud, store blå øjne, fyldige læber, og en helt perfekt krop. Alt det alle andre piger går og drømmer om.
- Men for Anna er det en helt anden sag. Hun bærer på mange hemmeligheder, hun har mange svagheder. Hun er flyttet rundt i USA utrolig mange og har skiftet skole alt for mange gange. Hun har været vidne til mange ting..Mon hun falder til på den nye skole? Eller går det hele bare værre. Hvad med kærligheden? Og ikke mindst hvad med venner..?

-Jeg vil gerne sige at der i denne her movella kan forekomme upassende sprog brug! Og andre ting.

34Likes
90Kommentarer
6302Visninger
AA

14. Should I?

Austin's synsvinkel

Hun løber foran os, og vi kommer længere og længere bagud.. Hun er utrolig smuk - Men at hun kan finde på at være sammen med en anden..Det forstår jeg ikke. Det med at Conner havde spurt om hun havde grædt..Det havde hun..Det var tydeligt at se..Og det er helt sikkert min skyld. Jeg skulle ikke være stødet ind i hendes skulder, bare være gået min vej fra starten..Jeg sukker kort. Løber stadig - Anna har ret god kondi..Hun dyrker vidst ingen sport, og vi kan næsten ikke følge med her bagved.. Men jeg er sikker på hun presser sig selv til at komme væk fra os..Mig..Til at komme væk fra mig.

 

Anna's synsvinkel

Jeg stopper brat op, har helt vildt forpustet og kan slet ikke få vejret, jeg har løbet som en sindsyg, næsten 3 kilometer, uden stop. Jeg står lænet op af et træ. Ser ned i jorden. Og trækker vejret helt ned i lungerne igen. Jeg kan høre de andre komme de stopper op, men en stemme siger "Bare fortsæt..Jeg klarer det her" Austin's stemme. Jeg ser ned i jorden, har ikke lyst til at se ham i øjnene. Han sætter ned ned på hug til mig. "Anna.." Begynder han. Jeg bider mig i læben, kæmper stadig med at få vejret. "Det var ikke min mening at få dig til at græde.." Jeg ryster svagt på hoved. Har fået lidt mere styr på min vejrtrækning. "Men jeg har bare ikke lyst til at snakke lige nu" "Det er altså ikke som du tror Austin!" Jeg ser op på ham, og da hans øjne møder mine, ser hen ned. Han ryster på hoved. "Det er som jeg tror, du kunne i det mindste have sagt noget så jeg ikke var blevet så forelsket i dig" Han tager min hånd og hjælper mig op. "..men" Han ryster igen på hoved. "Jeg gider intet men" Afslutter han og begynder at løbe. Bum færdig! Sådan afslutter man altså sådan en samtale! Jeg ser efter ham. Gider ikke engang rende efter ham, selvom jeg skal den samme vej. Så jeg begynder at gå..

Da jeg kommer tilbage er jeg den eneste i omklædningen. Jeg tager et hurtigt bad inde ved bruserne. Jeg har så mange tanker, og jeg er sikkert gået glip af pausen, jeg har brugt alt min tid på at gå og tænke. Åndsvage mig. Jeg har ikke vasket mit hår, kun min krop. Jeg tager mit normale tøj på igen. Et par jeans og en hvid skjorte - Og nogle ankel støvler, og selvfølgelig lidt smykker. Jeg tager min tasker og svinger dem over skulderen hvorefter jeg går til sidste time. 

Vi er på vej hjem, jeg sidder heller ikke sammen med den andre, jeg har alt for mange tanker, og orker ikke at snakke lige nu. Jeg ser ud af vinduet, og betragter de ting der kommer forbi. Jeg sidder der hvor jeg sad første skoledag, så endelig ikke så lagt væk fra dem, udover et sæde.. Jeg piller lidt ved et armbånd jeg har om håndledet. Det armbånd har jeg altid på, det er sådan et med vedhæng, og der er forskellige vedhæng. Hvert et af dem betyder noget for mig. Jeg bliver afbrudt af mine tanker da Athene stikker hoved ind mellem de sæder jeg sidder ved. "Er du okay?" Jeg trækker på skulderen og vender mig kort om for at se på hende. "Skal jeg komme om?" "Det må du om.." svarer jeg og sukker kort. Ikke fordi hun kommer her om, men fordi det hele virker så uoverskueligt.. Hun sætter sig ned på pladsen ved siden af mig. Hun tager min hånd og følger mit blik ud af vinduet. "Austin har det heller ikke lige frem godt.." Siger hun for at bryde tavsheden. Jeg trækker på skulderen, ved ikke hvad jeg skal sige. Han sidder jo lige bagved. "Nu...Nu begynder du ikke på noget dumt som du har gjort før vel.." Jeg ved godt hvad hun mener, hun er den eneste der ved det..Jeg har cuttet.. Og der er stadig ar af det. Jeg trækker på skulderen. Jeg ved det ikke helt..Måske skulle jeg bare finde kniven frem og begynde og skærer i min skulder igen..Måske det hjælper på al den smerte jeg bærer lige nu.. Det giver et sæt i hende og hun sætter sig let op. "Du begynder ikke på noget!" Jeg slipper hendes hånd da bussen holder ude foran mit hus. Jeg rejser mig og går ud og ned langs bussens gang. "Du skader ikke dig selv! Please!" Hun siger det efter mig. Og folk kan sikkert høre det, men fuck det! Fuck mit liv! Austin har sikkert også hørt det..Men han er sikkert ligeglad..Lige som han er ligeglad med at Caroline fortæller ham en løgn. Jeg stiger ud af bussen og går op til hoveddøren hvorefter jeg smækker den i. Der er ingen hjemme. Jeg begynder at græde og går ud mod køkkenet..Jeg finder en lille skræl kniv til at skrælle æbler med..Far og mor bruger den aldrig, vil sikkert ikke opdage den er blevet væk..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...